[ Gammel Rye Kirke / Sankt Sørens Kirke]

Gammel Rye Kirke / Sankt Sørens Kirke

Gammel Rye Kirke er et eksempel på, hvordan en bys betydning afspejler sig i kirken. Den første stenkirke fra 1100-tallet lignede egnens andre kirker og var bygget af marksten. I løbet af middelalderen ændrede byens og kirkens status sig. Blandt andet på grund af Sankt Sørens hellige kilde. Økonomien og handelen blomstrede fra 1400-tallet frem til 1600. Rye var en vigtig by, som måske havde status af købstad. I 1400-tallet blev en række vigtige byggeprojekter startet. Der kom blandt andet to ekstra korsarme til kirken. I dag står der kun fire fag af den storslåede bygning tilbage.

Kongekuppet

  • Fortællingen skrevet af: Peter Pentz
  • Tid / Periode 1200

Gammel Rye Kirke ligger tæt ved Hærvejen. Derfor blev kirken et naturligt mødested, hvor vigtige sager kunne afgøres. Mest kendt er mødet 4. juli 1534. De jyske medlemmer af rigsrådet samledes for at vælge ny konge. Den katolske og den protestantiske rigsrådsgruppe skændtes heftigt, mens adelen utålmodigt ventede uden for kirkedøren. Til sidst trængte de menige adelsfolk ind i kirken og kuppede valget. Det blev til fordel for hertug Christian. Hertug Christian blev til kong Christian den Tredje. Han var protestant. Mødet i Rye bliver regnet for at være den afgørende grund til, at paven tabte Danmark - men også grunden til, at landet bevægede sig ud af middelalderen.

Læs mere om Gammel Rye Kirke / Sankt Sørens Kirke på 1001fortællinger.dk