[ Admiral Hotel]

Admiral Hotel

Hvor gæster fra alverdens lande i dag ruller deres kufferter igennem vestibulen, var der i gamle dage fyldt med tusinder af tønder med korn. Admiral Hotel i København blev grundlagt i 1978. Men de pakhuse, hvor hotellet har til huse, blev allerede opført i 1787 for Østersøisk-guineiske Handelsselskab. Det var militærarkitekten Ernst Peymann, som stod for opførelsen og fik importeret bygningens imponerende bjælker fra Pommerns mægtige skove. De to pakhuse, som i dag udgør hotellet, blev brugt som korntørringsmagasin for handelsfirmaet Pingel, Meyer, Prætorius og Co. Firmaet importerede råmaterialer fra de Dansk-Vestindiske øer. Bygningerne kunne rumme 30.000 tønder korn og en korntørringsovn, som blev indrettet for kongens regning. Selve midtersektionen, som forbinder de to pakhuse, og som i dag rummer elevatorer mv., blev først bygget til i 1885, cirka 100 år efter pakhusene. Bygningen er i dag fredet og har modtaget den europæiske pris Europa Nostra diplom for bevaringsværdig kulturarv.

Med krig i baghaven

  • Fortællingen skrevet af: Anne Grenaa-Due
  • Tid / Periode 1787

Det var de store sejlskibes æra i slutningen af 1700-tallet, og havnen var et mylder af driftig aktivitet. Med sin placering på havnefronten i den livlige københavnske handelshavn lå pakhusene, hvor Admiral Hotel i dag er placeret, lige i hjertet af skibstrafikken til det øvrige Danmark og resten af verden. Bygningen lå også i centrum for de store begivenheder i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. 2. april 1801 blev det berømte ’Slaget på Reden’ udkæmpet med Lord Nelson i spidsen. Praktisk talt lige uden for vinduerne af det nuværende hotel. I 1807 var den gal igen. 3. august nærmede en vældig engelsk flådestyrke sig København, der forberedte sig på en ny belejring. Fjendens artilleri, der bestod af hidtil ukendte typer bomber og raketter, susede over pakhuset. Og gaderne fyldtes, mellem udbrændte bygninger, af husvilde, sårede og døde. Mange af de sårede blev indkvarteret i det, der i dag er Admiral Hotels lounge, hvor den gamle korntørringsovn tidligere havde stået.

Læs mere om Admiral Hotel på 1001fortællinger.dk