Medtag fortællinger fra stederne Udskriv
1001 fortællinger om Danmark Kulturarvsstyrelsens logo

Kunst i det offentlige rum på Københavns Vestegn

Denne rute guider dig til fem interessante kunstoplevelser på Københavns Vestegn. Ruten har været udbudt som gratis bustur af ARKEN og Statens Kunstfond i anledningen af kunstfondens 50 års jubilæum i 2014.

Rutefakta

Længde: 24.5 km Varighed: 37 min. (Bil)

Rutevejledning

Fortællinger på ruten

POUL GERNES’ FARVESÆTNING AF HERLEV HOSPITAL

Poul Gernes' udsmykning af forhallen på Herlev Hospital
Fakta

Et multifarvet hospital

Af

65 kilometer pink gulvliste, 10 kilometer specialtrykt gardinstof og 4.500 døre i 21 forskellige farver. Det er blot nogle af elementerne i Poul Gernes (1925-96) totaludsmykning på Herlev Hospital fra 1968-76. En udsmykning, der breder sig fra forhallen til auditorierne og behandlingsafsnittet og hele vejen op igennem det 25 etager høje sengetårn. Farvesætningen af Herlev Hospital er Danmarks mest omfangsrige kunstneriske udsmykning, men det er ikke kun det store areal, der er overvældende – også detaljeringsgraden: Selv stikkontakter, gelændere, skilte og ure er farvesat af Gernes.

Delvist offentligt tilgængelig

Kan farver helbrede?

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1968 - 1976

Det var en modig beslutning at lade en kunstner med så mange stærke farver på paletten udsmykke et helt hospital. Gernes var overbevist om, at farver besidder en helbredende kraft. Udsmykningens farveorgie skulle minde patienterne om livet udenfor og bidrage til, at de blev hurtigere raske. Et sygehus burde efter hans mening udstråle optimisme og livslyst. Hvide vægge, som man normalt bliver mødt af på hospitaler, understreger omvendt det trøstesløse i hospitalsbesøget. ”Jeg har ofte hævdet, at det er direkte usundt at leve farveløst”, skrev Gernes i 1989. Han troede på, at kunst kunne gøre verden til bedre sted at være. Den skulle ikke gemmes væk på kunstmuseerne, men i stedet integreres i hverdagen.

Der står et maleri på en parkeringsplads

Ellen Hyllemoses værk foran Ballerup Super Arena
Fakta

Ellen Hyllemoses kunstværk foran Ballerup Super Arena

Af

Foran Ballerup Super Arena står en stor skulptur af Ellen Hyllemose (f. 1968). Hyllemose er primært kendt som maler – men hun arbejder ofte med det, man kunne kalde ”maleriet i et udvidet felt”: Som her i Ballerup, hvor hun har omdannet sin malerpraksis til en 16 meter lang, 10 meter bred og 6 meter høj tragtformet konstruktion. Den er bygget af bølgende aluminiumsplader, som dem man kender fra industribygninger, men her er pladerne bemalede i et farvestrålende patchworkagtigt mønster. Værket, som er fra 2009, befinder sig et sted mellem maleri, skulptur og ting. Hyllemose arbejder med abstraktion: Form, farver og flader. Værket forestiller ingenting.

Offentligt tilgængelig

En omvendt cykelbane

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 2009 -

Værkets form er inspireret af sportsarenaens cykelbane: En cykelarena med vrangen udad. Ellen Hyllemose har selv sagt om sine værker: “I mine værker flettes tråde ind og ud af hinanden. Gulv bliver til væg, flade bliver til rum og omvendt.” Hun leger med forside og bagside, det indvendige og det udvendige. Hyllemose har også ladet underlaget, asfalten, være en del af værket – den er giftig grøn, og som et bølgende hav eller en udflydende sokkel danner den underlag for værket. I den ene ende af pladsen har Hyllemose lavet en bænk af samme materiale som den store skulptur. Det her værk er altså ikke bare én samlet skulptur, men en gruppe af objekter, der spiller sammen og danner en helhed. Pladsen indbyder til aktivitet og leg – måske de lokale børn står på skateboard eller rulleskøjter her? Pladsen er blevet noget andet og mere end en parkeringsplads. Det er et anderledes byrum.

Et badeværelse midt i parken

Peter Lands "Scenarie" ved Albertslund Station
Fakta

Peter Lands "Scenarie" i Albertslund

Af

Ved Albertslund Station står et ikke helt almindeligt springvand. Det er kunstværket "Scenarie" fra 2008, som er skabt af Peter Land (f. 1966). Springvandet er udformet som et grotesk badeværelsesscenarie, hvor vandet løber over på al saniteten, mens en bronzeafstøbning af kunstneren selv sidder skrækslagen i badekarret. Badeværelset er vel nok det allermest private, intime rum, vi kender – og det er i sig selv en underlig oplevelse at blive konfronteret med det ude i det offentlige rum. Et badeværelse er noget velkendt og hjemligt – men ved at vandet flyder over, gør Peter Land scenariet urovækkende og fremmed. Det er på en gang et humoristisk og dramatisk værk.

Offentligt tilgængelig

Du bestemmer selv, hvad kunstværket handler om

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 2008 -

Peter Land beskriver selv idéen bag værket sådan her: "Idéen tager udgangspunkt i placeringen lige udenfor en S-togsstation. Et sted, hvor folk befinder sig i transit. Jeg ønskede at skabe et værk, der havde referencer til det hjemlige, da endestationen for de fleste gennemrejsende trods alt er deres hjem. (…) Værket blotlægger på humoristisk vis noget, der ellers normalt tilhører hjemmets intimsfære, samtidig med at det åbner op for at betragteren kan læse sin egen historie ind i værket." Som Peter Land forklarer, så er der ikke nogen entydig pointe i værket. Enhver kan digte sin egen historie ind: Har der været et jordskælv eller en anden form for katastrofe, der har gjort, at badeværelsets vægge pludselig er væk, og manden til sin skræk opdager, at han sidder til frit skue for alle forbipasserende – eller er der bare tale om et virkelig dårligt VVS-arbejde?

En kirkeudsmykning med ord

Søren Ulrik Thomsens udsmykning i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk
Fakta

Søren Ulrik Thomsens kirkeudsmykning I Vallensbæk

Af

Da middelalderkirken i Vallensbæk blev for lille til menigheden blev der bygget en ny, moderne kirke overfor. Statens Kunstfond og menighedsrådet inviterede digteren Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) til at lave en udsmykning i den nye, runde kirke. Søren Ulrik Thomsen tog udgangspunkt Bibelen og udvalgte fem citater, som siden 2012 har prydet kirken: Ved indgangsdøren, i gulvet, på alteret, på væggen og ved udgangen. Citaterne er udskåret og udhugget i aluminium, stål og kalksten, og deres udformning er skabt af typografen Carl-H.K. Zakrisson og skrifttegneren Allan Daastrup.

Delvist offentligt tilgængelig

Digteren bruger Guds ord

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 2012 -

Søren Ulrik Thomsen synes ikke, det var passende at bruge sine egne digte til kirkeudsmykningen. ”Der er forskel på Ordet, og så de ord, vi selv bruger”, siger han. Han har nøje udvalgt citaterne, så de passer til den placering, han har givet dem i kirken. Ved kirkens indgangsdør møder man det første citat: ”Se jeg har stillet dig foran en åben dør som ingen kan lukke”. I kirkens gulv finder man et nedfældet citat, der lyder: ”Ej mindes de svundne slægter og de ny som kommer engang skal ej heller mindes af dem som kommer senere hen”. Citatets placering i gulvet vil gøre, at det med tiden slides bort, og på den måde vil det komme til at understrege sin egen pointe: At alt vil blive glemt med tiden. Typografen har fundet inspiration i den tidlige kristne typografi fra 300-tallet. På den måde har Zakrisson ønsket at binde den nye kirke og den gamle middelalderkirke sammen.

Digital kunst på Vallensbæk Station

Digital kunst på Vallensbæk Station
Fakta

Kunst midt i hverdagen

Af

I 2014 åbnede DIAS – en kunsthal for digital kunst på Vallensbæk Station. Drivkraften bag var blandt andet et ønske om, at lade folk møde kunsten midt i deres hverdag. En s-togsstation er en slags ikke-sted: Et sted, vi kun opsøger, fordi vi skal et andet sted hen. Et sted uden særlig kvalitet og tiltrækningskraft. Men i dag har Vallensbæk Station fået sin helt egen identitet og funktion. Her kan togpassagererne få en anderledes oplevelse, mens de venter på toget.

Offentligt tilgængelig

International kunst i Vallensbæk

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 2014 -

DIAS er landets første kunsthal for digital kunst. Her vises skiftende udstillinger af digital og interaktiv kunst både fra den danske og den internationale kunstscene. Kunsthallens kurator, Rasmus Vestergaard – som tidligere har været direktør på Skive Kunstmuseum – har store ambitioner med stedet. Her har internationalt anerkendte kunstnere som schweiziske Pipilotti Rist og svenske Lars Arrhenius allerede udstillet. Kunsthallen er opstået som et kommunalt initiativ og er i dag støttet af blandt Bikubenfonden og Statens Kunstfond og den er åben døgnet rundt.

1001 fortællinger om Danmark

Kulturstyrelsen
H.C.Andersens Boulevard 2
1553 København V
Tlf. 33 74 51 00

Kontakt:
web@kum.dk