På tur omkring Savoy Hotel

Arkitekten skal ikke være en arkæolog. Han skal tage udgangspunkt i sin egen tid. Han skal være moderne. Sådan var tidens løsen omkring år 1900. I dansk arkitektur blev Anton Rosen den fremmeste repræsentant for den nye stil, der bogstavelig talt satte en ære i at bøje jern. I Tyskland talte man om Jugend, i Frankrig om Art Nouveau. I den lange række af facader langs Vesterbrogade skiller Savoy Hotel sig ud som en af de mest spændende. Et ansigt i mængden. Dekorative detaljer spænder op mod de store, enkle linjer, de gyldne ornamenter får den grønne kobberfarve til at spille, og over det midterste fag løfter facaden sig i en stolt bølge. Værsgo, det 20. århundrede er begyndt.

Siden 1600-tallet har der været slagteboder ved Halmtorvet på Vesterbro i København. Faktisk lå der helt frem til slutningen af 1870erne små slagteboder overalt i byen. Efterhånden som byen blev industrialiseret, kom der med befolkningstæthed og koleraepidemier øget fokus på folkesundhed og hygiejne. Det var en af grundene til, at kommunen opførte Den Brune Kødby i 1879. Her samlede man den københavnske slagteribranche. I et effektivt maskineri blev kvæg via slagtehallen til bøffer i køledisken, under offentlig kontrol. Fra 1888 indførte Københavns Kommune ’slagtetvang’. Den indebar, at al privat slagtning blev forbudt og henvist til de offentlige slagtehuse på Kvægtorvet.

I 1906 udvidede arkitekten Hack Kampmann Ny Carlsberg Glyptotek med bl.a. et mausoleum til Carl og Ottilia Jacobsen. Mausoleet ligger som afslutning på Glyptotekets lange akse for enden af festsalen. Set udefra er det arkitektoniske forbillede intet mindre end Mausoleet i Halikarnassos, der er et af verdens syv vidundere. Facaden er udformet med stor monumentalitet og afsluttes øverst af en stor trinpyramide. På toppen står en bronzeskulptur af gudinden Athena og sejrsgudinden Nike. Over indgangen til mausoleet står inskriptionen Semper Ardens - altid brændende. Til venstre for indgangen ses et relief af Ottilia og Carl Jacobsen iført antikke klædedragter. Museets to mæcener bliver dermed udødeliggjort og får deres egen plads i museet side om side med kunsten. Mausoleet blev dog aldrig taget i brug.

Syvsoverdag – den 27. juni 1906 – åbnede brygger Carl Jacobsen dørene til en ny bygning og vinterhave i Ny Carlsberg Glyptotek. Netop denne dag syntes bryggeren særligt godt om, da 27. juni forbindes med en opbyggelig, kristen myte. Myten stammer fra Efesos på den romerske kejser Decius’ tid, hvor kristne blev forfulgt i stor stil. Omkring år 250 blev syv unge, kristne mænd jagtet ved bjerget Karlion. De løb ind i en hule for at skjule sig. Men forfølgerne murede hulen til, så de ikke kunne komme ud. Først 200 år senere blev hulen genåbnet, og de unge mænd vågnede for en kort stund netop på dagen den 27. juni. Her opdagede de, at kristendommen havde sejret, og de døde lykkelige, lyder fortællingen. Syvsoverdagen er siden markeret på Glyptoteket den 27. juni 1996, da arkitekt Henning Larsens bygning blev indviet.

På Ny Carlsberg Glyptotek kan de besøgende se over 2000 år gamle mumier og andre gravskatte fra det gamle Egypten. Den egyptiske samling er skabt af brygger Carl Jacobsen. I 1884 købte han sin første egyptiske antikvitet. Det var mumien af en kvinde og en mumiekiste med rige udsmykninger. Kiste og mumie kom med postordre fra Cairo Museum. Siden rejste Carl selv til Egypten og sendte gennem to årtier en egyptolog til landet for at købe flere kunstskatte.

Ny Carlsberg Glyptotek rummer Danmarks største samling af franske, impressionistiske malerier. Det gælder blandt andet værker af Manet, Monet, Degas og Sisley. Det var grundlæggerens søn Helge Jacobsen, der lod sig fascinere af de franske mestre og købte en lang række værker hjem, da han overtog ledelsen af Glyptoteket efter sin far. Helge Jacobsens første store køb var ”Skygger på havet” af Claude Monet. Maleriet hænger i dag sammen med Glyptotekets seneste Monet-erhvervelse, "Oversvømmelse ved Giverny", der kom til museet i 2011.

Ny Carlsberg Glyptotek huser Nordens største antiksamling. Her er alt fra egyptiske mumier og etruskiske skatte til marmorskulpturer fra Grækenland og Rom. Samlingen er grundlagt af brygger Carl Jacobsen, som var en stor kender af klassisk kunst.

Ny Carlsberg Glyptotek forener kunst og arkitektur i tre arkitekters bygningsværker, skabt over 100 år. Glyptoteket er grundlagt af brygger Carl Jacobsen. Han var passioneret kunstsamler og donerede i 1888 sin samling af danske og franske skulpturer til offentligheden. Københavns Kommune gav til gengæld en byggegrund til et museum. I 1897 stod den første del færdig med tre fløje og en facade, der leder tankerne hen på renæssancens arkitektur. Men arkitekten, Vilhelm Dahlerup (1836-1907), havde mere på tegnebrættet. Og da en ny bygning af arkitekt Hack Kampmann (1856-1920) blev tilføjet, fik Dahlerup sine sidste tegninger realiseret. Det gjaldt en vinterhave med glaskuppel, som siden har været museets centrale rum – et hvilerum mellem kunst og palmer. Kampmanns bygning består blandt andet af en festsal med antikke inspirationskilder. Glyptotekets tredje bygning er tegnet af Henning Larsen (f. 1925), som i 1992 vandt arkitektkonkurrencen om at skabe en integreret bygning, der klimatisk tager hensyn til skrøbelige genstande. Indvielsen fandt sted i 1996. Bygningen byder i dag på dunkle sale til egyptiske gravskatte og tre etager med fransk maleri.

Spor af øl er lette at finde i Glyptotekets arkitektur, hvis man leder over og under museets romerske portrætter. Her er aks af byg og ranker af humle i lofter. På den måde er øl, kunst og arkitektur forbundet på Glyptoteket, og sådan har det været lige fra Glyptoteket blev grundlagt af Carl Jacobsen (1842-1914). Carl blev født ind i en familie, hvor hans fremtid var planlagt. Som eneste søn skulle han være brygger som sin far. Da Carl var fem år, grundlagde faderen et bryggeri i Valby. Det opkaldte han efter sin arving. ”Carls bjerg” blev til Carlsberg. Arvingen blev nu skolet i brygning og handel. Men han lærte også om kunst, arkitektur og æstetik. Alene på et år besøgte han Nationalmuseet, Charlottenborg og Thorvaldsens Museum i alt 35 gange. Interessen for kunst udviklede sig til en samlermani, der nær satte familiens formue over styr. Men til glæde for København donerede Carl hele sin kunstsamling til offentligheden.

Malmö Stadsbibliotek er berømt verden over for sin 1997-bygning ”Lysets kalender”. Den nye bygning er tegnet af den danske arkitekt Henning Larsen som en udvidelse af det gamle stadsbibliotek. Den nye biblioteksbygning tager udgangspunkt i det eksisterende biblioteks kvadratiske form. Men her hører lighederne op. I Larsens bygning består vægfladen mod den omkringliggende park af vinduespartier. De store vinduespartier åbner bygningen op mod omgivelserne og opløser grænsen mellem ude og inde. Nøglen er lyset: Om dagen bliver samspillet mellem bibliotek og have skabt af dagslyset, mens det oplyste biblioteksrum skaber dialogen om aftenen. Der er en samhørighed mellem bygning og omgivelser, som indbyder alle til at blive en del af biblioteks liv. På den måde danner Henning Larsens bygning et billede på den rolle, som biblioteker – sammen med museer, teatre og kulturhuse – har i det skandinaviske velfærdssamfund. Det er her, at kulturarv forenes med det liv, der leves lige nu. Samfundet har en demokratisk forpligtigelse til at byde alle borgere ind i disse kulturbygninger, og som borger har man ret til at få viden, oplysning og læring. Dette skandinaviske fællesgods har fundet en konkret arkitektonisk form i Malmö Stadsbibliotek.

Pantomimeteatret er opført i 1874 og tegnet af Vilhelm Dahlerup, der også er manden bag Glyptoteket og Det Kongelige Teater. Allerede i 1844 lå her et primitivt teater, hvor den første Pjerrot optrådte. Flere af pantominerne fra dengang spilles stadig: Spåkvinden, Statuen og Den falske husholderske. Pantomimerne udspringer af commedia dell'arte traditionen fra Italien. De bredte sig til Frankrig og til England, som gav os Pjerrotfiguren. Det berømte påfuglefortæppe er den daværende direktør Bernhard Olsens ide. Han havde set det på teatre i Frankrig. Ligesom i 1874 er teknikken håndbetjent. Der er en række standardkulisser, som går igen i de forskellige forestillinger.

Går man i Tivoli på åbnings- eller afslutningsaftenen, er man næsten sikker på at høre værker af H.C. Lumbye i Koncertsa­len. I næsten tre årtier - fra 1843 til 1872 - var hans musik og person indbegrebet af Tivolis musikliv, og det har sat sit præg på den traditionsrige have. Lumbye dirigerede i Koncertsalen fra Tivolis første åbningsdag, og det var havens grundlægger, Georg Carstensen, der selv havde knyttet ham til etablissementet. For Lumbye havde øre for de nye tendenser i populærmusikken. Personen Lumbye viste sig at være den rigtige for Tivoli. Som sine forbilleder, Johann Strauss far og søn, samt Wiens tredje valsekonge Joseph Lanner, var han både dirigent, kompo­nist og førsteviolinist i sit orkester. Oftest ledede han ensemblet med violi­nen under hagen vendt mod publikum for at have umid­delbar kontakt med sine tilhørere. Og han var aktuel i sine komposi­tioner. Hans knapt 700 værker, der overvejende består af danse og mindre sange, blev inspireret af begivenheder eller perso­ner, der var samtaleemner i tiden.

Tivolis Koncertsal har altid været et af de centrale steder i forlystelseshaven. I begyndelsen spillede H.C. Lumbye og hans orkester omgivet af et publikum, der promenerede eller nød en forfrisk­ning ved små borde. Efterhånden har Koncertsalen udviklet sig til at huse en af Europas største festivaler med et væld af inter­nationale kunstnere sommeren igennem. Også repertoiret er blevet betydeligt bredere. I dag udgør Sjællands Symfoniorkester Koncertsalens faste ensemble om sommeren, men uden fast dirigent. Og der optræder mange andre ensembler og solister. Repertoiret spænder meget vidt med både den helt nye musik og ældre toner på programmet. Unge professionelle kunstnere får en chance for at optræde, og gode amatører bliver også lukket indenfor. Vokalmusikken tilgodeses ved både koncertopførelser af operaer, liederaftener og korkoncerter. Ikke mindst har en række moderne balletkompag­nier fra hele verden givet det københavnske publikum en spæn­dende oplevelse i Tivoli. Fra således at rumme én dirigent med ét orkester og den samme type repertoire kan Tivolis Koncertsal i dag opvise et festfyrværkeri af forskellige tilbud.

Frihedsstøtten blev opført på en runddel på den befærdede landevej, der førte ind til Vesterport. Monumentet stod omkranset af træer, og bønderne fra omegnens landsbyer og de vesterbroske slagtere passerede monumentet, når de skulle ind og sælge deres varer på de københavnske torvepladser. Da staten i 1904 vedtog loven om det københavnske jernbanenet, stod Frihedsstøtten og den gamle runddel i vejen for opførelsen af den nye hovedbanegård og banegrav. Efter en hed debat i samtiden blev Frihedsstøtten pillet ned og genrejst 5,3 meter længere inde mod Rådhuspladsen på den nye jernbanebro. Dog uden sine oprindelige smukke omgivelser med træer og runddel.

Bønderne fra omegnens landsbyer nåede ikke altid at komme inden for Københavns volde, når Vesterport lukkede om aftenen. Derfor gjorde de holdt ved et af de mange gæstgiverier på Vesterbro. Et af dem var Sorte Hest. Her fik de slukket tørsten, fyldt maven og hygget sig på keglebanen. I 1700-tallet fik gæsterne sig også et gys ved at kikke over på byens galge og de hængte. I 1980 fik Sorte Hest sin dødsdom. To byggematadorer ville rive den ned. I sidste øjeblik blev den fredet, men stod tom indtil bz-bevægelsen flyttede ind i de forfaldne bygninger og åbnede ”Café Morgenstjerne”. I 1990 smed Københavns Kommune bz’erne ud med politiets hjælp.

I baggården "havde man kun udsigt til et smalt stykke firkantet himmel, hvor der somme tider lyser en enkelt stjerne". Stjernen i nr. 30 var forfatteren Tove Ditlevsen, som blev født i 1917 og voksede op i baghuset. I den selvbiografiske bog "Barndommens gade" beskrev hun baggårdsungernes ydmyge drøm om et andet liv: "Nu sover gadens børn. Deres ånde flyder sammen i de klumre sovekamre, hvor bror og søster uskyldigt trykker sig mod hinanden i den snævre seng. Hun drømmer, at hun har en brun fløjlsfrakke på og bor i forhuset, så hun aldrig mere skal løbe over den mørke gård.”

"Mit livs største skuffelse truede med at ødelægge nytårsaften. For første og eneste gang var vi ikke til julefest i Folkets hus. Vælgerforeningens juletræsfest var en institution og årets højdepunkt. I den store sal ragede en pyntet gran himmelhøjt op over balkonen og fortabte sig et sted mellem lysekronerne. Vi begyndte altid med at danse om træet og synge julesange. Det varede alt for længe. Nedenunder i den lille sal ventede chokoladen på lange borde, og der stod bestyrelsens damer, parate til at uddele et bjerg af godteposer, mens vi slubrede chokoladen og wienerbrødet i os. Samtidig med godterne fik vi udleveret et stykke legetøj, og det var det, vi glædede os mest til." - Fra Anton Hansens bog "Drengen Drømte". - Fra Anton Hansens barndomserindringer.