[ Assens, Korsgade 11]

Assens, Korsgade 11

Korsgade 11 er et bindingsværkshus i to etager. Det er formodentlig fra sidst i 1500-tallet. I facaden mod gaden blev stueetagen i 1800-tallet ombygget og forsynet med store vinduer og nyt indgangsparti. Typisk for renæssancen var hver etage fremskudt i forhold til den underliggende. Hver fremskudte etage blev støttet af lange knægte, som nu kun er bevaret over 1. sal. Over hver etageadskillelse er der udsmykket med halvrosetter, som breder sig som en vifte over hver stolpe. Huset blev restaureret i 1952-53 af Hans Henrik Engqvist og er i dag privat bolig.

Konger gjorde ophold i Assens

  • Fortællingen skrevet af: Erik Bjerre Fisker
  • Tid / Periode 1550 1600

I middelalderen var Assens vigtig som overfartssted til Sønderjylland. Derfor gjorde mange konger ophold i byen i løbet af 1500-tallet. Dette afspejlede sig i byggeriet, og mange større og mindre renæssancegårde blev opført i hovedstrøgene og endda ned ad sidegaderne. Renæssancehuset, Korsgade 11, er et af disse og repræsenterer således en typisk byggestil for Assens. En del af gårdene eksisterer ikke mere. Muligvis forsvandt nogle af dem allerede, da Assens blev plyndret af de svenske tropper i 1658. Andre gårde er i takt med tiden og udviklingen blevet stærkt ombygget eller helt nedrevet for at gøre plads til nye bygninger. Enkelte af de gamle huse står dog tilbage, heriblandt Korsgade 11 – kun med let ombygget facade.

Læs mere om Assens, Korsgade 11 på 1001fortællinger.dk