[ Køge Museum]

Køge Museum

Køge Museum flyttede ind på sin plads i 1910. I 1619 ombyggede Søren Jensen en næsten ny dobbeltgård for at få plads til en international kornhandel. Købmandsgården er et monument over Køges storhedstid som handelsby, dengang byen endnu var en fast station på de store handelsruter til Nederlandene og Baltikum. Efterhånden som København voksede, begyndte det at gå tilbage for Køge. Da købmandshandlen på gården stoppede slutningen af 1700-tallet, blev købmandsgården i stedet indrettet til militærlager og officersherberg. I 1823 blev det fattighus med plads til 80 fattiglemmer, der skulle spinde og væve for føden.

Bondesoldater med fjer på

  • Fortællingen skrevet af: Søren Bitsch Christensen
  • Tid / Periode 1791 1816

Købmandsgården har både været krambod, fattiggård og museum, men de mest eksotiske beboere var officererne fra en enhed med navn Bosniakkerne. Officererne lignede bosniakker med rød fez pakket ind i en hvid turban og i midten en lyseblå fjer. De bar et rødt skærf, orientalske bukser og frakker og et stort overskæg. Bosniakkerne i Køge var i virkeligheden danske bondedrenge, som var blevet udtaget fra husarernes rækker med besked om at lade overskægget vokse. Hele ideen kom fra Preussen, hvor Frederik den Store havde sammenstykket en enhed af balkanske lejetropper til at tage kampen op mod kosakkerne. Den modebevidste Frederik den Sjette installerede dem i Køge i 1791 og lod dem blive indtil 1816.

Læs mere om Køge Museum på 1001fortællinger.dk