Enevælde

Tema

Byggesten for velfærdsstaten

3 anbefalinger

I efteråret 1660 blev det afgørende skridt mod enevælde blev taget i Danmark. Det skete ved stændermødet i København. Adel-, borgerstanden og gejstligheden deltog på mødet, mens bondestanden ikke var indbudt. Stændermødet var sammenkaldt for at få rettet op på den katastrofale statsfinansielle situation oven på Svenskekrigene. De ikke-adelige stænder, ikke mindst Københavns borgere, mente, at de havde reddet Danmark fra undergang under Svenskekrigene, mens adelen havde svigtet. Derfor fandt mødet sted i en atmosfære af gensidig mistillid.

Fællesfront mod adlen
Ved mødet blev der dannet en fællesfront af borgerstanden, gejstligheden og kredse ved hoffet, der ønskede at svække adelen. Denne alliance foreslog indførelse af arvekongedømme til erstatning af det hidtidige valgkongedømme. Da militæret også pressede på, endte adelen med at sige ja. Stænderrepræsentanterne overlod det til kongen at udarbejde en ny forfatning. Borgerstanden og gejstligheden havde formentlig forestillet sig en styreform, hvor de selv skulle have et stort ord at have sagt. Men kongens overvejelser gik i anden retning. I januar 1661 forelå en lov, hvorefter kongemagten ikke blot var arvelig men enevældig. I 1665 kom Kongeloven, enevældens grundlov, der fungerede indtil den nuværende blev skrevet 1848.

Adel under mistanke
Enevælden medførte omfattende forandringer. Det adelige rigsråd blev afskaffet, og adelens eneret til jordegods og høje embeds- og officersposter bortfaldt. Fra nu af stod disse muligheder åbne for alle uanset social baggrund. Endvidere stod det kongen frit for at adle, hvem han ville. Vist havde godsejerne fortsat betydelige privilegier, men de gjaldt uanset, om de var adelige eller ej. Da den gamle adel var under mistanke for at ville genindføre adelsvælden, blev den udsat for ”negativ særbehandling” til fordel for borgerligt fødte eller udenlandske adelige. Denne nye samfundsorden blev tydeliggjort af en sindrig rangordning, der markerede, hvem der betød noget i enevældesystemet. Grundprincippet var, at statstjeneste kom før nedarvet adelskab.

Kongens dilemma
En ting var, at kongen havde fået enevældig magt, men hvordan skulle denne magt udøves? Alle enevoldskonger stod i et dilemma: Enten kunne de afgøre alle sager personligt, men så ville de let miste overblikket. En anden mulighed var at uddelegere detailspørgsmål og selv koncentrere sig om hovedlinjerne, men så ville det ikke længere være enevælde. Nogle konger kom tæt på personligt at afgøre alt, andre støttede sig til magtfulde rådgivere. Men efterhånden som 1700-tallet skred frem, blev forvaltningsapparatet så udbygget, at det blev umuligt for kongen selv at afgøre alting. Denne udvikling blev fremskyndet af, at to af enevoldskongerne, Frederik den Femte og den sindssyge Christian den Syvende reelt slet ikke evnede at udøve enevoldsmagten. Under sidstnævnte gav dette i begyndelsen anledning til en del ustabilitet - ikke mindst under Struensees styre i 1770-72, der endte med hans fald og henrettelse. Da tronarvingen, kronprins Frederik den Sjette i 1784 overtog regeringsledelsen, blev stabiliteten genoprettet.

Ro på Danmark
Enevælden var et resultat af landets problematiske sikkerhedspolitiske og finansielle situation efter Svenskekrigene. I enevældens første 100 år var formålet derfor at styrke staten militært og opretholde den bestående orden. Enevælden lagde centraladministrationen i faste rammer gennem oprettelse af ”kollegier” (ministerier), der var ledet af en bestyrelse, der drøftede alle sager, før en beslutning blev taget. I enevældens første årtier blev der gennemført en række betydelige reformer. For eksempel Danske Lov 1683, der gjorde Danmark til ét samlet lovområde, ligesom landets landbrugsjord i matriklerne 1662, 1664 og 1688 blev opmålt efter ydeevne, som blev grundlag for beskatningen i lang tid fremover. Lokalforvaltningen bar i enevældens første 100 år præg af, at godsejerne fik overdraget en række centrale forvaltningsfunktioner som skatteopkrævning og soldaterudskrivning.

Censuren afskaffet
Enevælden støttede sig til at begynde med til det store landbrug som grundlag for landets økonomi. Men i løbet af 1700-tallet begyndte middelklassen i byerne at få øget vægt i samfundslivet. I midten af 1700-tallet begyndte styret at føre en politik, der ikke længere havde til formål at opretholde den bestående orden, men derimod at gennemføre reformer og fremme befolkningens velfærd. Mest kendt er landboreformerne, men også på andre samfundsområder blev der moderniseret, for eksempel. indførelsen af undervisningspligt i 1814. Struensee havde i 1770 afskaffet censuren, og selv om der senere kom indskrænkninger igen, var rammerne for den offentlige debat usædvanlig vide. Selve enevælden kunne dog ikke diskuteres. Denne reformenevælde er blevet kaldt den oplyste eller den opinionsstyrede enevælde.

Vi alene vide
I 1799 blev ytringsfriheden imidlertid kraftigt indskrænket, og snart efter fulgte Englandskrigene foruden statsbankerotten 1813. De følgende årtier var præget af alvorlig økonomisk krise og reformpause, ligesom mange var misfornøjede med kong Frederik den Sjette, der ansås for ansvarlig for nederlag og krise. Konges styre er blevet karakteriseret ved ordene ”Vi alene vide”, hvad der dog var en overdrivelse. I Frederik den Femtes sidste år blev der indført stænderforsamlinger, og der blev i 1837-41 indført selvstyrende kommuner i by og land. Den liberale opposition med dens krav om en fri forfatning voksede, og efter Frederik den Sjettes død så mange hen til Christian den Syvende, der som norsk konge i 1814 havde givet en fri forfatning. Men Christian den Syvende tøvede. Først i slutningen af hans regeringstid tog styret initiativ til at afvikle enevælden, men begivenhederne i 1848 overhalede disse planer.
 
Fundament for velfærdsstaten
Arven fra enevælden bestod blandt andet i en stærk stat med en centraliseret og veludbygget administration, som efter 1848 blev overtaget og brugt af de nye magthavere. Denne udvikling danner grundlaget for den senere danske velfærdsmodel. Men også enevældens lukkede forvaltningskultur gik i arv. Til gengæld medførte de adelsfjendtlige omstændigheder og åbenhed over for borgerligt fødte helt utilsigtet, at demokratiseringen efter enevældens fald foregik lettere i Danmark end i andre europæiske lande.