På Bakkekammen 45 i Holbæk ligger en harmonisk bygning med et roligt facadeudtryk. Et solidt, velproportioneret hus bygget efter gode håndværksmæssige traditioner. Huset er tegnet af en af Bedre Byggeskik's toneangivende arkitekter, Marius Pedersen, som boede …
På Bakkekammen 45 i Holbæk ligger en harmonisk bygning med et roligt facadeudtryk. Et solidt, velproportioneret hus bygget efter gode håndværksmæssige traditioner. Huset er tegnet af en af Bedre Byggeskik's toneangivende arkitekter, Marius Pedersen, som boede og arbejdede her 1929-1965.
Hele kvarteret omkring huset i den østlige ende af Holbæk, har mange fine eksempler på de enkle smukke huse, som kendetegner bevægelsen Bedre Byggeskik. Bevægelsen var en reaktion på det store byggeboom i begyndelsen af 1900-tallet, der ifølge stifterne resulterede i et usammenhængende og blandet arkitektonisk udtryk.
Bedre Byggeskik var udtryk for en overordnet holdning til arkitektur og byggeri og i sin fascination af gode danske håndværksmæssige traditioner en udspringer af nationalromantikken og samtidig præget af den nyklassicisme, der begyndte at gøre sig gældende i perioden 1910-40.
Akademisk Arkitektforening oprettede i 1907 "Tegnehjælpen", hvor der blev ydet rådgivning for at øge fokus på traditionel dansk byggeskik, og i 1915 stiftedes "Landsforeningen for Bedre Byggeskik", som gennem kurser og tegnehjælp arbejdede for at fremme et æstetisk og velfungerende byggeri. Der blev oprettet håndværkerskoler, herunder Bygmesterskolen i Holbæk i 1915, hvor Marius Pedersen var forstander i perioden 1921-1939.