[ Bøffelkobbelhuset]

Bøffelkobbelhuset

Ved landevejen mellem Dybbøl og Nybøl ligger det lille Bøffelkobbelhus. I forhaven er en grav fra krigen mellem Danmark og Preussen-Østrig i 1864. Graven er den eneste for menige soldater i området ved Dybbøl. Da de danske tropper i februar 1864 trak sig tilbage fra Dannevirke til Dybbøl Banke, var skovene ved Bøffelkobbel en tid fremskudt frontlinje. 22. februar rykkede preussiske tropper frem mod den danske feltvagt ved Bøffelkobbel. Her faldt dragon Jens Christensen fra Spjellerup på Stevns og infanterist Hans Hansen fra Kyse ved Næstved. Kathrine og Jørgen Fink bragte ligene ind i huset og begravede dem i forhaven.

Digt gjorde grav berømt

  • Fortællingen skrevet af: Peter Dragsbo
  • Tid / Periode 1864

I 1876 var digteren Holger Drachmann i Sønderjylland. 1877 skrev han et digt om graven ved Bøffelkobbel i rejseskildringen Derovre fra Grænsen: "De vog dem / vi grov dem / en grav i vor have / lagde dem ved siden af alfar vej / Alle vore blomster skal smykke deres grave / sønderjyske piger, I forglemme det ej!" Digtet gjorde graven landskendt. Det blev ægteparret Finks livsværk at passe graven. De døde 1905, men datteren Marie fortsatte pasningen. 1941 blev en mindeplade for Kathrine og Jørgen Fink sat op. De Danske Forsvarsbroderskaber købte huset i 1980 for at sikre det historiske sted. 2009 blev hus og have overdraget til Dybbøl Mølle.

Læs mere om Bøffelkobbelhuset på 1001fortællinger.dk