[ Lakolk]

Lakolk

Før 1800-tallet kunne ingen forestille sig, at mennesker kunne finde på at begive sig ud i havet for at bade. Ved Vadehavet bredte bademoden sig fra øen Føhr, hvor det første kurbad blev bygget i 1819. Den danske kong Christian den Ottende holdt ferie dér i 1840erne og havde besøg af blandt andre H. C. Andersen. Badeturismen bredte sig til andre vadehavsøer. Westerland på Sild fik "badekoncession" i 1855. I 1911 var der 30.000 badegæster. På Rømø anlagde man i 1898 "Nordseebad Lakolk". Området, hvor der blev opført sommerhuse, hotel og restauranter, var indtil da et upåagtet og forblæst klitområde.

Pastor Jacobsens sommerhuskoloni

  • Fortællingen skrevet af: Elsemarie Dam-Jensen
  • Tid / Periode 1898

"Et jævnt, billigt kursted for den tyske middelstand". Sådan blev "Nordseebad Lakolk" beskrevet. Den lokale, tysksindede pastor Jacobsen var initiativtager, og der blev i løbet af få år omkring år 1900 opført knap 40 blokhuse med jugendstiltræk. Der var hverken toilet, bad eller køkken i sommerhusene, så man spiste på restauranten Kaiserhalle, hvor der var spisesal til 3-400 gæster, læsestue og billardværelse. På stranden var der sportsplads med gymnastikredskaber. Selskabet bag Lakolk gik imidlertid fallit i 1903. Sommerhusene blev solgt, og i løbet af 1900-tallet blev der bygget mange nye sommerhuse, ofte tilfældigt og i dårlige materialer. I dag er 11 af de oprindelige huse vurderet som bevaringsværdige.

Læs mere om Lakolk på 1001fortællinger.dk