[ Køge, Sankt Nicolai Kirke]

Køge, Sankt Nicolai Kirke

Sankt Nicolai Kirke midt i Køge er en sengotisk teglstenskirke fra omkring 1400. Kirken har sit navn efter de søfarendes helgen Sankt Nikolaj. Kirken kaldes også Køge Kirke og minder en del om en lang række købstadskirker rundt om Østersøen. Tårnet fungerer både som fæstningsværk og fyrtårn. Det kan man blandt andet se på tårnets østmur helt oppe i blændingerne. Her ses en lille udbygning, hvor der sad en lanterne, dengang kirketårnet fungerede som fyrtårn. I tårnets kammer hænger fem klokker fra 1400- og 1500-tallet.

Hekse lokkede kvinde til at tisse i døbefonden

  • Fortællingen skrevet af: Peter Pentz
  • Tid / Periode 1400

Sankt Nikolaj fik ny døbefont i 1613 efter en dramatisk historie. I 1612 var Købmandsgården på hjørnet af Køge Torv og Nørregade hjemsøgt af trolddom. Det viste sig, at adskillige af byens kvinder bedrev heksekunst, heriblandt kvinden Mette Banghors. Hun indrømmede, at hun sammen med veninden Johanne Thommes havde manet djævelen frem i skikkelse af en rotte. De havde også lokket en stakkels halt tjenestepige ved navn Kirsten Lauridsdatter til at tisse i kirkens døbefont. Heksene havde lovet hende helbredelse og fem alen vadmel for det. Under de efterfølgende forhør angav de to mindst ti medsammensvorne kvinder, der også blev brændt på bålet. En af dem var den halte Kirsten. Den besudlede døbefont tilhører nu Køge Museum og står i Vor Frue kapel.

Læs mere om Køge, Sankt Nicolai Kirke på 1001fortællinger.dk