De store bevægelser

Tema

Folket får magten

1 anbefalinger

Folkets organisering har sat så tydelige spor i Danmark, at danske andelsvirksomheder i dag er blandt verdens største inden for hver deres branche: slagteriet Danish Crown, mejerivirksomheden Arla, pelsforhandleren Copenhagen Fur, frøfirmaet Trifolium og foderstofforsyningen DLG. I intet andet land har forbrugerkooperationen fået en så stærk position som Coop Danmark, der sidder på omkring 37 procent af dagligvarehandlen. Det samme gælder for det andelsejede benzinselskab OK med 19 procent af markedet. 

Andele styrer landet
Danmarks markante andelsforeninger har rod i en meget stærk sognekultur og tradition for selvorganisering. Tidligere var herregårde omdrejningspunkt for magten. Men fra 1860’erne og næsten et århundrede frem var de cirka 1800 landsogne centrale for dansk politik, økonomi og kultur. Sognene var politisk domineret af mellemstore landbrug, gårdbrugene. De stod bag organisering af næsten alle dele af samfundslivet på landet. Finansielle sager blev styret gennem lokale sparekasser. Senere kom også andelskasser til. Langsigtede lån i ejendomme blev organiseret i gensidige kreditforeninger. På samme måde blev forsikringer organiseret gennem gensidige selskaber. Økonomien blev styret gennem fællesforetagender, som varetog både indkøb af produktionsmidler, dagligvarer og forarbejdning og afsætning af landbrugets produkter. Før år 1900 blev andelsmejerier, brugsforeninger, foderstofforeninger med mere oprettet i stort set alle sogne. Mange hidtidige private forretninger blev omdannet til andelsforeninger. Regionalt baserede andelsslagterier blev også snart dominerende. Fra 1900 foregik en stor del af salget af fødevarer gennem andelssalgsorganisationer.
 

Fest i forsamlingshuset
Byggerier landet over vidner om andelsbevægelsen og den klassiske foreningstid fra omkring 1880 til 1940. Eksempelvis blev verdens første andelsmejeri oprettet i 1882 og ligger i Hjedding nord for Varde. I mange landsbyer er tidligere mejerier og brugsforeninger ombygget til andre formål. Et andet særpræg stammer fra den folkelige bevægelses fokus på fritidsliv med ungdomsforeninger, gymnastikforeninger og foredragsforeninger. Mange bønder var også med til at etablere folkehøjskoler, som er noget særegent dansk. Tidens markante religiøse strømninger har sat sine tydelige spor i form af forsamlingshuse og missionshuse. Omkring 1200 forsamlingshuse tjener til dels fortsat som ramme for det lokale foreningsliv og fester.

Bøndernes parti
Bønderne organiserede sig politisk i det liberale parti Venstre. Efterhånden blev Venstre dominerende. Partiaviser blev oprettet i næsten alle provinsbyer. Landbruget og andelsorganisationerne fik stor politisk indflydelse, fordi samfundet var afhængigt af eksporten af fødevarer og især smør og bacon. Eksporten finansierede import af råvarer og forbrugsvarer. Frem til 1930’erne udgjorde fødevarer 80 procent af Danmarks eksport til det engelske og tyske marked. Først i begyndelsen af 1960’erne overhalede industrien landbruget som førende eksportsektor. Andelsbevægelsen præger på mange måder stadig det danske samfund, selv om mange små andelsvirksomheder er forsvundet. Ofte er de fusioneret til få, men meget store produktionsenheder. Men Danmark er nu det eneste land i Europa, hvor de liberale har været landets største parti selv efter år 2000. Venstre har haft regeringsmagten i Danmark i årtusindets første årti.

Arbejderne holder sammen
Mens andels- og bondebevægelsen organiserede landdistrikterne, søgte arbejderbevægelsen hovedsageligt at organisere og udvikle det faglige og politiske arbejde i byerne. Som i andre europæiske lande har arbejderbevægelsen bestået af tre grene: den faglige, den politiske og arbejderkooperationen. Hertil kommer et omfattende kulturelt og socialt arbejde. Arbejderbevægelsens tre grene hang tæt sammen i modsætning til bondebevægelsens mange enkeltdele. Bondebevægelsen var ikke knyttet sammen af ikke formelle bånd, men var forenet af fælles ideologi.

Kortere arbejdsuge og mere ferie
Industrialiseringen tog gradvis fart fra 1840. Omkring 1930 beskæftigede industri og håndværk flere end landbruget. Danmark fik mange små og mellemstore virksomheder og har det stadig i dag. Arbejderne måtte kæmpe hårdt for at organiseret sig i fællesskab på tværs. Efter langvarige kampe indgik arbejderne dog forlig med arbejdsgiverne i 1899. Dermed anerkendte arbejdsgiverne arbejdernes ret til at organisere sig. I de følgende årtier blev det danske arbejdsmarked et af de mest organiserede i verden. Mere end 90 procent af lønmodtagerne blev medlemmer af en fagforening. Faglige kampe var med til at forbedre arbejdernes løn- og ansættelsesvilkår. I 1919 blev arbejdsdagen fastsat til 8 timer. Arbejdsugen var dengang på seks dage, så man var på arbejde 48 timer om ugen. Siden 1991 har arbejdsugen været 37 timer. Samtidig er ferieperioden udvidet fra to uger i 1930’erne til seks uger fra år 2000.

Lønmodtagernes parti
Med socialdemokraterne i spidsen gennemførte regeringen 1929-1940 også mange forbedringer for den almindelige arbejder. Lige fra begyndelsen var arbejderbevægelsen tæt knyttet til Socialdemokratiet. Alligevel fik Socialdemokratiet aldrig et flertal alene som i Norge og Sverige. Partiet var derfor afhængigt af et samarbejde med andre. Samtidig var det danske socialdemokrati et af de mest moderate i Europa og måtte hele tiden tage hensyn til det stærke landbrug. Efter anden verdenskrig og frem til begyndelsen af 1970’erne stod Socialdemokratiet i spidsen for en markant udbygning af velfærdsstaten. Først i 1990’erne blev formelle bånd mellem fagbevægelsen og arbejderpartiet Socialdemokratiet blev ophævet.

Krise svækker arbejderbevægelse
Den traditionelle arbejderbevægelse er blevet svækket siden 1970’ernes økonomiske krise. Fagbevægelsen begyndte at miste medlemmer. I dag anser mange yngre mennesker de gamle faglige foreninger for umoderne. Kun omkring 70 procent af lønmodtagerne er organiseret i de oprindelige fagforeninger. Konkurrerende såkaldte gule fagforeninger har stor fremgang. Samtidig stemmer færre vælgere på Socialdemokratiet. Tidligere stemte op mod 40 procent af danskerne på partiet. I årtusindets første årti var tilslutningen nede omkring 25 procent. Arbejderkooperationen blev aldrig stærk og er nu næsten forsvundet.