[ Tystrup-Bavelse Sø]

Tystrup-Bavelse Sø

Tystrup-Bavelse Sø er to søer, der strækker sig over otte kilometer mellem Næstved og Sorø. Søerne er kun adskilt af en lav tange med et kort løb. Vandet fylder en tunneldals nordlige ende. Bunden har grunde og undersøiske skrænter ned til 18-20 meters dybde. Det er spor efter en enorm isklump fra en af istidens gletsjere, som blev tilbage i jorden og siden smeltede. Susåen strømmer gennem Tylstrup Sø fra nordøst og syd. Åen forlader Bavelse Sø ved Strids Mølle i øst. Landskabet omkring søerne er fredet og udpeget til naturpark. Ørne og mange andre fuglearter overvintrer ved søerne.

Søens sidste fiskere

  • Fortællingen skrevet af: Susanne Outzen
  • Tid / Periode 1930 2009

Ferskvandsfiskeri i vandløb og søer har fundet sted i årtusinder. Herom vidner jordfund af flettede ruser, fiskekroge og lystre af ben og flint fra oldtiden. Fiskeriet i ferskvand var i gammel tid vigtigere end fiskeriet i saltvand, men i dag er der kun omkring 5 steder i Danmark tilbage med egentlig ferskvandserhvervsfiskeri. Èn af disse steder er Tystrup-Bavelse Sø. Fiskeriet blev blandt andet drevet fra den lille landsby Kællerød på nordvestsiden af Tystrup Sø. Stedet her var tidligere beboet af fiskere, der forpagtede fiskeriet af Gyldenholm og Gunderslevholm godser. Den sidste fisker i Kællerød døde i 1986. I dag sker fiskeriet udelukkende fra Strids Mølle i syd, men det er blevet stadig sværere at overleve som erhvervsfisker.

Læs mere om Tystrup-Bavelse Sø på 1001fortællinger.dk