H.C. Andersens Hus

Fakta

Eventyrenes hjemsted

Af Ejnar Askgaard, Museumsinspektør, Odense Bys Museer (1 fortælling)

Eventyrdigteren H.C. Andersen (1805-1875) er i dag den mest kendte dansker i verden. Han er også den forfatter, der er oversat til flest sprog. Digterens ydmyge fødested i Odense er i dag kendt som H.C. Andersens Hus og tjener som museum for ham. Det er et af Nordens ældste museer til ære for enkeltpersoner. Der findes næppe en fattig bolig, der er så velkendt og mangfoldigt gengivet som Andersens første hjem. Den lave gule bygning af bindingsværk ser ganske romantisk ud, men dengang husede boligen op til fem fattige familier – omkring 20 mennesker – på en og samme tid.

Offentligt tilgængelig Byggeår: 1799

Vis mere

Udvalgt bidrag

Bidemærker og beduinknive

Lyt til fortællingen

play
pause

Update Required To play the media you will need to either update your browser to a recent version or update your Flash plugin.

Fortællingen skrevet af Claus Johansen

Tid / Periode 1842

0 kommentar 0 anbefalinger

H.C. Andersen rejste oftere og længere end sine kolleger. Han besøgte ikke kun de traditionelle rejselande men opsøgte eksotiske steder som Skotland, Nordafrika, Portugal, Tyrkiet og Balkanlandene. I 1841 drager han mod Orienten. Den 17. marts lægger damperen til kaj i Maltas havn. Andersen besøger kirken og ser Maltheserriddernes gamle rustninger. Ud på landet i tohjulet hestevogn. Kun figentræer, ellers er alt goldt. Hans rejsekammerat, som er russisk officer, nøjes ikke med at se på figenbladene. Han besøger en lidenskabelig malterserinde: ”….han viste mig på sine arme spor af bid, så geil var hun, hendes hår skal have nået til jorden” Aftenen tilbringer Andersen i sikkerhed med at skrive, mens et engelsk militærorkester spiller på et af krigsskibene. Dagbogen er hans hukommelse, men den er privat. Den litterære version kommer i 1842 i En Digters Bazar – helt uden bidemærker, men naturligvis imponerende velskrevet: ”Man gjorde sig klar til at sejle, nøgne drenge tiggede, passagerer steg ombord, vor perser sad alt på kulsækken, en beduin svøbt i sin hvide Bernusch og med pistoler og knive i bæltet, grækere i broget dragt lænede sig til rælingen. Styrmandens pibe lød, dampen hvislede ud af røret. Kanonskud lød, og i rask fart gled vi ud fra Maltas rheed, ud på det blå Middelhav, der lå så stille som et fløjlsklæde, spændt hen over jorden – Der var en klarhed, en uendelighed, som ikke kan males, ikke antydes, uden ved tankens evige dyb.”