Joachim H. Meyer har samlet nogle beretninger, der fortæller om de planer, der var om at sprænge Den gamle Lillebæltsbro i luften i foråret 1945. Oberstløjtnant Ole Justesen skriver i sin beretning som modstandsleder: "Den sidste tid før kapitulationen blev i høj grad helliget Lillebæltsbroen. At bevare denne bro var stadig betragtet som afsnittets vigtigste opgave, og der var derfor fra første færd gjort alt for at være så godt orienteret om begivenhederne om denne bro. Vi var allieret med forskellige mennesker, der havde deres gang derude, og selvom der har været mange rygter fremme om, at nu var broen forberedt til sprængning, så har der dog aldrig været noget sandt i dem. Man forberedte engang udlægning af sprængstof ved oprettelse af et antal kasser i broens overbygning, men disse blev på et senere tidspunkt for størsteparten taget ned igen. I skoven på Fynssiden umiddelbart neden for Restaurant Broen placerede Tyskerne en stor beholdning af sprængstof, denne opdagelse blev først gjort på et temmelig sent tidspunkt, og planerne gik nu ud på, i sidste øjeblik at rette et angreb på dette depot. Før opdagelsen af sprængstofdepoterne var hensigten at forsøge en overrumpling af broens vagtmandskab med en efterfølgende ødelæggelse af tændanordningerne. Den angribende styrke skulle komme til broen i godsvogne trukket af rangerlokomotiv som Middelfart station skulle sørge for var til stede. I hele dette spørgsmål måtte der nødvendigvis samarbejdes med Fredericia, og fra denne side ville man derfor søge på samme tidspunkt som fra vores side, at angribe broen. Chancerne for et heldigt udfald af dette forsøg var ikke store,men der var desudagtet mandskab nok, der frivilligt ville gå med til forsøget. Kort før kapitulationen lykkedes det imidllertidig den militære leder i Fredericia at komme i forbindelse med en tysk Officer, der var villig til at give Modstandsstyrkerne al den hjælp med hensyn til tyske forhold som kunne være os til nytte. Han meddelte, som vi vidste i forvejen, at der endnu ikke var lagt sprængstof ud i broen og forklarede, at ordren "total ødelæggelse" skulle komme fra hovedkvarteret i Silkeborg, medens Kommandanten i Middelfart havde myndighed til at bortsprænge brofaget nærmest Fyn. Et forberedt Pionerkomando var netop ankommet. De skulle klargøre tændanordningerne, senere vilde resten af det Pionerkompagni, de tilhørte, blive trukket hertil fra Kolding. Der var, blandt de ledende tyske officerer i Middelfart, den mening, at broen skulde ødelægges, idet: "disse dumme forædte danskere havde godt af, at få et lille minde om krigen". Det blev bestemt, at man ville forsøge at uskadeliggøre Kommandanten og de to vigtigste af hans officerer, der blev lagt en plan til dette forehavendes udførelse. De nævnte officerer blev den 4. Maj lokket ombord på en tysk lystkutter, der lå for anker ved Kongebrogården, og hvor vor Tysker var ombord. De skulle drikkes til. Og når det blev mørkt skulle lystkutteren sejle om til anlægsbroen ved Hindsgavl. Her stod vi 5 mand klar til at modtage tyskerne, og her modtog vi efterretning om kapitulationen. Nogle blev dog tilbage for at se, om den påbegyndte plan alligevel skulle blive færdigudført, medens resten gik igang med at lægge sidste hånd på det arbejde, der skulde påbegyndes næste morgen." Herluf Petersen fortæller i sin beretning: "7 deling": "Den 4. Maj 1945 sidst på eftermiddagen alarmerede Ole os. Vi fik at vide, at vi skulle tage ned til Hindsgavlbro til Fisker Guldbrandt og drukne kaommandanten for de tyske tropper ved Middelfart, som havde i sinde at sprænge broen i luften. Man ville give ham et sovemiddel i hans aftendrik og sejle ham til os. Edvard, P.D., Nolle og mig tog af sted, der var måske også nogle flere. Da vi cykler forbi boligforeningens huse ved vandtårnet er der en dame, der åbner et vindue og råber: "Tyskerne har kapituleret!" Vi har vores ordre og cykler til Hindsgavlbro og bliver godt modtaget af Guldbrandt. Vi er ikke glade for opgaven og prøver ved en form for galgenhumør at holde os selv oppe. Vi taler om, at han sikkert har nogle flotte støvler som kan genbruges osv. Tiden går, der kommer ingen båd. Endelig kommer Ole og fortæller os om kapitulationen og at man har besluttet at lade manden sove ind i freden." Pastor Sophus Boas skriver i sin bog "Hjælpepræsten i Tyskland 1943 - 1948.": "Det helt store var den månedlige uddeling af levnedsmiddelpakker. En af dem, der havde glæde af det, var en tysk Kaptajn meyer. Han mødte op med en skrivelse fra modstandsbevægelsen i Fredericia. Af skrivelsen fremgik, at Meyer havde reddet Lillebæltsbroen fra at blive sprængt i luften i krigens sidste timer. Skrivelsen var undertegnet af Greve og Oberst Trampe, som leder af nævnte modstandsgruppe. Mere end tyve år senere mødte jeg Oberst Trampe, som fortalte mig den fantastiske historie om Meyer og en anden tysk officer, der havde tagaet deres kommandant til fange, da han lige før kapitulationen havde fået den vanvittige ide, at han ved at sprænge Lillebæltsbroen i luften kunne standse englænderne. De sejlede rundt med ham på Lillebælt, til kapitulationen var en kendsgerning, sådan husker jeg ihvertfald historien. I Hamburg mente jeg, at Lillebæltsbroen rigeligt kunne være en månedlig tredive kroners pakke værd i et stykke tid."

Fredag 14. maj 2010 har Lillebæltsbroen 75 års jubilæum. Det bliver fejret på dagen med en lang række aktiviteter. Bag står Fredericia kommune, Middelfart kommune, Museerne i Fredericia, Middelfart Museum, Middelfart Turistkontor og Banedanmark. Læs mere: www.middelfart-museum.dk