Daglige dage - boligen gennem tiderne

Tema

Fra fælleshus til enkeltværelser

2 anbefalinger

Boligen på landet i 1000 år

I jernalder og vikingetide spiste, sov og arbejdede man som regel i et stort rum. Fra 1200-tallet fik vi flere og private "stuer", lukkede rum, der kan opvarmes. På en bondegård i 16-1700-tallet havde man en dagligstue, hvor familien også sov i alkover (lukkede senge), en storstue til fest og gemmemøbler (kister og skabe), bryggers og kamre. På Sjælland lavede husmoderen mad inde i den åbne skorsten, på Fyn og Jylland i en kamin i dagligstuen. Opvarmningen skete med tørv i bilæggerovne, kun de færreste havde råd til også at have kakkelovne (og dermed tre skorstene på stuehuset). I 1800-tallet fik bønderne nye rum: soveværelse, fin stue, havestue, gæsteværelse - nogle endda børneværelse.  Med de moderne komfurer blev dagligstuen til et spisekøkken, og i stuerne kom der mahognimøbler, klaver og petroleumlamper. I 1900-tallet fik landhusmoderen gas og el, køleskab og fryser, og efter Anden Verdenskrig fik landboerne store stuer, moderne bad/wc og haveterrasser  med forbillede i byernes parcelhuse.

Siden 1950 er der blevet færre og færre landmænd. Landsbyerne, som en gang var et produktionsfællesskab, er i dag blevet "sovebyer", på linje med byernes forstæder.

Boligen i byerne i 1000 år

Både på slotte, herregårde og i byernes borgerhjem kom der i 16-1700-tallet flere og flere sale og kamre. I 1800-tallet havde det fine borgerhjem i byerne 8-10 rum, skarpt opdelt i fine og private rum samt herskabskøkken og kamre til tjenestefolk. Jævne folk boede i 1-2-værelses lejligheder, i 1700-tallets København med småbitte køkkener med ildbænk (madlavningsplads) i en åben skorsten. Helt frem til 1950´erne var små køkkener med arbejdsplads for en person (husmoderen) det normale i det danske boligbyggeri. Så kom spisekøkkenerne og i vore dage "samtalekøkkenet", der næsten har gjort køkkenet til en stue.

De almindelige lejligheder var indtil omkring 1950 på to-tre værelser. Her boede en familie, der kunne have 10 børn eller mere. Omkring 1900 foretrak de fleste at have fin stue ("dagligstue") og (daglig) spisestue. Hvis der ikke var plads til soveværelse, stod sengene i spisestuen. Efter 1920 foretrak de fleste soveværelse (til forældre og børn sammen, naturligvis) og "kombineret stue". Efter 1940-50 er det normale blevet en stor stue og rum til hvert familiemedlem, også børnene.

Fra bindingsværk til parcelhus

En gang boede de fleste ved deres arbejde: Købmanden boede i købmandsgården, håndværkeren ved værkstedet, de ansatte (svende og lærlinge) var ugifte og boede hos "mester", og til mange byhuse hørte have og landbrug. I provinsen ejede de fleste deres hus, kun fattige folk boede til leje i små "boder". Kun i København var der så stor pladsmangel, at folk boede i lejligheder over hinanden.

Med industrialiseringen og det moderne samfund blev danskerne opdelt i virksomhedsejere og lønmodtagere. Arbejdere og funktionærer behøvede ikke at bo ved arbejdet, og de fik familie, selv om de ikke var selvstændige. Byerne fik derfor nye rene boligkvarterer. Arbejderne boede i København i høje "lejekaserner", i provinsen mest i små to-tre etages huse. Middelklassen boede i etagehuse med pynt på facaden, og fine folk byggede "villaer". Derfor drømte mange om eget hus i "villastil".

Arbejderbevægelsen reagerede mod de ringe boligforhold. Først dannede fastlønnede arbejdere byggeforeninger, der byggede "kartoffelrækker" eller "havebyer" efter engelsk forbillede. 1912 stiftedes det første sociale (almennyttige) boligselskab, hvor boligerne forblev fælles eje. Boligselskaberne byggede store karréer eller "stokke" (fritliggende blokke). "Baggårde" ville man ikke have!

For at få frugt og grøntsager fik mange arbejderfamilier kolonihave (de første i Aalborg 1884), små haver på lejet jord. Omkring 1900 ville mange gerne eje deres have, og derfor begyndte mange at udstykke parcelhaver i fællesskab. De fleste brugte parcellen til nyttehave, andre byggede et lille helårshus. Det blev de første parcelhuse. Parcelhavebevægelsen blev især stærk efter Første Verdenskrig, hvor fødevarer var dyre.

Byplan og boligmønster

Bolignøden under Første Verdenskrig gav stødet til en boligpolitik med støtte eller statslån til boliger, og kommunerne begyndte at bygge boliger. Statsstøtten var især høj omkring Anden Verdenskrig (statslånsloven 1946); i 1970´erne blev den afløst af boligsikringen. Også byplanlægningen skulle medvirke til bedre byer. Allerede omkring 1910 prøvede man at adskille industri, boliger og grønne områder - det blev for alvor muligt med byplanloven 1938.

Efter 1920 begyndte flugten ud af byen, ud til hus og have. Flere fik råd til en lille villa, og flere byggede parcelhus. I dag bor over 50 procent af befolkningen i "enfamiliehus", og der er ikke forskel på "villa" og "parcelhus". I 1930érne og -40´erne blev det almennyttige boligbyggeri præget af "park"-bebyggelserne med grønne områder, altaner og stilleveje - og det lykkedes også at få danskere til at bo i rækkehus eller kædehus. Efter 1950 ville man industrialisere boligbyggeriet for at bekæmpe bolignøden. Vi fik højhuse (Bellahøj, Rødovre, Høje Gladsaxe) og montagebyggeri, hvor alt blev samlet med kraner. I 1970´erne kom en reaktion mod "betonforstæderne", vi fik "tæt-lavt" byggeri, og mange søgte ind i ældre byfornyede bydele. Omkring 2000 spillede det almennyttige byggeri kun en beskeden rolle, nybyggeriet domineredes af store parcelhuse og ejerlejlighedskomplekser på havnene eller i "Ørestaden".

Idealet for de fleste er stadig at bo i et rent boligkvarter uden støj, trafik eller uønskede naboer. Forstaden har sejret! Det nye ved byerne er, at vi nu ofte bor, arbejder og køber ind i forskellige byer og tilbringer fritiden i sommerhuset eller på ferie. Mens kommunerne kæmper om skatteborgere og arbejdspladser, kører vi på tværs af grænserne i vores biler.

 

 

 

 

 

Boligen i byerne i 1000 år