Den frie tid

Tema

Fra mondænt kystliv til kolonihaver og charterferie

1 anbefalinger

Fritid er et nyt fænomen. Ganske vist har man altid holdt pauser i arbejdet, men set i et historisk perspektiv dukker en egentlig arbejdsfri tid først op i anden halvdel af 1700-tallet. I Danmark var den frie tid længe forbeholdt adelen og borgerskabet. Adelen brugte ofte fritiden på at gå på jagt, mens borgerskabet kastede sig over læsning, det såkaldte salonliv og teater. Her lignede Danmark resten af Europa. Men danskerne havde noget de andre europæiske spidser ikke havde – nemlig masser af kyst. Så da det omkring år 1800 blev moderne at tage til stranden og bade, kunne det danske aristokrati være helt med på den europæiske bølge.
I første omgang var bade- og sommerlivet et hovedstadsfænomen. I sommermånederne rykkede de velhavende københavnere nordpå og kaldte det ”at tage på landet”, selvom det var kysten, de opsøgte. Trenden førte efterhånden til en bræmme af sommervillaer ved Øresunds- og Kattegats strande. Senere kom også andre dele af landet med. Øerne Føhr og Fanø i Vadehavet og Bornholm blev populære badesteder - ligesom Søndervig ved Vesterhavet. I begyndelsen lå der kun et enkelt sommerhus, men i 1884 opførte lokale håndværkere et badehotel. Var hotellet fyldt op, kunne gæsterne leje sig ind på et pensionat – som komponisten Carl Nielsen gjorde – eller lade sig indkvartere hos klitboerne. På den måde førte den nye fritid også til et kulturmøde mellem samfundsklasser.

Sport og kuk-kasseteater til lønarbejderne
I løbet af 1900-tallets første årtier blev fritid også noget for den velbeslåede del af lønarbejderklassen. Funktionærerne fik adgang til weekend og ferie, men havde kun sjældent råd til sommerhus og badeferie. Det medførte nye sider af fritidslivet. Ved siden af revyer, varieteer og ”kuk-kasseteater”, kom sporten til – inspireret fra England. Først var cykling og cricket de mest populære idrætsgrene, men efter århundredskiftet kom også fodbold og atletik til, sammen med badminton og den danske ”opfindelse” håndboldspillet. I begyndelsen var sporten et byfænomen, men i løbet af mellemkrigstiden nåede idrætten også ud på landet. Bondesamfundet havde ellers ikke kendt til fritid, men mere til pauser i arbejdet og årstidsbestemte perioder med mindre arbejde, så der var tid til et højskoleophold for gårdmandsbørnene og  aftenskoleundervisning for de opvakte af husmandsbørnene. Mekaniseringen gjorde imidlertid, at der blev tid til overs. Boldspillene krævede ikke store investeringer; allerhøjst leje af en græsmark hos en bondemand, og forsamlingshusene havde plads til både gymnastik, badminton – og baller. 

Fritid bliver allemandseje
Da man i 1919 indførte reglen om ottetimers-arbejdsdag, fik også arbejderklassen adgang til fritid. Det medførte en kraftig vækst i udlånet fra folkebibliotekerne. Store dele af arbejderklassen hungrede efter læsestof og viden, og en ny verden af skønlitteratur, rejseberetninger og teknisk-videnskabelige værker, åbnede sig for dem. Var man ikke en læsehest, kunne man dyrke sport eller være aktiv i kolonihavebevægelsen. Rundt om de større industribyer opstod der små, pyntelige kolonihaver. Her kunne arbejderne få frisk luft og frugt og grøntsager uden at pine husholdningsbudgettet.

Med ferielovgivningen fra 1938 fik arbejderklassen også lovmæssig adgang til ferie. Men både borgerlige og socialdemokratiske politikere var bange for, at den blev sløset hen. Arbejderbevægelsen slog til lyd for friluftsliv med vandrelaug og lejrliv. Dansk Folkeferie stod bag en række initiativer, som skulle sikre, at folk holdt fri på en meningsfuld måde med rekreation og nye friske indtryk. Fritiden skulle være en allemandsret. Det kunne ske gennem ferierejser og landophold for ”Byernes Arbejdere med Familie i danske Bondehjem og for Landbefolkningen i danske Byarbejderhjem”. Land og by skulle tømres sammen i et folkeligt, nationalt fællesskab. Mange af Dansk Folkeferies sommerlejre, blandt andet i Karlslunde ved Køge, i Gilleleje, Middelfart, Karrebæksminde og Skallerup Klit i Vendsyssel, var i øvrigt placeret ved vandet, så også arbejderklassen kunne komme til stranden.
I efterkrigstiden fik mange arbejderfamilier også råd til at købe et sommerhus. Det mest karakteristiske for efterkrigstiden er imidlertid ungdommeliggørelsen af fritiden. Det begyndte allerede med biografkulturen i mellemkrigstiden, hvor købstæder og stationsbyer fik biografer. Det fortsatte med swingpjatterne under Anden Verdenskrig, der brugte fritiden på løssluppen swingdans – især i Glassalen i Tivoli. Men fra 1950’erne så man en egentlig ”generationering” af fritiden, fordi der nu blev forskel på børns, unges, voksnes og gamles fritid. Medierne og erhvervslivet fik især øje for det segment, som gik under navnet ”teenagere”.

Ferie og fritid er blevet stadig mere demokratisk og folkeligt - kulminerende med charterturismen. I dag fylder mange fritiden med motion, aftenskole og folkeuniversitet, mens andre sidder foran fjernsynet. Den arbejdsfri tid er også blevet endnu et rum til at realisere sig selv ved at iscenesætte sig som for eksempel sportsmand, samler eller globetrotter.