[ Gammel Strand]

Gammel Strand

Gammel Strand var oprindelig en naturhavn. Arkæologiske udgravninger har vist aktivitet tilbage til jernalderen. Bådene blev trukket direkte op på strandbredden. Her lå de beskyttet bag nogle holme. Senere byggede man en egentlig havn med bolværk og landgangsbroer. Indtil midten af 1900-tallet var Gammel Strand det centrale fisketorv i København. Rækken af ejendomme langs Gammel Strand danner måske en af de smukkeste facadefronter i København. De oprindelige huse udbrændte i 1795, så de typiske københavnerejendomme, der ses i dag, er fortrinsvis fra slutningen af 1790’erne. Mange af bygningerne er fredet.

Den sidste skovserkone

  • Fortællingen skrevet af: Camilla Mordhorst
  • Tid / Periode 1795

Den 13. marts 2008 solgte Doris Marx den sidste fisk fra sin bod på Gammel Strand. I 45 år havde hun stået i sin bod, og med hendes afgang sluttede et levende stykke kulturhistorie. Indtil 1958 købte københavnerne deres fisk på Gammel Strand. Fiskene blev solgt af de såkaldte ’skovserkoner’. De kunne kendes på deres karakteristiske hvide hovedbeklædning, som om vinteren blev trukket godt ned om hovedet, mens kjolen blev stoppet ud med aviser for at isolere. Frem til 1900-tallet havde de gået fra Skovshoved nord fra København med fiskebundterne på nakken for at sælge de fisk, deres mænd havde fanget. Senere blev fiskene købt fra Gasværkshavnen, men navnet ’skovserkone’ hang ved.

Læs mere om Gammel Strand på 1001fortællinger.dk