Det tyske spørgsmål

Tema

Tysken gjorde os danske

1 anbefalinger

Kampen om de to hertugdømmer Slesvig og Holsten var afgørende for skabelsen af nationalstaterne, Danmark og Tyskland. Først Tysklands nederlag i anden verdenskrig og begge landes medlemskab af Nato og EU har ført til et fredeligt naboskab.

Indtil da var ”det tyske spørgsmål” helt afgørende for Danmarks selvforståelse. Så afgørende at historikerne længe behandlede Danmark, som om landet i tusinde år havde været truet af en ”tysk” ekspansion. Men ”Tyskland” eksisterede før 1871 kun som et løst forbund af stater.

Et multinationalt rige
Indtil midten af 1800-tallet indgik Danmark på mange måder i det tysktalende kulturområde i Nord- og Centraleuropa. Mange danske studerede ved tyske universiteter. Omvendt tog mange tyske tjeneste under den danske konge og blev trofaste undersåtter.

Tysk fyldte meget i København, hvor op mod en fjerdedel af befolkningen var tysktalende indtil 1850. Byen var indtil 1814 hovedstad i et multinationalt rige med hoveddelene Danmark, Norge, Slesvig og Holsten. Selv efter afståelsen af Norge i 1814 levede den multinationale ”Helstat” videre.

Danmark til Ejderen?
Efter pres fra det Tyske Forbund åbnede man i 1834 fire stænderforsamlinger i det danske rige og markerede dermed en regional organisering. Den nationalliberale opposition tænkte imidlertid endnu mere centralistisk end den enevældige kongemagt. Dens leder, Orla Lehmann, holdt i 1838 en tale, hvori han slog fast, at ”i Danmark gives der ikke regioner”. Dette program sejrede endegyldigt med grundloven i 1849. Denne nationalistiske og centralistiske tænkning stødte sammen med et tysk krav om, at Slesvig og Holsten sammen skulle tilsluttes den ny tyske stat. Det resulterede i en regulær borgerkrig med intervention fra de ledende tyske stater. Såvel det danske flertal som tyske mindretal påberåbte sig deres ”historiske ret” til den samme provins, Sønderjylland eller Slesvig. Det ene parti henviste til, at Jyske lov gjaldt til Ejderen, det andet til at Holsten og Slesvig var blevet styret sammen lige siden 1460.

Borgerkrig
De to nationalliberale grupperinger i hovedbyerne Kiel og København indgik hver sin taktiske alliance og drev nærmest uafvendeligt mod konflikt i et klima præget af en nationalistisk propaganda, der resulterede i krigen 1848-51. Populært opfattes den som en konflikt mellem Danmark og Tyskland. Det er imidlertid forkert af den simple grund, at der ikke eksisterede et samlet Tyskland i 1848.

Oprøret begyndte 24. marts 1848 med, at den politiske elite i Slesvig-Holsten overtog garnisonen i Rendsburg, der var hjemsted for cirka en tredjedel af Helstatens hær. Det skete med henvisning til, at den nyudnævnte konge (og hertug af Holsten) Frederik den Syvende var taget til fange af “pøbelen” i København. Sandheden var, at Frederik den Syvende bøjede sig for en demonstration og lovede en fri forfatning. Normalt huskes det som en fredelig proces. Men det kom til krig, der blot foregik i Jylland.

National mobilisering
Den nye konge Frederik den Syvende var ikke videre bedrøvet over oprøret, som gjorde det muligt for ham at bevare sin popularitet og sætte sig i spidsen for en “dansk” hær, der efter to ugers hastig mobilisering tørnede sammen med de slesvig-holstenske styrker ved Bov 9. april – og sejrede. Kampen gav anledning til en uhyre national mobilisering.

De første sejre blev hurtigt afløst af nederlag, da en preussisk hær kom oprørerne i Kiel til undsætning. Det meste af Jylland blev besat af tyske tropper. I 1849 fortsatte kampene, samtidig med at den overlegne danske flåde blokerede de tyske havne. Efter pres fra stormagterne trak Preussen i 1850 sin støtte tilbage, hvorefter det lykkedes den danske hær at sejre over slesvig-holstenerne i blodige slag ved Isted og Frederiksstad.

Det store nederlag
Disse sejre førte til, at det nye danske demokrati i eufori over sin militære sejr tog hævn over oprørerne og indledte en danificerings-politik i Slesvig. Det mislykkedes, men efterlod megen vrede i hertugdømmerne.

I desperation slog de nationalliberale politikere i København derefter ind på en selvmorderisk katastrofekurs ved i strid med de internationale aftaler på egen hånd at opløse Helstaten og indlemme hele Slesvig med novemberforfatningen i 1863. Det gav Preussens leder Otto von Bismarck den lejlighed, han havde ventet på. Østrig og Preussen sendte en hær mod det uforberedte Danmark. Ingen af stormagterne ønskede at hjælpe den danske hær, der stod alene over for Europas mest effektive armé, den preussiske. I løbet af et halvt år blev danskerne totalt nedkæmpet med stormen på Dybbøl 18. april og senere erobringen af Als som de tragisk-heroiske højdepunkter.

Med international mægling sluttede man fred i Wien i oktober 1864. En tid håbede mange danskere på revanche over Preussen. Christian den Niende tøvede dog med at kaste sig ind på fransk side i krigen mellem Frankrig og Preussen i 1870. Dermed undgik Danmark at blive trukket ind i den katastrofe, der kostede Frankrig Alsace og Lorraine og gav det forenede tyske kejserrige overmagten over det europæiske kontinent de næste 50 år.

I seng med fjenden
Danmark tilpassede sig og slog ind på en samarbejdslinje med Tyskland, som kritikere har kaldt “tyskerlinjen”. Kulturelt var det forenede Tyskland helt dominerende, mens Danmark økonomisk orienterede sig mod det britiske marked og samtidig med held begyndte at investere i andre dele af verden. Alligevel sad såret fra 1864 dybt – uanset om man valgte at kompensere ved at “vinde indad hvad udad var tabt” i form af nye dyrkede arealer og social integration af hele befolkningen, eller om man satsede på økonomisk succes ude og hjemme eller andre former for international hæder.

På længere sigt blev resultatet af nederlaget i 1864 en demokratisering af den resterende danske småstat. Den var efter tabet af to femtedele af sit territorium for lille til at godsejeradelen eller de nationalliberale embedsmænd i længden kunne opretholde magten.