[ Avedøre Flyveplads  ]

Avedøre Flyveplads

Avedøre Flyveplads fra 1917 er Danmarks ældste bevarede flyveplads. De fredede hangarer er af træ, så de kunne brændes i krigstilfælde. Hangarerne rummer fortællingen om Flyvevåbnets begyndelse i Danmark. Avedøre Flyveplads består af yderligere ti fredede bygninger, som blev opført for den tyske værnemagt under besættelsen. Her afprøvede tyskerne bombeflymotorer efter reparation på værnemagervirksomheden A/S Nordwerk i København. Virksomhedens direktør blev i 1945 likvideret et par kilometer fra flyvepladsen. Der er stadig aktivitet på flyvepladsen hver tirsdag. Hvert andet år afholdes Aeronautisk Dag med flyaktiviteter sidste søndag i august.

Danmarkshistorie i de røde bygninger

  • Fortællingen skrevet af: Poul Sverrild
  • Tid / Periode 1917

”Avedøre Flyveplads skylder foreningerne sin overlevelse,” fortæller pensioneret hangarmester Vagn Westh, mens han hviler hånden på en drejebænk i den fredede motorprøvestand. Prøvestanden blev opført som værnemagerarbejde i 1943. Vagn Westh er aktiv i KZ & Veteranfly Klubben på Avedøre Flyveplads. Klubben er en af de foreninger, som restaurerer gamle fly og arrangere flyvedage på flyvepladsen. Westh peger over mod de røde hangarer fra 1917 og fortæller: ”Det var en stor dag, da vi i 2004 genindviede startbanen efter mere end 50 års pause. Lyden og synet af gamle flyvemaskiner berører de fleste, og vores mange tusinde gæster viser, at vi har fat i noget rigtigt. Og de røde bygninger rummer jo Danmarkshistorie.”

Læs mere om Avedøre Flyveplads på 1001fortællinger.dk