Demokratiets vugge

Tema

Fra enevælde til parlamentarisme

2 anbefalinger

Demokratiets vugge stod efter gængs opfattelse i Athen i det femte århundrede f. Kr. og demokratiet har derfra bredt sig til det øvrige Europa og resten af verden. Hvornår demokratiet blev født i Danmark er omdiskuteret. Nogle har hævdet, at demokratiet i Danmark har sit eget udspring i vikingetiden uafhængigt af den øvrige europæiske udvikling. Andre hævder, at det danske demokrati først for alvor udfoldede sig efter anden verdenskrig under indflydelse af den internationale udvikling. De fleste betragter dog vedtagelsen af grundloven den femte juni 1849 som demokratiets fødsel. Demokratiseringen startede dog reelt nogle årtier i forvejen og strakte sig over flere årtier efter Grundlovens vedtagelse, før der kan tales om demokrati i moderne forstand. 

Fra forsamlingsdemokrati til enevælde
Vikingerne i de nordiske lande dannede folkelige forsamlinger, der diskuterede fælles anliggender, afsagde domme, traf konkrete beslutninger og foretog valg af konger. Der var dog næppe tale om et demokrati i moderne forstand. Men det dannede muligvis grundlaget for en demokratisk kultur med vægt på at kunne ”tale sig til rette”. I løbet af middelalderen overgik magten imidlertid til adelen og kongen, og fra 1660 til 1848 var Danmark et enevældigt monarki.

Demokratiets ideer spredes
Demokratiske ideer blev udbredt i Danmark i løbet af 1700-tallet. Ludvig Holberg og andre formidlede oplysningstidens tanker fra deres rejser i Europa til et dansk publikum. Betingelserne for demokrati i form af udviklingen af en retsstat, en politisk offentlighed og visse politiske rettigheder blev langsomt etableret allerede under enevælden. Udviklingen af demokratiske institutioner begyndte så småt i 1830’erne, da rådgivende stænderforsamlinger blev oprettet. Det var først og fremmest påvirkninger fra udlandet og den danske stats daværende karakter af multinational stat, der påvirkede udviklingen.

Fra multinational stat til nationalstat
Den danske enevældige stat var sammensat af forskellige geografiske områder og nationale grupper. Det havde stor betydning for udviklingen fra enevælde til demokrati, der omvendt havde stor betydning for udviklingen fra multinational stat til nationalstat. Dele af Sverige var blevet afstået allerede i perioden frem til 1660. Ved fredsslutningen i 1814 efter englænderkrigene måtte den danske konge yderligere afgive Norge. Den danske stat bestod herefter af kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Ifølge fredsaftalen skulle der oprettes en stænderforsamling i Holsten. Det skete dog først da Julirevolutionen brød ud i Paris. Kongen besluttede, at der skulle oprettes stænderforsamlinger i alle dele af den danske stat, ikke kun i Holsten. Det skete ud fra et ønske om at sikre den danske stats enhed snarere end ønsket om at indføre demokrati. Stænderforsamlingerne banede vejen for en bevægelse, der krævede en fri forfatning og afskaffelse af enevælden. Samtidig opstod en national bevægelse, der ønskede at Slesvig skulle være fuldt integreret i den danske stat. Da enevælden brød sammen i 1848, udløste det en krig om Slesvig og Holstens selvstændighed. Krigen endte i 1851 med, at Slesvig og Holsten forblev delvist selvstændige dele af den danske stat. Da Danmark i 1863 alligevel forsøgte at indlemme Slesvig, udbrød en ny krig mellem hertugdømmerne og Danmark, der i 1864 endte med både Holstens og Slesvigs løsrivelse. Danmark var nu geografisk, kulturelt og politisk forandret fra en relativt stor multinational stat til en lille nationalstat. Udviklingen af denne stat til et demokrati skete gennem en længerevarende proces med etablering af repræsentative organer, tildeling af valgret og borgernes indflydelse på politikken.

Fra undersåtter til borgere
I 1834 blev fire stænderforsamlinger oprettet: en for hertugdømmet Holsten, en for hertugdømmet Slesvig samt to for kongeriget Danmark med sæde i henholdsvis Viborg og Roskilde. Stænderforsamlingerne havde kun en rådgivende funktion, men fik alligevel indflydelse, fordi de var et forum for debat og kritik af enevælden. Det vigtigste fremskridt var, at valgte repræsentanter for befolkningen overhovedet blev taget med på råd og ikke længere bare var kongens undersåtter. Stænderforsamlingerne var derfor en forløber for den senere parlamentarisme.

Kun stemmeret til mænd
Efter enevældens ophør i januar 1848 blev der valgt en grundlovsgivende forsamling. Den lavede en grundlov, som blev godkendt af kongen den 5. juni 1849. Med junigrundloven blev Danmark et konstitutionelt monarki, og der blev etableret en parlamentarisk forsamling, Rigsdagen, som blev opdelt i to kamre, Folketinget og Landstinget. Medlemmerne af Rigsdagen skulle vælges, men de eneste, der havde stemmeret var mænd over 30 år med egen husstand. I forhold til den tidligere enevælde var det afgørende fremskridt i demokratisk retning indførelsen af magtdeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. I grundloven blev det slået fast, at Danmark var et monarki, at kongemagten var arvelig, og at kongen havde retten til at udnævne og afskedige regeringen. Det sikrede kongen en fortsat magtposition, men det betød også, at den siddende regering ikke nødvendigvis var udtryk for flertallet i parlamentet.

Valgretten udvides
Et vigtigt punkt i kampen for yderligere demokratisering var udvidelse af valgretten. Efter nederlaget i 1864-krigen blev grundloven revideret og den nye grundlov fra 1866 betød en reduktion af valgretten ved valg til Landstinget således, at de vælgere, der betalte mest i skat, havde relativ større indflydelse. I perioden frem til den næste grundlovsrevision var afskaffelse af denne “privilegerede valgret” en vigtig målsætning sammen med målsætningen om valgret til tjenestefolk uden egen husstand og til kvinder. Kvinder og tjenestefolk opnåede valgret til folketings- og landstingsvalg i 1915. Hermed havde i princippet hele den voksne befolkning opnået valgret.

Parlamentarismen indføres
Et andet vigtigt punkt i kampen for udvidelse af demokratiet var spørgsmålet om sammensætningen af regeringen ud fra sammensætningen af parlamentet. Efter 1866 rasede den såkaldte forfatningskamp med krav om, at folketingsflertallet skulle være bestemmende for regeringens sammensætning. I 1872 fik Venstre flertal i Folketinget, mens Højre havde flertal i Landstinget, og regeringen, som kongen havde udpeget,  var derfor i modstrid med flertallet i Folketinget. Med henvisning til den mere demokratiske valgret til Folketinget afviste oppositionen under mottoet “ingen over og ingen ved siden af Folketinget” at Landstinget skulle have forrang i forbindelse med regeringsudnævnelse. Ved det såkaldte “systemskifte” i 1901 ændredes praksis således at regeringen ikke kunne have et flertal i Folketinget imod sig. Dermed blev Danmark et parlamentarisk demokrati, selv om bestemmelsen først formelt blev vedtaget ved grundlovsrevisionen i 1953.

Demokratiet udfordres
Den stigende internationalisering efter anden verdenskrig stiller nye krav til demokratiet, der er vanskeligt forenelige med demokratiets udgangspunkt. Især udviklingen inden for EU fra et mellemstatsligt samarbejde i retning af et overstatsligt samarbejde skaber et såkaldt demokratisk underskud i forhold til det repræsentative demokrati og traditionen for at kunne ”tale sig til rette” inden for nationalstatens rammer.