Temaartikel skrevet af: Henrik Harnow

0 anbefalinger

Gennem århundreder foregik al  væsentlig varetransport over havet. Først i nyere tid har vi opfattet havet som noget, der adskilte landsdelene. Men selv i dag med motorveje og store broer foregår megen tung transport ad søvejen. For et lille land som Danmark er en kystlinie på 7300 kilometer usædvanlig lang. Den lette adgang til havet fra mange småøer og fjorde gjorde vandvejen til et naturligt transportnet. Tidevandet påvirker kun vandstanden i de danske farvande relativt lidt. Selv om de indre danske farvande har en begrænset dybde, har skibe har haft god mulighed for at sejle til de mange købstæder ved vandet. Lodser hjalp skibene gennem bestemte, lavvandede farvande. 

Store forskelle på havne
Langt de fleste middelalderlige købstæder er anlagt ved sejlbart vand, hvor der var et naturligt læ for skibe. Det var der ved de rolige fjorde og sunde. Fra syd er den jyske vestkyst præget af Vadehavet med Danmarks største tidevandsforskelle. Nordpå er kysten præget af Nordsøen med stærke bølger, som gør farvandet farligt at besejle og samtidig gør det vanskeligt at bygge havne. Danmarks maritime miljøer varierer derfor meget, lige fra hovedstadens store havn over de mange købstadshavne til små ladepladser i nærheden af de byer, der ikke lå helt så ideelt. Miljøerne varierer fra skipperbyer som Marstal på Ærø og Troense på Tåsinge til nyere fiskerihavne som i Esbjerg eller Hirtshals og fra særlige råstofhavne som i Aalborg og Faxe Ladeplads over utallige gamle færgesteder til uanselige småhavne. I nyere tid er der desuden kommet en ny, omfattende type til: landets mange store og små lystbådehavne.

Ingen pakhuse i provinsen
Gennem 1600- og 1700-tallet var Københavns Havn både større og bedre end alle andre danske havne. København havde monopol på den internationale handel, og mange varer skulle gå over København. Det var den første havn, der blev omkranset af stor epakhus eog maritime bebyggelsesmiljøer. Provinshavnene var små og bestod stort sted kun af en lille skibsbro ud fra kysten. København havde monopol for international handel. Hovedstadens havn var Danmarks første, der blev omkranset af pakhuse og maritime bebyggelser. 

Korn får havne til at vokse
Napoleonskrigene satte en foreløbig stopper for Københavns fremgang og Danmarks status som international sømagt. Meget ændrede sig, da handlen flyttede fra Norge mod andre destinationer i 1820’erne. Provinshandlen blomstrede med kornsalg til England.  Kornpakhuse blev bygget på mange havne landet over. Flere udskibningssteder blev anlagt alene for kornhandlens skyld, for eksempel Lundeborg på Fyn og Snaptun ved Horsens.

Den moderne bassinhavn opstår

Med udgangspunkt i økonomisk fremgang og gradvis større skibe rullede den første moderniseringsbølge over provinshavnene i midten af 1800-tallet. Mens 1700-tallets danske havne havde været præget af mindre fartøjer, vandt de større skonnerter frem i første del af 1800-tallet. I 1819 påbegyndte dampskibet Caledonia sin sejlads, og snart var der fast rutefart mellem de større provinshavne. Den moderne bassinhavn blev nu den almindelige form ved udbygning af havnene. Bassinhavnen bestod af ét eller flere havnebassiner omgivet af moler. Det en denne havnetype, vi i dag opfatter som den typiske danske havn. Lodseriet blev statsligt reguleret i 1831, og en række store fyrtårne blev opstillet for at vise vej langs de danske kyster. En række virksomheder og industrier havde allerede på dette tidspunkt slået sig ned i nærområder af Københavns Havn.

Industrien flytter ind
Fra midten af 1800-tallet kom havnene sammen med jernbanerne til at indgå i et nationalt transportsystem. Søfarten og havnene spillede en afgørende rolle i de enkelte byers indbyrdes konkurrence. Det Forenede Dampskibsselskab fra 1866 satte inden- og udenlandsk transport i system og fik stor betydning for havnenes udvikling. Fra sidst i 1800-tallet udviklede de fleste større havne sig til industrielle havne med granitbeklædte kajmure, dampskibspakhuse, kulpladser med kraner og jernbanespor. I første del af 1900-tallet blev de industrialiserede havne udbygget med pakhuse, siloer og fabrikker. Havnene lignede næsten bymiljøer, men adskilte sig fra den almindelige by. Særpræget blev styrket med efterkrigstidens byggeri af store jernbetonsiloer til korn- og foderstofbranchen. Siloerne var ofte synlige på lang afstand som byens største bygninger.

Danmarks største arbejdspladser
Danskerne byggede traditionelt skibe under åben himmel ved havnene. Aabenraa og byerne i det sydfynske øhav havde en stærk tradition for at bygge skibe. Traditionerne blev ført videre i de nye stålskibsværfter, som især blev udbygget omkring første verdenskrig. Værfterne kom til at udgøre landets største arbejdspladser gennem 1900-tallet. Sidst i 1800-tallet var det kommet på mode blandt velhavende borgere at have egne både til lystsejlads. Gennem 1900-tallet voksede denne bevægelse, men lystsejlads var stadig forbeholdt den velstillede del af befolkningen. I efterkrigstiden fandt der et vældigt boom sted i den folkelige lystsejlads, som for alvor satte sit præg på danske kyster med store havneafsnit til fritidssejlerne.

Ny brug af havneområder
Fra 1960'erne begyndte afviklingen af de traditionelle havneaktiviteter. Lastbilerne overtog transporten af stykgods, og mekaniseringen blev større. Fiskeriet ændrede karakter med færre og størrekuttere. Flere de gamle havnearealer kom til at ligge øde hen. Den moderne containertrafik er nu koncentreret om Århus Havn og få andre, mens Fredericia og Kalundborg huser landets eneste olieraffinaderier. Lindøværftet ved Munkebo er det eneste tilbageværende store danske stålskibsværft - og selv der et truet af afvikling. Ejeren af værftet er rederiet A.P. Møller Mærsk, som er Danmarks største virksomhed. Fra 1990'erne og med højt tempo under det økonomiske opsving efter årtusindskiftet er de ældre danske havneområder blevet omdannet og overgået til andre formål, overvejende boligbyggeri og kontorer.  Danmark har stadig et stærkt maritimt præg med utallige varierede miljøer og anlæg langs de danske kyster. Disse anlæg - store som små - udgør en stærk del af den danske kulturarv ogd en danske identitet som søfartsnation.