Adel og konge

Tema

Adelens storhedstid

1 anbefalinger


I oktober 1536 indførte kong Christian den Tredje (1534-59) officielt reformationen i Danmark. Det skete i tæt kontakt med Martin Luther og de andre tyske reformatorer. Til at hjælpe med udarbejdelsen af en ny kirkeordning bad kongen Luthers nære ven Johann Bugenhagen om at komme til Danmark. Resultatet blev Kirkeordinansen, som kongen udstedte i 1537. Man havde fået en ny lutheransk statskirke med kongen som overhoved.

Staten bliver stærkere
Den lutherske reformation fik vigtige konsekvenser for det danske samfund. I middelalderen havde tre vigtige samfundsområder - socialforsorg, uddannelse og ægteskab - hørt under kirken. De blev nu underlagt statslig regulering. Dermed blev staten i stand til at markere sig som en langt stærkere kraft i samfundet end før. Med sin overtagelse af kirken tog kongen ansvaret for, at danskerne levede som gode kristne og havde den tilstrækkelige viden om den kristne religion. Christian den Tredjes indsats blev intensiveret under hans efterfølgere, ikke mindst kong Christian den Fjerde (1588-1648).

Statsmagten opruster
De kongelige bestræbelser for at styrke sædelighed og moral i samfundet var led i en mere omfattende moderniseringsproces, som i løbet af 1500- og 1600-tallet skabte en stærk statsmagt med et fast greb om samfundet. Også udadtil styrkede kongerne den danske statsmagt ved at opbygge en betydelig flåde og en national hær af udskrevne bønder. Dette krævede øgede indtægter. I første omgang fik kongemagten penge tilført ved at overtage den katolske kirkes rige jordegods, men i anden omgang blev indtægterne sikret ved at lade befolkningen betale højere og højere skatter.

Gods og guld
I middelalderen havde krongodset været kongemagtens vigtigste indtægtsgrundlag, mens skatter kun blev opkrævet ekstraordinært. Kronens finansielle formåen var begrænset af, at den kun ejede 10-12 procent af landets dyrkede jord. Den situation blev ændret afgørende som følge af reformationen. Ved reformationen overtog kronen kirkegodset, som omfattede op til 40 procent af al dyrket jord. En kolossal forøgelse af indtægterne.
Det var først og fremmest de katolske biskoppers godser, som nu blev indlemmet i krongodset. I løbet af 1540’erne indførte Christian den Tredje reformer, der skulle sikre en mere effektiv administration af det nyerhvervede gods. Kongen moderniserede desuden en række af de biskoppelige slotte og borge, han havde overtaget.

Kongens udvidelser
Ved siden af bestræbelserne for at sikre størst mulige indtægter af krongodset gjorde flere andre motiver sig gældende. Det var vigtigt, at majestæten havde passende residenser, når han rejste omkring i sit rige, og kongerne lagde vægt på gode veje til at forbinde krongodserne. Kong Frederik den Anden (1559-88) ønskede desuden sammenhængende jagtområder omkring de kongelige slotte, ikke mindst i Nordsjælland. En række af rigets hovedslotte fik også udbygget fæstningsværkerne, så de kunne modstå angreb med kanoner.

Adelen får mere magt
Reformationens inddragelse af kirkegodset øgede den adelige andel af landets jord, fra omkring 35 til 45 procent. Kongernes bestræbelser for at skabe store sammenhængende krongodsområder førte nemlig ofte til, at dele af det forhenværende kirkegods blev solgt til eller byttet med adelen. I løbet af 1600-tallet blev yderligere krongods afhændet til adelen, da kronen omlagde sine finanser fra at bygge på indtægterne af krongodset til at bygge på skatteindtægter.
I middelalderen havde bisperne været fødte medlemmer af rigsrådet, men efter reformationen satte højadelen sig på alle pladserne. Også inden for den centrale statsadministration blev de gejstlige skrivere efterhånden erstattet af sekretærer med en adelig baggrund. Lokalt stod adelsmænd for lensadministrationen og retsudøvelsen på landstingene. I hær og flåde var det ligeledes adelen, der sad inde med de ledende poster. Her var adelens gamle rolle som samfundets militære stand stadigvæk i højsædet, og den begrundede fortsat adelens fritagelse for at betale skat.

Eksklusiv adel
Allerede i senmiddelalderen var der sket en udskillelse af de laveste lag af adelen, som fortsatte efter reformationen. Den danske adelstand kom til at bestå af færre og færre personer. 1500- og 1600-tallet blev kendetegnet af en omfattende godssamling, som muligheden for at købe konfiskeret kirkegods og andet krongods yderligere forstærkede.
Især den rige højadel fik udbytte af udviklingen. Ved at indgå kloge ægteskabsalliancer kunne højadelen erhverve endnu mere gods. Flere højadelige samlede på den måde adskillige herregårde på én hånd.

Herregårde i centrum
Mange adelsmænd blev kolossalt rige, og rigdommen blev ikke mindst brugt på at modernisere og forskønne eksisterende herregårde eller bygge helt nye. Især i årtierne lige efter reformationen opførte adelen mange herregårde i renæssancestil til erstatning for de gamle og umoderne borge fra middelalderen. De fleste står fortsat som markante monumenter over den danske adels storhedstid.
Også i kulturel henseende tog adelen føringen. Unge sønner fra de højadelige slægter blev sendt på dannelsesrejser til de vigtigste europæiske lærdomssæder. Mange herregårde blev centre for en ny verdslig adelskultur, der blandt andet omfattede indsamling af viser og slægtshistorisk arbejde.

Borgerskab og enevælde
Igennem første halvdel af 1600-tallet dalede adelens militære betydning imidlertid kraftigt. Et rigere og stærkere borgerskab, især i København, begyndte at sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af adelens skattefrihed og monopol på politisk indflydelse. Det banede vejen for enevælden, der i 1660 skulle komme til at erstatte adelsvælden.

Forslag til videre læsning og links
Bøger
Danmark og renæssancen 1500-1650, red. Carsten Bach-Nielsen, Johan Møhlenfeldt Jensen, Jens Vellev og Peter Zeeberg, Gads Forlag, København 2006.
Martin Schwarz Lausten: Reformationen i Danmark, Akademisk Forlag, København 1987.
Paul Douglas Lockhart: Denmark, 1513-1660. The Rise and Decline of a Renaissance Monarchy, Oxford University Press, Oxford 2007.
Riget, magten og æren. Den danske adel 1350-1660, red. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, Aarhus Universitetsforlag, Århus 2001.