Sankt Laurentii Kirke er opført omkring år 1100. Den er som så mange andre middelalderkirker i Roskilde opført i frådsten (kildekalk), oprindeligt uden sit senere tårn. I Reformationsperioden plyndrede Roskildes borgere Laurentii Kirke og den blev revet ned. Det…
Sankt Laurentii Kirke er opført omkring år 1100. Den er som så mange andre middelalderkirker i Roskilde opført i frådsten (kildekalk), oprindeligt uden sit senere tårn. I Reformationsperioden plyndrede Roskildes borgere Laurentii Kirke og den blev revet ned. Det skete i 1531. Kun et nyopført, prægtigt kamtakket gotisk tårn fik lov at blive stående. I 1884 fik det funktion som rådhustårn, da byens rådhus blev opført ved siden af. I dag tjener tårnet som forhal til Turistkontoret og Den Gamle Byrådssal. Tårnet er bygget med munkesten, bælter af kridtkvadre og rige gavlblændinger. På den øverste del sidder Roskildes vartegn, der forestiller Sankt Laurentius med sin rist.
Ved den første udgravning af ruinen under Stændertorvet i 1931 kunne man se, at gulvet og kirkens mure er hævet flere gange. Det skyldes, at gaderne blev brugt som losseplads og mødding. Når det blev for meget, blev der lagt ny brolægning over skidtet, og derfor steg gadeniveauet efterhånden. For at kirken ikke skulle komme til at ligge under gaden, måtte den hæves. Det nederste, oprindelige gulv ligger 1,5-2 meter under det nuværende gadeniveau. Dette gulv er et meget smukt mosaikgulv med røde og sorte kakler, som er delvist bevaret og kan ses i ruinen.
Under kirkegulvet er der fundet begravelser - hvilket var almindeligt i kirker i middelalderen. Der er mange typer af grave; murede kasser af frådsten eller teglsten, kister og simple grave, hvor liget blot er lagt mellem nogle marksten.