[ Café Heimdal]

Café Heimdal

Vi befinder os på Ydre Nørrebro i det mytologiske kvarter tæt på Nørrebro Station og boligområdet Mjølnerparken. På en sidegade mellem Nørrebrogade og Mimersgade ligger det gamle værtshus med navnet Cafe Heimdal. Når du forlader gaden og forsvinder ind i mørket på Heimdal finder du ikke megen form for fornyelse og modernitet. Her er tingene stort set, som de altid har været. Det er følelsen af at tiden herinde er en anden, og at generation på generation har siddet stolene til. Den lille beværtning menes at være over 100 år gammel, hvilket gør den til en af Ydre Nørrebros ældste udskænkningstuer. Café Heimdal er ejet af Johnny, der sammen med sin hustru overtog det tilbage i 1981. I 2009 søsatte Nicolai Carlberg og Hausenberg sammen med den socialbevidste og samfundskritiske kunstner Kenneth A. Balfelt et projekt om socialt udsatte i byens rum, og her kom ’Café Heimdal-projektet’ til verden. Projektet førte lokale, unge drenge med indvandrer baggrund fra HGO-skolen i nærmiljøet sammen med Café Heimdals gæster og ansatte for at istandsætte det gamle værtshus. De unge skulle interviewe husets gæster omkring drømme og ønsker, og derefter sammen med kunstneren Balfelt designe de nye tiltag. Projektets kunstneriske proces resulterede i et nyt, massivt skilt i ædelt træ, der præger facaden ud mod gaden. Balfelt har tidligere stået bag de midlertidige fixerum på Halmtorvet og fornyelsen af Mændens Hjem på Istedgade.

Læs mere om Café Heimdal på 1001fortællinger.dk