Medtag fortællinger fra stederne Udskriv
1001 fortællinger om Danmark Kulturarvsstyrelsens logo

Arne Jacobsens København

En tur til de bygninger, skoler og industrier som Arne Jacobsen har tegnet i København og omegn.

Rutefakta

Længde: 35.1 km Varighed: 58 min. (Bil)

Rutevejledning

Fortællinger på ruten

Hammerichsgade 1-5, København

SAS hotel
Fakta

En arkitektonisk perle

Af

Royal Hotel og Lufthavnsterminal for SAS, i dag kaldet "SAS Hotel", blev opført i 1955-60 på Hammerichsgade 1-5 af arkitekt Arne Jacobsen. Det var det første højhus i det indre København, og det vakte en del bekymring at placere så højt et hus her. Bygningen er dog siden blevet anerkendt som et hovedværk i dansk modernistisk arkitektur. Den består af en lav del i to etager, beklædt med grågrønne emaljerede stålplader, og ovenpå et højhus med 19 etager i stål og glas. Den lave bygningsdel indeholdt oprindeligt lobby, restaurant, lufthavnsterminal med mere, mens hotelværelserne var samlet i højhuset.

Delvist offentligt tilgængelig
Byggeår: 1960

International modernisme i København

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1960 -

Arne Jacobsens modernistiske hotel blev bygget efter de nyeste teknikker. Glasfacaderne blev udført som "curtain wall", det vil sige en ikke-bærende facade. Udvendigt består panelerne under vinduerne af lyst grågrønt glas. Ventilationsriste på den ene facade tegner en mørk lodret stribe. SAS Hotel er især bemærkelsesværdigt ved, at ikke alene huset men også alt inventar er tegnet af arkitekten. En del af møblerne er modificerede udgaver af tidligere stole, mens Jacobsens berømte stol Ægget blev suppleret med en sofaudgave. Mange andre møbler, lysarmaturer, gulvtæpper, gardiner og bestik blev tegnet til hotellet. Inventaret har undergået mange ændringer siden. Rigtige jacobsen-fans kan overnatte på værelse 606, som står med det oprindelige inventar og møblement.

Less is more

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1964 -

Arne Jacobsen flygtede til Sverige under 2. verdenskrig. Men det var først senere, at hans arkitektur nåede over Sundet. Det skete, da han, under sit arbejde med SAS-hotellet, vandt en konkurrence i Sverige. Han skulle skabe et nyt rådhus, bibliotek og en ny idrætshal i Landskrona. Hverken rådhus eller bibliotek blev realiseret, men idrætshallen blev bygget på en grund i byens udkant og stod færdig i 1964. Hvor SAS-hotellet går i højden som Københavns første ”skyskraber”, arbejdede Jacobsen i Sverige på langs. Idrætshallen består af et nedgravet plateau, hvorover der “svæver” et to meter højt tag. Taget bæres af ti spinkle stålsøjler. Bygningens horisontale udtryk forstærkes af de lodrette, slanke stammer i den nærliggende skov. Sportsbanen ligger sænket tre meter ned i hallens gulv, og tilskuerpladserne er bygget ind i siderne på forsænkningen som i et amfiteater. På samme forsænkede niveau finder man omklædningsrummene. Taget rummer varme, ventilation og belysning. Ligesom på SAS-hotellet er tagets gitterkonstruktion beklædt med emaljerede stålpaneler udvendigt. Det svævende tag og den horisontale komposition er stiltræk, der er typiske for den internationale modernisme. Man kan sige, at storheden i idrætsanlæggets enkle komposition understøtter arkitekten Mies van der Rohes berømte ord om, at “Less is More”.

Novozymes

Novozymes
Fakta

Arne Jacobsens hvide fabrik

Af

Novo har været verdens førende bioteknologiske virksomhed inden for enzymer og mikroorganismer siden sin etablering i 1925. Da blev det muligt at udvinde insulin fra dyrs bugspytkirtler og bruge det til at producere medicin. Det var på Fuglebakkevej, på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, at det begyndte. Her grundlagde Novo sin insulinproduktion, først i en villakælder, siden i et nedlagt mejeri i bindingsværk. Behovet for større og bedre kontorbygninger og produktionsfaciliteter opstod hurtigt. Derfor blev Arne Jacobsen ansat som husarkitekt fra 1934. Han kom til at stå for alle detaljer, indre som ydre, i fabrikkens udbygninger og indretninger.

Ikke offentligt tilgængelig
firmastiftelse i: 1925
ny fabriksanlæg påbegyndes i: 1934

Myren i kantinen

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1925 - 1934

Myren er en trebenet stol tegnet af den danske arkitekt Arne Jacobsen. Stolen er lavet af formspændt krydsfiner. Den har ben af rustfrit stål og kan stables. Den betragtes i dag som en designklassiker, men da Arne Jacobsen i første omgang forsøgte at få den produceret, var der ingen møbelfabrikker, der ville. I 1934 var Arne Jacobsen imidlertid blevet hyret som husarkitekt for Novo. Og Novos grundlæggere blev som de første interesserede i Myren. I 1952 bestilte de 200 eksemplarer af stolen til kantinen på Fuglebakkevej på Frederiksberg. De første eksemplarer af Myren står stadig i kantinen. Stolen er i dag anerkendt som Arne Jacobsens mest berømte og solgte design.

Kystvejen

Kystvejen
Fakta

Den moderne Strandvej

Af

Strandvejen blev udbygget og delvist nyanlagt i årene 1936-37. Flere af flere af øresundskystens kommunale vejvæsener stod for arbejdet. I dag er Strandvejen både en vigtig indfaldsvej til København og en idyllisk turvej langs øresundskysten. Strandvejen var en af 1930’ernes mest moderne veje i op til 27 meters bredde. Vejen fører fra Skovshoved langs kysten direkte i vandkanten op til Klampenborg. Så gik den vest om Tårbæk og som omfartsvej vest om Humlebæk. Det første stykke fra Hellerup til Charlottenlund kunne man ikke føre langs kysten på grund af Tuborg Bryggeri og tæt villabebyggelse.

Offentligt tilgængelig
Anlægsår: 1936-37
Anlæg Bellevuej Strandbad: 1932
Bellavista: 1934
Bellevue Teater bygget: 1936
Anre Jacobsens tankstation, Skovshoved: 1938

Fremtidens vej

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1936 -

Fra 1903 var der lovforbud mod bilkørsel ad den gamle, smalle strandvej på søndage. De, der ville til Klampenborg Dyrehave eller Bakken, måtte tage tog eller hestevogn. Den nye moderne vandstrandvej, som den blev kaldt, passede bedre til rigmandsvillaerne. Alligevel jublede villaejerne ikke over at få en bred vej mellem dem og vandet. Vejen blev anlagt samtidig med Arne Jacobsens Bellevue Strandbad, Bellavista boligkarreerne og Bellevue Teatret ved Klampenborg. Bygningerne var i skinnende hvid, stilren funktionalistisk stil. Hvad var bedre end en tur en varm sommerdag i åben bil ad betonvejen til det nye strandbad fyldt med badende mennesker? Skulle man tanke op, kunne man stoppe ved Arne Jacobsens modernistiske tankstation ved Skovshoved Havn.

Munkegårdsskolen

Munkegårdsskolen
Fakta

Efterkrigstidens folkeskole

Af

Munkegårdsskolen blev tegnet af arkitekt Arne Jacobsen i 1948, og blev indviet i 1957. Opbygningen er enkel og logisk med tre brede enetages længer, hvor klasseværelserne er placeret, og en fjerde toetages med faglokaler. Disse forbindes af fem tværgående glasgange. I mellem ligger indbydende små gårdhaver, anlagt af arkitekten med varierende beplantning og belægning. Festsal, lærerværelse og administration grupperer sig i to etager omkring indgangen. Den lave skolebygning er dimensioneret til 1000 elever, men fremstår i en imødekommende og overskuelig skala.

Delvist offentligt tilgængelig
Indviet: 1957

Et moderne skolebyggeri

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1957 -

De store krigsårgange krævede fokus på skolebyggeri fra slutningen af 1940’erne og ind i 1950’erne. Arkitekterne udviklede arkitektoniske løsninger, der kunne understøtte de nye tiders ændrede pædagogiske idealer - herunder børns behov for lys og fysisk udfoldelse. Med Munkegårdsskolen blev arkitekturen tænkt som en strukturel ramme, der fleksibelt lod sig tilpasse de forskellige funktioner. Det lave horisontale byggeri med de skrånende tagkonstruktioner mindede om en fabrik med sit nøgterne formsprog, hvor shedtag optimerede lysindtaget i de rummelige klasseværelser. Arkitekten designede alt inventaret fra møbler til belysning, så Munkegårdsskolen blev et gennemført eksempel på et ’Gesamtkunstwerk’. Munkegårdsskolen fik stor indflydelse på det efterfølgende danske skolebyggeri, og satte også spor udenfor landets grænser i den internationale debat.

Tankstation på kystvejen

Texaco tank på Kystvejen
Fakta

- en lille Arne Jacobsen perle

Af

Tankstationen ligger på Kystvejen 24 ved Skovshoved Havn. Tankstationen er tegnet af Arne Jacobsen og er fredet. Den blev opført i 1937 samtidig med, at man byggede den nye kystvej, der førte Strandvejen udenom Skovshoved og Tårbæk. Tankstationen er bygget i Arne Jakobsens modernistiske funkis-stil, og er især kendt for sin paddehat, der skærmer de tankende bilister mod regn og blæst.

Offentligt tilgængelig

Bellevue

Bellevue 1
Fakta

Mondæn modernisme fra mellemkrigstid

Af

Området Bellevue i Klampenborg nord for København blev anlagt og udbygget i starten af 1930’erne. Det blev formet efter planer af arkitekt Arne Jacobsen. Anlægget bestod af Bellevue Strandbad, Mattssons Ridehal, boligbebyggelsen Bellavista samt Bellevue Teater. Bellevue er et gennemført eksempel på rendyrket modernisme. De hvidpudsede flader og det upyntede formsprog er tidstypisk. Anlægget ligger ved vandet og indarbejder naturen. Dermed er Bellevue et eksempel på 1930'ernes fokus på at indarbejde luft, lys og grønne træer i bebyggelser.

Delvist offentligt tilgængelig
Byggeår: 1931-1937

Strandbad som strategisk branding

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1931 - 1937

I 1931 blev Arne Jacobsen inviteret til at lave et forslag til en konkurrence om etablering af et badeanlæg. Det var en del af Gentofte Kommunes samlede plan for området. Jacobsen vandt. I sommeren 1932 kunne Bellevue Strandbad åbne som en betalingsstrand med faciliteter til omklædning, livreddertårne og elegante kiosker beklædt med metalplader. Alt var designet ned i mindste detalje. Strandbadet havde en gennemgående visuel identitet, der satte præg på alt fra iskiosk og emballage til sæsonkort. Dermed var Bellevue Strandbad et tidligt eksempel på en konsekvent brandingstrategi. Københavnerne strømmede til. Først med den faste bådrute København-Klampenborg og fra 1934 med den nyåbnede S-togsbane. Det søde liv kunne nydes af de mange, selvom de eksklusive Bellavista-boliger var forbeholdt de få.

1001 fortællinger om Danmark

Kulturstyrelsen
H.C.Andersens Boulevard 2
1553 København V
Tlf. 33 74 51 00

Kontakt:
web@kum.dk