Temaartikel skrevet af: Nils Arne Sørensen

0 anbefalinger

I sommeren 1914 bredte første verdenskrig som en lynild over Europa, og kontinentet var holdt i et modbydeligt jerngreb indtil 1918. Takket være dygtigt diplomati - og stormagternes kølige analyser af, hvad der gavnede dem mest - undgik danskerne krigens rædsler. Alligevel satte krigen dybe spor i Danmark. For gårdejere, skibsredere og driftige forretningsmænd blev krigsårene en gylden tid, hvor de tjente formuer på de krigsførende landes efterspørgsel. Gullaschbaron blev det danske ord for krigsspekulant. Men for flertallet af danskerne blev tilværelsen præget af høje leveomkostninger. Regeringen greb ind og afbødede med kontrol af produktion og priser samt med rationering af for eksempel fødevarer.

Endelig en nationalstat
Selv om Danmark ikke var direkte involveret i første verdenskrig, var krigen tæt på. Tysk militær var bekymret for om Storbritannien ville angribe gennem Danmark og byggede befæstningsanlæg langs grænsen. Syd for Kongeå-grænsen blev de dansksindede som tyske statsborgere fuldt inddraget i den totale krig. Omkring 30.000 mænd gjorde krigstjeneste, og over 5000 døde i tysk uniform.
Tysklands nederlag i krigen banede vejen for, at Nordslesvig blev en del af Danmark efter folkeafstemning i 1920. Hermed var Danmark for alvor blevet en nationalstat med forsvindende små mindretal inden for og uden for landets grænser.

Junglemusik
Efter krigen var forventningerne til fremtiden kolossale. Mange, også i Danmark, vendte blikket mod USA for at hente inspiration til masseproduktion i industrien, drømme om masseforbrug og ikke mindst en fascination af den energiske amerikanske popkultur. Danskerne stiftede bekendtskab med jazzmusik, som ungdommen elskede – og smagsdommere hadede og fordømte som ”jungle- og negermusik.” Den nye hektiske trafiks blanding af cykler, sporvogne og stadig flere biler gav fornemmelse af et nyt tempo i bylivet. Denne blanding skaffede1920’erne tilnavnet ”brølende”.

Verdens første kvindelige minister
Landbruget var stadigvæk det vigtigste erhverv i Danmark, og beskæftigede over 30 procent af befolkningen og skaffede 80 procent af eksportindtægterne. Men byernes fremgang var tydelig. Også politisk, hvor Socialdemokraterne dannede deres første regering i 1924 og introducerede danskerne for verdens første kvindelige minister, undervisningsminister Nina Bang. Venstre kom igen til regeringsmagten to år senere, men i 1929 blev socialdemokraten Thorvald Stauning valgt til statsminister, og de næste 50 år var det Socialdemokraterne, der satte landets politiske dagsorden.

Tynde ordrebøger
Der var ikke kun brøl i 1920erne. Økonomien var præget af usikkerhed, hvor konjunkturerne hurtigt gik op og ned. Fra 1930 pegede pilen mest nedad, da den økonomiske verdenskrise nåede Danmark. Faldende landbrugspriser ramte hårdt, og landbosamfundet oplevede en bølge af tvangsauktioner. Krisen på landet smittede af i byerne, hvor industriens ordrebøger blev tynde, og arbejdsløsheden voksede. Da krisen var dybest, var 32 procent af de forsikrede arbejdsløse. Værst gik det ud over ufaglærte og byggefagene. I 1932 var hver anden murer arbejdsløs.

Nazister med vind i sejlet
Fra tvangsauktion og arbejdsløshed kunne vejen til social nød være kort. Og syd for grænsen kunne danske politikere se, at social og økonomisk krise hurtigt kunne føre til politisk krise, hvor antidemokratiske kræfter som nazister og kommunister fik vind i sejlene.
Regeringen forsøgte at afbøde krisen gennem en række indgreb. Importen blev reguleret for at beskytte industrien, renten sænket for at hjælpe landbrug og byggeri, mens forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse og store anlægsprojekter som for eksempel Lillebælts- og Storstrømsbroerne kom arbejderne til gavn. Det mest berømte af kriseindgrebene er Kanslergadeforliget, indgået i Staunings lejlighed i januar 1933. Forliget mellem den socialdemokratisk-radikale regering og Venstre var svært at få i hus, men det gik med en dram på falderebet. Bagefter udtalte Stauning, at han havde ofret et par principper, men reddet landet. Samme dag som Kanslergadeforliget blev indgået, kom Hitler til magten i Tyskland.

”Det sku vær' så godt…”
1930’erne kom til at stå i krisens tegn. Årtiets melodi havde omkvædet ”Det sku vær' så godt og saa' det faktisk skidt”. Den stammer fra Kjeld Abells skuespil, ”Melodien, der blev væk” (1935), som handlede om funktionæren Larsen, der nok havde sit arbejde, men levede et glædesløst liv.
For kriseramte landmænd og arbejdsløse er der ingen tvivl om, at melodien let blev væk. Men billedet af en grå og trist krisetid er fortegnet. Danmark blev rigere i mellemkrigstiden. Mellem 1910-14 og 1935-39 steg rådighedsbeløbet for befolkningen hele 75 procent, og efter det værste kriseår 1932 voksede økonomien som helhed igen. Den stigende velstand satte sig tydelige spor i landskabet. Nye elværker og transformatorstationer betød, at både by og land blev elektrificeret. Byerne fik forstæder, hvor middelklassen byggede villaer, mens flere og flere arbejderfamilier flyttede ind i nye almennyttige boliger. Lejlighederne var små, men med eget toilet.

Danskerne fik fritid
Den moderne velfærdsstat begyndte også at tage form i 1930erne. Med socialreformen fra 1933 forbedredes blandt andet forsorgen for de fattigste. I de følgende år oplevede også sundhedsvæsen og undervisningsvæsen store fremskridt.
For de fleste danskere var den vigtigste forandring måske en helt anden. De fik mere fri tid. I 1920 forhandlede arbejdsmarkedets parter sig frem til at en arbejdsdag skulle vare otte timer. Ret til ferie indgik efterhånden i flere og flere overenskomster, og i 1938 kom en ferielov, der sikrede alle to ugers ferie med løn.

Folk brugte naturligvis den nye fritid forskelligt. Middelklassen kopierede overklassen og byggede sommerhuse. Mange unge tog på vandreferie og i 1926 fik Danmark sin første campingplads. Kun velstillede havde råd til badeferie ved Vesterhavet, men i storbyerne kunne mange nyde nye badeanstalter med svømmebassiner. Samtidig havde biograferne gyldne tider; det samme gjaldt danserestauranter. Tusindvis flokkedes til tilskuersport som boksning, cykling og især fodbold. De største sportsbegivenheder kunne man følge i radioen. Statsradiofonien blev grundlagt i 1925 og to år senere var der 130.000 licensbetalere. Da radiofonien i 1940 kunne flytte ind i Radiohuset på Frederiksberg var det tal vokset til 800.000, og udsendelserne var med til at binde danskerne stærkere sammen i deres nationale fællesskab.