Arkitektur: Klassicisme, historicisme og modernisme

Tema

Fra antik til beton

0 anbefalinger

Klassicismen kom til dansk arkitektur over en nat i 1755. Det skete, da den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin blev hentet til Danmark for at overtage arbejdet med opførelsen af Frederikskirken i København. Jardin havde studeret antikkens storhed i Rom, og med dette forbillede dyrkede han en klassicistisk arkitektur: Klare bygningsformer, fast opdelte facader og præcist formede dekorationer, for eksempel guirlander. Jardin blev hurtigt udnævnt til professor i arkitektur på Kunstakademiet. Det var netop blevet oprettet 1754 og gav arkitekturen en ny, formaliseret ramme at virke indenfor.
 

Forbilledlige byggerier
Jardin kom dog ikke til at afslutte opførelsen af Frederikskirken. Han stod for andre byggerier, f.eks. Bernstorffs Slot fra 1765. Det blev et forbillede for adskillige herregårde over hele landet. Jardin havde en række elever, der videreførte hans arbejde med klassicismen. Blandt dem var arkitekten C.F. Harsdorff, der i slutningen af 1700-tallet blev landets førende arkitekt. Han stod for hovedværker som Frederik V’s kapel ved Roskilde Domkirke fra 1778 og kolonnaden ved Amalienborg fra 1794.
Størst betydning for dansk arkitektur fik hans lidt mere beskedne byggeri, borgerhuset Kongens Nytorv 3-5 fra 1780. Her angav han i en og samme bygning flere facadeskemaer, herunder en antik tempelgavl, men særligt lagde han vægt på stram komposition og betoning af sidefelterne. Denne facadetype blev især et forbillede for de mange københavnske borgerhuse, der blev bygget efter Københavns brand i 1795.
 

Nye strømninger præger København
Fra omkring 1800 kom en ny arkitekt på banen, C.F. Hansen. Han kom til at forestå stort set alle væsentlige offentlige byggerier i hovedstaden i århundredets første årtier. Det vil sige Råd- og Domhuset på Nytorv, Vor Frue Kirke og det nye Christiansborg. Hans udlægning af klassicismen var romersk påvirket, enkel, knap og skarptskåren med få, markante dekorationer på store, glatte murflader. C.F. Hansen var en toneangivende mand langt ind i det 19. århundrede, men i 1830’erne begyndte en ny generation af arkitekter at danne andre idealer.

Ny arkitektonisk frihed

De arkitekter, der arbejdede inden for senklassicismen, havde en mere åben tilgang til de historiske stilarter. Inspirationskilderne til ny formgivning kunne nu hentes fra andet end den rene klassicisme og antik. Som alternativ til de hidtil enerådende pudsede facader fik murstensbyggeriet i blank mur ny opmærksom, blandt andet i arkitekten G. F. Hetsch’s rødstensbyggeri, Skt. Ansgar kirke i København fra 1842. Radikalt nytænkende var arkitekten M. G. Bindesbøll, da han ombyggede en vognremise til Thorvaldsens Museum i 1848. De pudsede mure blev stærkt farvede, og indgangspartiet blev domineret af monumentale, skrånende portaler. Lige så overraskende ny i sin holdning, men mere afdæmpet og saglig, er Bindesbølls Oringe hospital fra 1857.

To retninger tager form

Senklassicimens nye frihed i formgivningen blev videreudviklet af arkitekterne under historicismen i anden halvdel af det 19. århundrede. Parallelt med industrialiseringens gennembrud søgte de et nyt og aktuelt formsprog med udgangspunkt i de historiske stilarter, og samtidig bød tiden på nye materialer som støbejern, cement og stuk. Der udskilte sig hurtigt to forskellige arkitektoniske retninger. 
Den ene var national med fokus på en høj håndværksmæssig standard, god kvalitet i materialevalget og en stoflighed, som især blev fremelsket i mursten og træ. Johan Daniel Herholdts Universitetsbibliotek fra 1861 blev hovedværket, hvor mursten, glaserede sten og træ herskede sammen med den nye tids materiale, støbejernssøjlerne i bibliotekssalen. Denne retning udviklede sig til den egentlige nationalromantiske arkitektur, som kulminerede med Martin Nyrops Københavns Rådhus fra 1905.

Den anden linje inden for historicismen var internationalt orienteret og trak især på gotik, renæssance og barok. De foretrukne materialer var pudsede mure i kombination med f.eks. stuk og malede zink- eller blydetaljer. Strømningens frontfigur var Ferdinand Meldahl. Det var Meldahl, der endelig havde held med at fuldføre Frederikskirken i 1894. Da havde den i mere end hundrede år ligget hen som en ruin. Også det netop nedbrændte Frederiksborg Slot genopførte han i 1875.

Stilen strammes
I begyndelsen af det 20. århundrede skete der et skifte i dansk arkitektur. Historicismens ofte overdådigt dekorative behandling blev trængt til side af en mere enkel og stram stil med vægt på symmetri, regelmæssighed og rytmiske gentagelse. Arkitekten Carl Petersens Fåborg Museum fra 1913 blev indgangen til denne nyklassicisme, der satte sit præg på næsten alle bygningstyper fra det monumentale til det mere ydmyge. Inden for det københavnske etagebyggeri kom en helt ny standard for karrébebyggelser: En stram og næsten asketisk facadebehandling, samt enkle og stort set praktiske lejlighedsplaner, som det bl.a. ses i arkitekten Kay Fiskers Hornbækhus fra 1923. Helt anderledes kraftfuld blev Hack Kampmanns Politigården i København fra 1924: Stram og næsten afvisende i de glatte, udekorerede facader og monumental i de indre gårdrum.

Jernbeton og stilløs stil
Omkring 1930 trængte nye idealer sig på fra udlandet: en rationel, saglig og såkaldt stilløs arkitektur. Der skulle være ærlig sammenhæng mellem konstruktion, form og funktion. En egentlig industrialisering af byggeriet var idealet, selv om det først blev til virkelighed efter anden verdenskrig. Brugen af nye materialer som jernbeton, stål og glas gav helt nye muligheder for formgivning. Funktionalisterne havde også et socialt engagement, der især lagde vægt på at skabe gode boliger for den brede befolkning.

I Danmark delte funktionalismen sig i to retninger, en international og en regional. Den internationale linje fastholdt udlandets kubiske og dekorationsløse formgivning, typisk med flade tage. Husene blev støbt i jernbeton, der gav mulighed for store, frie spænd og for eksempe udkragede altanger. Samme formsprog brugte nogle også i murstenshuse, der efterlignede betonkonstruktionerne, for eksempel Arne Jacobsen i Bellavista i Klampenborg fra 1934.


Der blev bygget mange, ofte eksklusive enfamiliehuse i den internationale stil, blandt andet arkitekt Frits Schlegels propagandahus for Dansk Cement Central på Bernstorffsvej 17 i Hellerup fra 1931 og arkitekt Mogens Lassens enfamiliehuse på Sølystvej 5-11 i Klampenborg fra 1936. Også flere offentlige byggerier i 1930’erne fulgte de nye idealer, for eksempel Radiohuset og Københavns Lufthavn af arkitekt Vilhelm Lauritzen og Overformynderiet af Frits Schlegel. Den regionale linje holdt fast i hjemlige materialer og former som mursten, træ og sadeltage. Det blev ikke mindst den, der omsatte funktionalismens sociale engagement i gode, sunde og praktiske etageboligbyggerier af blandt andet arkitekterne Kay Fisker og Povl Baumann.

Litteraturhenvisninger
Tobias Faber: Dansk Arkitektur, Arkitektens Forlag, Kbh. 1963.

Kay Fisker og Knud Millech, Danske arkitekturstrømninger 1850-1950, Østerstifternes Kreditforening, Kbh. 1951.