[ Arreskov]

Arreskov

Ved Arreskov Sø nordøst for Fåborg på Fyn ligger et voldsted på cirka 100 x 35 meter. Det består af en rektangulær borgbanke, beskyttet af en voldgrav og en ydre ringvold. I dag er voldene delvist ødelagte, og borgbanken er bevokset med krat. Ikke langt fra Gl. Arreskov ligger endnu et voldsted kaldet Perdeholm. Arreskov var ejet af kronen, og i 1241 arvede hertug Abel borgen efter sin far Valdemar Sejr. Nogle år senere blev borgen erobret og ødelagt af broderen Erik Plovpenning. Arreskov blev erobret endnu engang i 1264 af kong Erik Glipping, der ødelagde borgen.

Herregård på borgbanken

  • Fortællingen skrevet af: Vivian Etting

Den nuværende herregård, der ligger et stykke fra voldstedet, blev opført i årene 1558-73 af adelsmanden Erik Rosenkrantz. Den blev opdelt i en hovedgård og en ladegård på hver sin borgbanke. Herregårdens østfløj og nordfløj stod først færdig, og i 1580'erne blev vestfløjen udbygget. Ved samme tid opførte enken Helvig Hardenberg tårnet og sydfløjen i fornem renæssancestil. Muligvis var det den italienske arkitekt Domenicus Badiaz, der stod bag. Han arbejdede også på flere andre herregårde i Danmark som Holckenhavn, Julskov og Lykkesholm. Arreskov Herregård blev restaureret i 1872-73 af H.A.W. Haugsted. I dag ejes herregården af slægten Schaffalitsky de Muckadell, og der er ingen offentlig adgang til slottet.

Læs mere om Arreskov på 1001fortællinger.dk