[ Gammel Estrup]

Gammel Estrup

Herregården Gammel Estrup ligger på Djursland. Fra cirka år 1340 frem til 1926, var den sæde for Brock og Scheel-slægten, en af landets mægtigste adelsslægter. Grunden til at herregården har været ejet af to slægter skyldes, at det en enkelt gang var en datter, der arvede Gammel Estrup. Herregårdens hovedbygning har udviklet sig gennem århundreder, men det er stadig højadelsmanden og rigsråden Eske Brocks renæssanceherregård, der er mest tydelig. Haven med orangeribygninger, karpedamme, marker og enge indgår også stadig i herregårdsanlægget. Siden 1930 har Gammel Estrup fungeret som herregårdsmuseum.

Gammel Estrup fik en kærlig hånd

  • Fortællingen skrevet af: Marie Aaberg Andersen
  • Tid / Periode 1490 2009

En stor del af indretningen på Gammel Estrup blev lavet i begyndelsen af 1700-tallet af Christen Scheel og hans hustru, Augusta. Efter deres bryllup i 1716 flyttede det unge par ind på herregården, som havde stået tom i mange år. De begyndte straks at sætte den umoderne hovedbygning i stand. Lofterne blev smykket med stuk. Greveparret købte kostbart inventar fra Danmark og udlandet. Paneler, døre og vinduesnicher blev rigt dekoreret med malerier. De lod tidens populære kunstnere male portrætter af familien, og væggene i de fornemmeste rum blev beklædt med kostbare vævede tapeter. Sammen skabte det unge grevepar en pragtbolig, der var en højadelig slægt værdig. Den kan endnu i dag ses på Gammel Estrup.

Læs mere om Gammel Estrup på 1001fortællinger.dk