Medtag fortællinger fra stederne Udskriv
1001 fortællinger om Danmark Kulturarvsstyrelsens logo

På tur omkring Hvidsten Kro

Rutefakta

Længde: 92.3 km Varighed: 1 timer 58 min. (Bil)

Rutevejledning

Fortællinger på ruten

Hvidsten Kro

Hvidsten kro på afstand
Fakta

Modstandskamp på kroen

Af

Hvidsten Kro mellem Randers og Mariager har ligget på stedet i mere end 200 år. Kroen, der er fredet, er ejet af femte generation af familien Fiil. Men Hvidsten Kro er nok mest kendt som hjemstedet for Hvidstengruppen, som i 1943 og 1944 – under den tyske besættelse – modtog store mængder nedkastede våben og ammunition til fordeling blandt modstandsbevægelsen i Jylland. Hvidstengruppen blev pågrebet af Gestapo, det hemmelige tyske politi, om morgenen 11. marts 1944. Otte medlemmer af gruppen – herunder kroejer Marius Fiil, hans søn og hans svigersøn – blev dømt til døden og henrettet 29. juni 1944.

Offentligt tilgængelig
Byggeår, hovedbygning: 1790
Byggeår, Marius Fiils bygninger: 1925-1944
Fredet: 1987

Modstandsmand, kromand og handyman

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1925 - 1944

Marius Fiil er især kendt som modstandsmand. Men den største del af hans virke var som kromand på Hvidsten Kro. Marius overtog kroen sammen med sin kone, Gudrun, i 1925. Marius var god til at snakke med folk, og Gudrun var dygtig i køkkenet, så kroen blomstrede, og der var løbende behov for udvidelser. Det klarede Marius selv. En del af de særprægede bygninger, der udgør Hvidsten Kro i dag, har Marius Fiil bygget med egne hænder. Materialerne var ofte genbrugsmaterialer, som han handlede sig til i omegnen. Flere paneler og døre i kroen stammer fra Randers Diskontobank, mens en del af bænkene kommer fra den jødiske synagoge i Randers.

Havesalen ved Hvidsten Kro

Fortællingen skrevet af

På en sommersøndag i slutningen af 1930’erne var det ikke usædvanligt, at der ankom mellem 800 og 1000 gæster til Hvidsten Kro. En sådan travl søndag, da over 1000 mennesker var blevet beværtet på kroen, stod Marius Fiil frem og sagde: ”Nu har vi altså kun meloner og tomater tilbage, så nu må I nøjes med det.” I samme travle periode, hvor man op til en højtid havde indtegnet så mange bestillinger, som kroen kunne rumme, havde man overset yderligere en anmeldelse på 50 gæster. Da det gik op for Gudrun, udbrød hun fortvivlet: ”Hvor skal vi dog have dem?” - hvortil Marius svarede: ”Det gø it noe - vi bygger bar’ en stue til!” Som sagt så gjort: - 14 dage efter stod den lille havesal fiks og færdig med plads til de ekstra gæster. Havesalen blev bygget af Marius Fiil i 1938 og sidenhen malet og dekoreret med kroens historie i 1947.

Fiil-familien kan takke digterpræsten St. St. Blicher

Fortællingen skrevet af

I 1860’erne nedbrændte 4 gårde på egnen, og da de skulle genopføres dukkede en frisk tømrersvend op ved navn Peder Fiil. Han forelskede sig i en rig gårdmandsdatter, men den unge Peder passede ikke ind i gårdmandens drøm, om den ideelle svigersøn. En aften sad det unge par på heden bag en høj og drøftede deres fortvivlede situation. Tilfældig stod digterpræsten St. St. Blicher, som boede i nabosognet til Hvidsten, på den anden side af højen og kunne ikke undgå at høre deres samtale. Han grundede over situationen, og tilbød de to unge, at de på et nærmere bestemt tidspunkt, kunne møde op på præstegården i Spentrup, så ville han i al hemmelighed vie dem til mand og kone. Dagen kom! De mødte op i deres pæneste stadstøj. Imidlertid var hendes far vågnet op af middagssøvnen og anede uråd. Han styrtede i raseri op til præstegården og nåede døren ligesom Blicher skulle til at tage afsked med de nygifte. ”A forbyder!!” - råbte faderen, hvortil Blicher roligt svarede: ”De to er nu mand og kone.” Modsat de fleste Blicher fortællinger fik historien en lykkelig udgang: ”Kærligheden bøjede ham - som mand og kone modtog han dem på sin gård.” Da det unge par fik sønnen Niels og han kom til skelsår og alder, købte de Hvidsten Kro til ham i 1884. Han giftede sig med Nicoline, og parrets navne lød i almindelig tale »Kro Peder« og »Kro Line«. Det var et nøjsomt og flittigt par, som følte det som en pligt, at medvirke til at højne moralen på egnen. Deres valgsprog var: ”Alting med måde!”.

Støvringgaard Kloster

Hovedbygningen på Støvringgaard Kloster
Fakta

Et adeligt jomfrukloster

Af

Støvringgaard Kloster ligger tæt ved Randers Fjord på Østergade. Den statelige renæssancebygning var oprindeligt en herregård som mange andre. Men i 1672 kom Støvringgaard i familien Fuirens eje og blev omdannet til adeligt jomfrukloster i 1735, da baronesse Christine Fuiren ønskede det i sit testamente. Kun døtre fra samfundets øverste lag blev optaget på klosteret. De kom fra familier, der nok var fornemme, men ikke havde mange penge. Her var en ugift datter en byrde. Kun få minutters gang fra hovedbygningen ligger en fredfyldt kirkegård i skovkanten, hvor klostrets jomfruer blev begravet. Der er adgang til parken og kirkegården.

Delvist offentligt tilgængelig
Nævnt første gang: 1319
Hovedbygning bygget: Omkring år 1600
Ombygget og renoveret: 1735-1760

Den gavmilde baronesse

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1735 -

Som enke efter Geheimerad Jens Harboe og sidste arving i slægten Fuiren var Christine Fuiren hovedrig. Hun levede et liv i luksus i sit hjem i København omgivet af tjenere, udsøgte møbler, kostbar kunst og elegante klæder. Skulle baronessen til selskab, lod hun sig transportere i sin gyldne karet. Kun på landet på Støvringgaard levede hun mere enkelt. Men Christine Fuiren var barnløs og testamenterede sin store formue til oprettelsen af jomfruklosteret på Støvringgård og af et enkekloster i København. Med sin gavmildhed fulgte Christine Fuiren tidens velgørenhedsmode i adelige kredse. Adlen lod oprette flere jomfruklostre i begyndelsen af 1700-tallet til sine ugifte døtre.

Den jødiske begravelsesplads

Den jødiske begravelsesplads
Fakta

Stor menighed i Randers

Af

Den jødiske begravelsesplads i Randers ligger på hjørnet af Udbyhøjvej og Østervangsvej. Begravelsespladsen er anlagt i perioden 1806-1807, og den er en af de ældste jødiske begravelsespladser i provinsen. Pladsens enkelhed og ensartethed skal give den besøgende en følelse af ro og højtidelighed. For den jødiske menighed er gravstedet den afdødes sidste hvilested til evig tid. Det betyder, at de 360 gravsteder ikke kan nedlægges. Begravelsespladsen kan besøges gennem en nedgang fra Østre Kirkegård.

Offentligt tilgængelig
Grundlæggelse: 1806-1807
Antal gravsteder: 350

En sorgens dag

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1806 - 1807

Den 11. februar 1807 var en sorgens dag. Her måtte forstanderen for den jødiske menighed i Randers, Gerson Heinemann, og hans hustru begrave deres ældste datter, den kun syvårige Henny på begravelsespladsen i Randers. Graven findes stadigvæk, og gravstenen er udsmykket med en enkelt lilje. Gerson Heinemann var forstander for en driftig jødisk menighed. Med sine snart 200 medlemmer var den i løbet af få år blev den største i Danmark uden for København. Den voksende jødiske befolkningsgruppe i Randers betød, at der blev bygget synagoge og ansat en rabbiner. Der blev også etableret skole og sygeplejeselskab og anlagt begravelsesplads. En begravelsesplads, hvor den første, der blev stedt til hvile, var forstanderens egen datter.

Randers Handsker

Handskemager ved arbejdsbordet
Fakta

En by med fingerspidsfornemmelse

Af

I slutningen af 1600-tallet var fremstillingen af handsker det altdominerende erhverv i Randers. Handskerne blev solgt over hele Europa, og de blev en af Danmarks vigtigste eksportvarer. Men eventyret varede ikke ved, og i 1801 var der kun tre handskemagere tilbage i Randers. Først da en driftig købmand i 1811 hentede franske handskemagere til byen og etablerede Randers Handskefabrik, blev faget igen vakt til live. Det skete takket være franskmændenes moderne håndværksmetoder, og det blev startskuddet på snart 200 års virksomhedshistorie. Randers Handskefabrik eksisterer stadig med butikker i København og i Randers, selv om handskerne nu fremstilles i udlandet.

Delvist offentligt tilgængelig
Grundlagt: 1811

Dronning Marie-Antoinettes bløde hænder

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1680 - 2009

Marie-Antoinette var Frankrigs sidste dronning inden den franske revolution i 1789. Det siges, at dronningen altid sov med Randers Handsker om natten. Ikke fordi handskerne var højeste mode, men fordi de havde ry for at dufte dejligt og give bløde hænder. Men det er slet ikke sikkert, at Marie-Antoinettes handsker kom fra Randers. Handskernes popularitet betød nemlig, at handskemagere i andre byer var begyndt at sælge deres egne handsker under betegnelsen ”Randers Handsker”. Det skete i et så stort omfang, at det i 1759 blev skrevet om handskerne, at de ”… nu gøres andetsteds mere end i Randers, allermest i Odense.”

Hotel Randers

Hotel Randers
Fakta

Gammel og i særklasse

Af

I Torvegade 11 i hjertet af Randers ligger et af provinsens ældste hoteller. Hotel Randers åbnede i 1856, og siden 1892 har hotellet været i familien Mathiesens eje. Hotellet blev kraftigt ombygget i 1927 under ledelse af den randrusianske arkitekt J.P. Hjersing (1888-1959), og hotellet har helt usædvanligt bevaret facaden og den intime atmosfære fra 1927. Hotel Randers er i dag byens eneste 4-stjernet hotel. Det rummer ikke alene 79 værelser men også café, restaurant og konferencecenter.

Offentligt tilgængelig
Grundlagt: 1856
Antal værelser: 79

International komfort anno 1927

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1927 -

Hoteldirektør Vilhelm Mathiesen, der overtog hotellet efter sin far i 1914, havde store planer for den fremtidige hoteldrift. Hotellet skulle udvides og indrettes efter moderne europæisk standard. I 1927 blev planerne realiseret. Det nye hotel fik 81 topmoderne værelser, der alle havde telefon, centralvarme, koldt og varmt vand og garderober med automatisk belysning. I kælderen blev der indrettet et moderne restaurationskøkken, et bageri og et konditori. Det snavsede linned blev vasket i hotellets eget vaskeri, og håret kunne hotelgæsterne få ordnet i hotellets frisørsalon. Bilen kunne parkeres i det nyopførte garageanlæg. Alle de moderne bekvemligheder gjorde hotellet kendt langt uden for Randers, og handelsrejsende og turister strømmede til.

Thorsgade Kaserne

Thorsgade Kaserne
Fakta

Fra kaserne til plejehjem

Af

På Thorsgade 24 i Randers ligger en imponerende murstensbygning, der blev bygget i 1880-1881 som rekrutkaserne for det femte Dragonregiment. Den fredede kaserne er tegnet af Randers-arkitekten J.P. Jensen-Wærum. Dragonerne rømmede kasernen i 1945 til fordel for en ny og mere moderne udgave i den nordlige udkant af byen. Dragonerne forsvandt helt fra Randers i 1953. De blev erstattet af Jydske Ingeniør Regiment, men de forlod også byen i 1997. Siden har Randers ikke været garnisonsby. Den gamle rekrutkaserne i Thorsgade huser i dag et kommunalt plejehjem.

Ikke offentligt tilgængelig
Adresse: Thorsgade 24, Randers
Byggeår: 1880-1881

Prinsen og Randers

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1891 - 1892

I vinteren 1891-1892 havde Randers en alt andet end almindelig indbygger. Prins Christian, som senere blev kong Christian den Tiende, valgte, som sin far, at få en uddannelse hos dragonerne. Han lod sig indskrive på befalingsmandsskolen i Randers, og boede i en lejlighed i Torvegade fra 31. oktober 1891 til 24. maj 1892. Prinsen opnåede at blive en kær og skattet gæst i mange randrusianske hjem, og han aflagde hyppigt besøg i byens teater. Han bevarede gennem livet en stor interesse for randrusianske forhold, og han fulgte gennem livet byens udvikling med stor interesse. Senere så han tilbage på soldatertiden i Randers, som nogle af sine bedste ungdomsår.

tvillinger 1880

Fortællingen skrevet af

I 1884 blev der holdt session i Viborg. Sognefogeden fra Lynderup Sogn siger til den mand, som bestemte hvad karlene skulle være: ”I Dag kommer jeg med to Tvillinger”. Denne svarede: ”Det har jeg oplevet før”. Bagefter kom han hen til sognefogeden og siger: ”De Tvillinger blev begge taget til Dragoner, det har jeg aldrig oplevet før”! Deres stedfader, Jens Jacobsen havde også været dragon, og var med i krigen 1864. Han var endnu mere stolt af de unge, end de var det selv. Mens de var dragoner i Randers fik han så stærk lyst til at se dem i uniform, at han bestemte sig til at rejse til Randers, da der skulle være en dragonopvisning. Så blev der skikket bud til Karen i Fruergaard, at hun måtte komme med. Karen var forlovet med den af tvillingebrødrene som hed Jens. Endvidere skulle den ældste søn, Niels, også med, han var hjemme på ”Sundagergaard” som karl hos sin stedfader. Nå, de smurte vogn og seletøj, spændte de bedste heste for og kom godt til Randers og så dragonopvisningen. De overnattede derude, netop samme nat brændte den gamle kaserne . En soldat havde med vilje tændt ild i høet. Mange byboere stimlede til, nogle glædede sig rent ud, sagde at det var et dejligt bål.

Beskrivelse af 5. Dragonregiment - Randers Vejviser 1903-5

Fortællingen skrevet af

Her er en beskrivelse af 5. Dragonregimentet, teksten er fra Randers Vejviseren 1903-1905: 5. Dragonregiment består af 3 Eskadroner og Regimentsstaben. Af fast personale er ansat ved Regimentet: 1 Oberst eller Oberstløjtnant (Chef). 4 Ritmestre ( 3 Eskadronchefer og 1 Skoleforstander), 7 a´ 8 Premierløjtnanter, 1 Intendant, 1 Korpslæge, 1 Overdyrlæge, ! Auditør (bor i Viborg), 4 Stabssergenter, 6 Oversergenter, 17 Sergenter, 10 Musikere, 1 Underofficer af F. Korpset, 1 Bøssemager, 3 Sadelmager og 3 Beslagsmede. Hvert år den 7. marts indkaldes til uddannelse af 97 mand, som er til tjeneste indtil 7. oktober det følgende år. Hver år er ca. 150 Underkorporaler og menige til fortsat øvelse i 25 dage (fra 13. september til 7. oktober) Hvert år den 6. januar indkaldes 6 hestepassere, som er til uddannelse i 2 måneder, hvorefter de dirigeres til tjeneste ved andre afdelinger. Regimentets hestebestand består af ca. 500 heste, hvoraf i reglen de 300 er udstationeret hos private foderværter. Regimentets mandskab og heste er indkvarteret del i de kommunale etablissementer: Rekrut kasernen, Møllegades Kaserne, og Fabriksstalden og dels hos private: Quist Pedersens Stald i Markedsgade, Hotel du Nord m. fl. Steder.

Beskrivelse af 5. Dragonregiment - Randers Vejviser 1903-5

Fortællingen skrevet af

Her er en beskrivelse af 5. Dragonregimentet, teksten er fra Randers Vejviseren 1903-1905: 5. Dragonregiment består af 3 Eskadroner og Regimentsstaben. Af fast personale er ansat ved Regimentet: 1 Oberst eller Oberstløjtnant (Chef). 4 Ritmestre ( 3 Eskadronchefer og 1 Skoleforstander), 7 a´ 8 Premierløjtnanter, 1 Intendant, 1 Korpslæge, 1 Overdyrlæge, ! Auditør (bor i Viborg), 4 Stabssergenter, 6 Oversergenter, 17 Sergenter, 10 Musikere, 1 Underofficer af F. Korpset, 1 Bøssemager, 3 Sadelmager og 3 Beslagsmede. Hvert år den 7. marts indkaldes til uddannelse af 97 mand, som er til tjeneste indtil 7. oktober det følgende år. Hver år er ca. 150 Underkorporaler og menige til fortsat øvelse i 25 dage (fra 13. september til 7. oktober) Hvert år den 6. januar indkaldes 6 hestepassere, som er til uddannelse i 2 måneder, hvorefter de dirigeres til tjeneste ved andre afdelinger. Regimentets hestebestand består af ca. 500 heste, hvoraf i reglen de 300 er udstationeret hos private foderværter. Regimentets mandskab og heste er indkvarteret del i de kommunale etablissementer: Rekrut kasernen, Møllegades Kaserne, og Fabriksstalden og dels hos private: Quist Pedersens Stald i Markedsgade, Hotel du Nord m. fl. Steder.

Gammel Estrup

Matrikelkort
Fakta

Renæssanceherregården

Af

Herregården Gammel Estrup ligger på Djursland. Fra cirka år 1340 frem til 1926, var den sæde for Brock og Scheel-slægten, en af landets mægtigste adelsslægter. Grunden til at herregården har været ejet af to slægter skyldes, at det en enkelt gang var en datter, der arvede Gammel Estrup. Herregårdens hovedbygning har udviklet sig gennem århundreder, men det er stadig højadelsmanden og rigsråden Eske Brocks renæssanceherregård, der er mest tydelig. Haven med orangeribygninger, karpedamme, marker og enge indgår også stadig i herregårdsanlægget. Siden 1930 har Gammel Estrup fungeret som herregårdsmuseum.

Offentligt tilgængelig
påbegyndt: 1490
museum fra: 1930

Gammel Estrup fik en kærlig hånd

Fortællingen skrevet af

Tid / Periode: 1490 - 2009

En stor del af indretningen på Gammel Estrup blev lavet i begyndelsen af 1700-tallet af Christen Scheel og hans hustru, Augusta. Efter deres bryllup i 1716 flyttede det unge par ind på herregården, som havde stået tom i mange år. De begyndte straks at sætte den umoderne hovedbygning i stand. Lofterne blev smykket med stuk. Greveparret købte kostbart inventar fra Danmark og udlandet. Paneler, døre og vinduesnicher blev rigt dekoreret med malerier. De lod tidens populære kunstnere male portrætter af familien, og væggene i de fornemmeste rum blev beklædt med kostbare vævede tapeter. Sammen skabte det unge grevepar en pragtbolig, der var en højadelig slægt værdig. Den kan endnu i dag ses på Gammel Estrup.

1001 fortællinger om Danmark

Kulturstyrelsen
H.C.Andersens Boulevard 2
1553 København V
Tlf. 33 74 51 00

Kontakt:
web@kum.dk