På tur omkring Restaurant Sælhunden

Maren Splids var en respekteret kvinde fra Ribes borgerskab. I 1637 blev hun anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder. Han var muligvis misundelig på Marens mands succes som skrædder. Didrik påstod, at Maren var kommet ind til ham om natten. Hun havde holdt ham og blæst ham i halsen. Han var blevet syg og hans opkast, som efter sigende så mærkelig ud, var det vigtigste bevis i sagen. Maren blev frikendt, men i 1639 havde Didrik skaffet seks nye anklagere blandt byens fattigste borgere. Hun blev dømt af på baggrund af deres fantasifulde anklager. Marens mand indankede domme til landsretten i Viborg, hvor Maren blev frikendt for trolddom. Lensmanden på Riberhus indklagede imidlertid dommen til højesteret. Kong Christian den 4. førte Maren til Blåtårn, hvor hun tilstod efter tortur. Maren blev dømt på baggrund af tilståelserne og den 8. november 1641 blev hun brændt på Galgebakken i Ribe.

Bisp Radulf tiltrådte bispesædet omkring 1162. Selve indvielsen måtte imidlertid vente fire år, fordi Radulf stod anklaget for mord. Bispen prøvede oven i købet at forfremme sin egen kapellan frem for domkirkens øvrige gejstlige. Der opstod tumult og håndgemæng blandt præsterne. Og bispen blev gennempryglet. En så alvorlig sag måtte selvfølgelig forelægges først ærkebispen og siden paven. Resultatet blev, at kirken fik frataget sine kirkelige funktioner i et halvt år. Senere forsøgte Radulf at snyde sig til en helgen ved at begrave bisp Liufdag foran højaltret. Det skete også uden pavelig godkendelse. Ved domkirkens brand 1176 gik de hellige ben til i flammerne. Det blev opfattet som et bevis på, at Gud ikke var enig i Radulfs helgenkåring.

Hans Adolph Brorson blev biskop i Ribe i 1741. Derfor flyttede Brorson ind i Hans Tavsens bispegård ved domkirken. Bispegården var i en skrækkelig stand, og Brorson endte med at søge tilladelse til at flytte et andet sted hen. Han købte i stedet Taarnborg i 1743. Her skrev han nogle af sine kendte salmer som "Den store hvide flok" og "Her vil ties". Brorson fik 16 børn - de 13 med sin første kone. Den ældste søn, Nicolaj, blev som 12-årig lam i underkroppen. Sønnen blev mere og mere sindssyg og måtte holdes indespærret i et kammer. Kun kusken Hermann kunne berolige drengen, når han fik anfald. Det siges, at kusken går igen som spøgelse på Taarnborgs trapper for at komme op til drengens kammer.

Skt. Katharinæ Kloster ligger tæt på Ribe Å. Så tæt, at da en efterårsstorm i 1532 fik åen til at gå over sine bredder, kunne brødrene fange fisk inde i klostergangen. Klosteret er nok bygget for tæt på åen, for byggegrunden er så blød, at klosterkirken synker. De to første kirker sank så meget, at de måtte ombygges allerede i middelalderen. I 1918-32 måtte en ny stor restaurering redde den tredje Katharinakirke (der er fra 1400-tallet). Man kan stadig se, hvordan murstensskifterne i kirkens nordmur hælder nedad. I et kælderrum under koret kan man se en donkraft indmuret i væggen. Den blev brugt til at hæve den gamle klosterkirke ved restaureringen.

Jacob Riis er født i Ribe i 1849. Han rejste til New York i 1870, blev en kendt journalist, der satte fokus på den socialt dårlige stillede del af befolkningen. I 1911 udgav han sine erindringer fra Ribe. Her fortæller han følgende anekdote om Ribe Å: ”Vi havde en gymnastiklærer, der havde været med ved Waterloo, og som aldrig blev træt af at fortælle, at det frøs så hårdt, at man måtte hugge vinrationerne ud med økser. Stakkels fyr, han så for længe efter den røde vin og marcherede ud i åen en frostklar vinternat, mens han sang en slagsang. Man fandt ham død stående i mudder og is.” Slaget ved Waterloo fandt sted sommeren 1815. Og således næppe i frostvejr.