På tur omkring 71 Nyhavn Hotel

Nyhavns historie går langt tilbage. Havnen blev udgravet i begyndelsen af 1670’erne som et alternativ til den allerede eksisterende havn. Christian den Femte kunne i 1673 indvie havnen som ”Nyhavnskanalen” – i dag forkortet til ”Nyhavn”. Mange af de gamle huse er i dag bevaret, og det ældste hus stammer helt tilbage fra 1681. I mange år var Nyhavn en slags ”Red Light District” i København, hvor glædespiger, sømænd og tatovører holdt til. Men i dag er Nyhavn en populær og velbesøgt turistattraktion med masser af restauranter, caféer og værtshuse. På en solbeskinnet sommerdag kan over 1000 mennesker samles i Nyhavn, og der er kamp om pladserne på restauranterne og på kajen, hvor man kan nyde solen helt fra tidlig formiddag til sen aften. Nyhavn har også tradition for at holde Sankt Hans Aften med heks og bål ude i vandet. Og hvert år til jul byder Nyhavn på et stemningsfuldt julemarked med boder fulde af kunsthåndværk, huer og vanter, gløgg og hvad der ellers hører sig til.

”Hvert ny ’Oceanflyver’, hvert nyt ’svømmende Hotel’ - eller hvad man nu vil kalde disse Atlanterhavsdampere – som løber af Stablen, bliver lidt hurtigere, lidt elegantere, lidt større, lidt bedre i alle henseender,” stod det i Illustreret Tidende i 1903. Modsat Kvæsthusbroen ligger Larsens Plads. Herfra afgik ”Oceanflyverene”, der fra 1879 sejlede over Oslo til New York. Fra 1870 til 1900 udvandrede omkring 170.000 danskere, de fleste til Amerika. Det var blandt andet den fattige husmandsklasse, der led under tidens landbrugskrise, som mærkede udlængslen mod det forjættede land. Her kunne enhver over 21 år, der havde søgt om statsborgerskab, få landbrugsjord ganske gratis - hvis man kunne spare omkring 60 kroner op til den 17 dage lange sejltur.

Danmark og Sverige havde netop indgået en fredsaftale i Roskilde. Alligevel brød den svenske konge freden senere samme år. En svensk hær blev landsat i Korsør og hæren gik i hurtig march mod København. Da nyheden nåede København, udbrød der panik i byen. Roen lagde sig først, da Frederik den tredje trådte i karakter med de berømte ord: ”Jeg vil dø i min rede”. Efter et halvt års belejring, indledte svenskerne et stormangreb natten til den 11. februar 1659. Klædt i hvide kjortler hastede stormkolonnerne frem mod byens volde. Her ventede forsvarerne med brændende lunter. Angrebet mislykkedes, og svenskerne nåede aldrig op over voldene. Stormangrebet var en skæbnestund for Danmark. Hvis svenskerne havde sejret, havde det været enden på Danmark som en selvstændig stat.

Hadet til Estrup blandt venstrefolk og socialister var udbredt. En landarbejder husker denne sang blive sunget i stalden, "Op med Estrup på den højeste lygtepæl, i jorden med hans sorte krop og til helvede med hans sjæl". Men det blev til mere end folkelige smædeviser. Den 21. oktober troppede den unge typograf Julius Rasmussen op på Esplanaden ved Estrups bopæl, og da statsministeren dukkede op, trak han sin revolver og skød mod ministeren. Men skuddet ramte en knap i Estrups frakke, og han overlevede mirakuløst. Julius blev idømt 14 års tugthusarbejde. Den 27. november 1889 begik han selvmord i fængslet. Estrup gik af som regeringsleder i 1895, men hans regime faldt først ved parlamentarismens gennembrud i 1901.

Moderne møbler til moderne mennesker, der er i konstant bevægelse. Sådan kan designeren Nanna Ditzels (1923-2005) møbler beskrives. Hun var inspireret af det kunstneriske avantgardemiljø og skabte rum, der var indbegrebet af efterkrigstidens ukonventionelle og frigjorte livsstil. Afsættet var legende, og de enkle geometriske former var en rød tråd i hendes formsprog gennem hele hendes mangeårige virke. Med den frithængende ’siddeskal’ fra 1959 og ’Trapperum’ fra 1962 skabte hun møbler og interiør, der sprængte traditionelle grænser og blev rumskabende i nye totalindregninger. Det originale arbejde indbragte da også en række guld- og sølvmedaljer på de indflydelsesrige udstillinger ’Milano triennalerne’. Nanna Ditzel tilbragte en stor del af sit liv i England. Fra 1968 til 1986 boede hun i London. Her blev hendes stil mere international, og hun høstede stor anerkendelse. Med møbel-forretningen og showroomet ”Interspace” som base skabte Ditzel spektakulære møbler i pangfarver og nye materialer (bl.a. plastfiber). Hun lod sig bl.a. inspirere af postmodernismen og den italienske design- og arkitekturgruppe Memphis. I 1996 opnåede hun den fornemmeste udmærkelse inden for sit felt i England. Her blev hun af Royal Society of Arts udnævnt til ”Honorable Royal Designer for Industry” i kategorien produktdesign.

Kirken blev opført med midler fra den russiske regering og Kejser Aleksandr III, som var gift med Kong Christian IX’s datter, Prinsesse Dagmar, der i Rusland er kendt som Kejserinde Maria Fedorovna. Kirken indviedes til Storfyrst Aleksandr Nevskij (1220-1263) af Novgorod og Vladimir, som i 1247 besejrede de tyske riddere på Neva-floden (Slaget på isen). Den russisk-ortodokse kirke helgenkårede Aleksandr Nevskij ved kirkemødet i Moskva i 1547, samme år som Ivan IV (den Grusomme) blev kronet som Ruslands første Zar.

I år 1870 skulle det være sikkert. Finansfyrsten og industrimanden Carl Frederik Tietgen har købt Marmorkirkegrunden. Det forlyder, at Tietgen ser frem til at færdiggøre kirken, der de sidste 100 år har stået som cirka 19 meter høj ruin. Med kirken ønsker bygherren både at skabe et ”Folkeminde” over det nuværende kongehus og en ”Grundtvigsk Katedral”. Det skal bemærkes, at Tietgen og hans hustru tilhører folkekirkens grundtvigianske trosretning. Bygherren skulle også have planer om at opføre etageejendomme omkring kirken. Når dette køb kan lade sig gøre, skyldes det forfatningsændringen i 1849, der gjorde kirkegrunden til statsejendom. Det må forventes, at kirken bliver et eftermægle over bygherren. Men det ændrer ikke ved, at Tietgen nu løfter den opgave, som kongemagten ikke kunne magte.

I 1765 blev Moltkes Palæ en del af en pikant bortførelsessag. Dengang var ejeren af palæet den letlevende admiral Christian Conrad Danneskiold-Laurvig. Han var noget af en libertiner: Glad for kvinder og en ødeland, der i løbet af få år formøblede sin fomue. På teatret på Kongens Nytorv, Komediehuset, havde han fået øje på den purunge skuespillerinde, Mette Marie Rose. En aften, efter hun havde optrådt, bortførte greven hende til palæet og holdt hende indespærret. Affæren vakte stor opstand. Faderen protesterede over for kongen, som meget mod sin vilje måtte statuere et eksempel: Han krævede skuespillerinden frigivet, og greven måtte betale hende erstatning. Derpå blev han forvist til Norge.