På tur omkring Brøndums Hotel

Brøndums spisesal dannede rammen om skagensmalernes sociale liv. Tidens toneangivende litterat Georg Brandes beskrev samværet, så man skulle tro, at kunstnerne aldrig bestilte andet end at hænge ud sammen. ”Det hele selskab sad fra Morgen til Aften om bordet hos Brøndums, ustandseligt spisende, drikkende, debatterende, drøftende, modsigende, fældende. Et par Gange om Dagen rejste man sig fra Bordet og gik i Vandet.” P.S. Krøyers maleri Ved frokosten fra 1883 viser den venskabelige og festlige stemning blandt kunstnerne. Billedet hænger i Brøndums spisesal sammen med en frise af portrætter af de personligheder, der blev optaget i kunstnerkredsen. Brøndums spisesal fremstår som et mindesmærke over skagensmalernes nære fællesskab.

Omkring år 1880, da han selv var midt i 20erne, overtog Christen Degn Brøndum Brøndums Hotel. Han var storebror til den eneste af Skagensmalerne, der rent faktisk var født i Skagen, nemlig Anne Ancher, som var gift med en anden af Skagensmalerne, Michael Ancher. Christen Degn Brøndum havde en tæt relation til kunsten gennem søsteren og Brøndums Hotel, der siden 1870erne var samlingspunkt for Skagensmalerne. Malere, som hvis de ikke havde penge, kunne betale for kost og logi med ét af de mange billeder, der stadig kan ses på Brøndums Hotel og Skagens Museum.

Thorvald Bindesbøll er ikke kun manden bag fiskepakhusene i Skagen. Han er en af Danmarks store designere. Af sine samtidige blev han altid kaldt Bøllen. Som designer er Bindesbøll især kendt for sin frodige keramik. Thorvald voksede op med kunst og arkitektur som søn af Thorvaldsens Museums arkitekt, Gottlieb Bindesbøll. Sin uddannelse fik Thorvald på Kunstakademiets Arkitektskole. Med sjælden fantasi forstod han at tumle leret og skabte sin egen stil i vaser og sølvtøj, som også internationalt vækker beundring. Hans bygninger blev af mere tvivlsom værdi. Fiskepakhusene har en særlig position. Med træfsikkerhed har Bindesbøll fortolket et gammelt motiv. Stilen er gjort så dansk og naturlig, at fiskepakhusene er blevet forbillede for moderne havnebyggeri.

Fra slutningen af 1870'erne og frem til århundredskiftet var Skagen et internationalt mødested for unge kunstnere. Fælles for dem var, at de inspireret af naturalismen og friluftsmaleriet søgte nye steder og motiver, og i løbet af 1880erne blev Skagen forvandlet til en kunstnerkoloni, hvor der både var plads til arbejde og fest. Kunstnernes foretrukne motiver var fiskernes arbejde på stranden, de små fiskerhjem, naturen og det sociale liv blandt kunstnerne. Skagensmalerne opnåede allerede i deres samtid verdensberømmelse på store udstillinger i udlandet. De mest fremtrædende skagensmalere er Anna og Michael Ancher og P.S. Krøyer. Men også kunstnere som Holger Drachmann, der både digtede og malede, Viggo Johansen, Carl Locher, Laurits Tuxen og de nordiske kunstnere Christian Krohg og Oscar Björck var med til at sætte Skagen på landkortet.

Da Frederik den Anden den 8. juni 1560 besluttede at opstille de første danske fyr på Skagen, Anholt og Kullen, gav han startskuddet til det danske fyrvæsen. Initiativet gjorde Danmark til foregangsland, når det galdt om at beskytte den internationale søfart. Kongen havde dog også økonomiske interesser i reformen. Han kunne opkræve fyrpenge af de forbipasserende skibe. De første fyr brugte træ som brændsel, men det var både ineffektivt og besværligt at skaffe i store mængder. Den næste generation af lygter brændte tran eller talg. Senere gik man over til at fyre med kul. I dag har de elektriske fyr taget over.

I ”En historie fra klitterne” fra 1859 fortæller H. C. Andersen, hvordan hovedpersonen Jørgen begraves i kirken, netop som den forsvinder i sandet: ”Jørgen var ikke at finde i Skagen by eller mellem klitterne hvor de søgte. […] Hans legeme lå jordet i den største sarkofag, i kirken selv; Gud havde i stormen kastet jord på kisten, det tunge sandlag lå der og ligger der endnu. Sandflugten har dækket de mægtige hvælvinger. Klittjørn og vilde roser vokser hen over kirken, hvor vandreren nu skrider hen til dens tårn, der peger op af Sandet, en mægtig ligsten på graven.” Men i virkeligheden var graven altså tom.