Historien bag Lenins danske ophold

Fortællingen skrevet af Magnus Kristensen

0 kommentar 0 anbefalinger Log ind eller opret profil for anbefale

Efter den mislykkede revolution i 1905 boede Lenin i adskillige byer i Central- og Vesteuropa, blandt andet besøgte han København i 1910, hvor han boede på Vesterbrogade 112a hos familien Petersen, mens han deltog i den anden internationales 8. kongres, der fandt sted d. 28. august - 3. september 1910. Kongressen samlede i alt omkring 900 delegerede fra mere end 20 forskellige lande. Blandt andre russiske revolutionære ved kongressen kan nævnes: Plekhanov, Zinovjev, Kamenev og Trotskij. Lenin boede i København i omkring en måned. Uddrag af Sune Hundebøl fra Solidaritet: Internationale I 1864 tog franske og engelske arbejdere initiativ til dannelse af den Internationale Arbejdersammenslutning, senere kendt som 1. Internationale. På det stiftende møde deltog fagforeningsledere for London og franske arbejdere, hvoraf mange var tilhængere af Pierre Joseph Proudhons anarkistiske ideer. Der var også deltagere fra forskellige emigrantgrupper - deriblandt Karl Marx. Den Internationale Arbejdersammenslutning repræsenterede meget forskellige strømninger. Der var demokratiske frihedskæmpere, anarkister og marxister mm. Det gav grobund for intern uenighed og stidighed. Der er to opgør i Internationalen som har skrevet sig ind i historien. Den ene havde baggrund i uenighederne mellem Karl Marx og Pierre Joseph Proudhon. Den anden i opgøret mellem Karl Marx og anarkisten Mikhail Bakunin. Det var Marxs position der sejrede. I 1872 flyttede den Internationale Arbejdersammenslutning sit sekretariat til USA. Situationen i Europa havde forandret sig efter Pariserkommunes fald og i USA kunne Mikhail Bakunin ikke påvirke organisationen. Efter de mange års splittelse og politisk forfølgelse gik organisationen i opløsning i 1876. Den 2. Internationale blev oprettet i 1889 i Paris og bestod hovedsageligt af europæiske socialistpartier. Frem til 1914 havde organisationen afgørende betydning for socialismens udvikling. Det tyske socialistparti var en dominerende kraft i 2. Internationale. 2. Internationalen er af eftertiden blevet kritiseret for at være nølende. Og for at mange samfundsspørgsmål blev besvaret med kompromisformuleringer, der gav ringe anvisninger til handling. Blandt mærkesagerne fra 2. Internationale var 8 timers arbejdsdag, arbejderbeskyttelse - og afskaffelse af krig. Kongressen 8. Internationale Socialistiske Kongres fandt sted fra 28. august til 3. september i Koncertpalæet (Odd Fellow Palæet), Bredgade 28. Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg var værter. Blandt deltagerne var mange socialister der blev kendte personligheder, f.eks. Aleksandra Kollontaj, Jean Jaurès, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Af de 896 deltagere fra 23 lande, havde mange siddet i fængsel på grund af politisk virksomhed. Historiker Gerd Callesen har opgjort, at de delegerede repræsenterede knap 2 million medlemmer. I en foromtale af kongressen i det socialdemokratiske blad Socialisten (september 1910) hed det: "I er vel ikke den sociale Revolution, hvis Komme vi med Længsel ser hen til, men I er et Varsel om den, en Fanfare, der skal forkynde det nationalistiske, kapitalistiske Samfund og dets Bærere, at det internationale, det socialistiske Samfund organiserer og danner sig i dets Midte for en skønne Dag at sprænge dets Rammer." Kongressen var forberedt af den danske arrangementskomite med Thorvald Stauning som leder. På dagsorden var forholdet for kooperationen og de politiske partier; arbejdsløsheden; international voldgift og afrustning; arbejderbeskyttelseslovgivningen, international Solidaritet mm. Den 28. august samledes tusinder af københavnske arbejdere i et folketog til Søndermarken. Et af bannerne til optoget bar teksten: "Arbejdernes internationale organisation skaffer verdensfreden". Intet mindre! Det var krigsfaren der optog sindene mest. Stormagterne oprustede. Den økonomiske krise skærpede interessemodsætninger og konkurrencen på verdensmarkedet. Verden var delt op mellem stormagterne og der var ikke nærmest ikke flere frie markeder som kunne erobres. På kongressen i Stuttgart 1907 (7. Kongres) havde 2. Internationale vedtaget, at de socialistiske partier skulle gå i aktion, hvis en krig truede. Kongressen i København fulgte op ved at der ved krigstrussel skulle søges en overenskomst mellem de landes arbejderpartier for at hindre krigen. Under debatten om voldgift og nedrustning, sagde den britiske arbejderpolitiker Keir Hardie: "Vor Stilling er klar og tydelig: Vi er ikke blot imod Krigen, men imod Militarismen, som er Statsmagtens Basis. Vi er imod den, ikke blot fordi den er kostbar, men paa Grund af dens Aand - den despotiske Aand, Militarismen og Friheden kan aldrig leve Side om Side. Når vi er for Frihed, maa vi være mod Militarismen. Krig mod Krigen er og har altid været vort store Feltraab." (citat: Beretning fra 8. internationale Socialist-Kongres i København 1910) Det lykkedes dog ikke kongressen at nå til enighed om hvorledes der skulle aktioneres mod en eventuel krig. Spørgsmålet blev henlangt til den næste kongres i Wien 1914. Tre uger inden den skulle afholdes var 1. Verdenskrig brudt ud. Selvom der ikke kunne nås til en fornyet enighed i spørgsmålet om anti-krigsaktioner, fastholdt kongressen de resultater der var opnået på kongressen i 1907 i Stuttgart. Og som var nedfældet i resolutionen om "Militarismen og de internationele konflikter" - også kaldet "Stuttgart-resolutionen". I grove træk skulle arbejderbevægelsen forsøge at forhindre krigens udbrud. Hvis det mislykkedes skulle det forsøges at bringe krigen til ophør ved at bruge det kaos, som krigsudbruddet medførte, til at indføre socialistiske samfundsmodeller i de involverede lande. Mange håbede at 2. International og dens partier kunne forhindre en ny krig. I stedet blev 1. Verdenskrig internationalens dødsstød. Flere arbejderpartier kapitulerede i 1914 til krigshysteriet og forrådte deres egne idéer. De sluttede borgfred med det borgerlige samfund og stemte for krigsbevillingerne i flere parlementer. Tæt ved hundrede år er gået. Verden har set to verdenkrige, flere økonomiske kriser, revolutionen i Rusland og senere Sovjets kollaps, en uforudsigelig velstandsfremgang i Vesten, de gamle europæiske stormagter har mistet deres kolonier ect. Uanset de mange forandreing gennem det 20. århundrede, er de spørgsmål 8. Internationale Socialistiske Kongres debaterede stadig aktuelle. Epilog 2. Internationales opløsning startede med udbruddet af 1. Verdenskrig. På trods af utallige resolutioner og forsikringer om at arbejdere i forskellige lande aldrig ville gribe til våben mod hinanden, stemte både de tyske og de franske socialister for krigsbevillingerne. I skyggen af verdenskrigen og uden indflydelse overlevede 2. Internationale frem til revolutionen i Rusland 1917. Herefter kunne modsætningerne mellem socialdemokraterne og de revolutionære ikke rummes i samme organisation. Vladimir "Lenin" Iljitsj Uljanov havde allerede i slutningen af 1914 erklæret den 2. Internatioale for død: "The Second International is dead, over-come by opportunism. Down with opportunism, and long live the Third International, purged not only of "turncoats" (as Golos wishes), but of opportunism as well. The Second International did its share of useful preparatory work in preliminarily organising the proletarian masses during the long, "peaceful" period of the most brutal capitalist slavery and most rapid capitalist progress in the last third of the nineteenth and the beginning of the twentieth centuries. To the Third International falls the task of organising the proletarian forces for a revolutionary onslaught against the capitalist governments, for civil war against the bourgeoisie of all countries for the capture of political power, for the triumph of socialism!" (Citat: The Position and Tasks of the Socialist International)

• Anbefal Log ind eller opret profil for anbefale
• Send
• Del
• Del på facebook
• Tilføj din egen fortælling