Europæiske fortællinger

Tema

Europa - den smukke fortælling

3 anbefalinger

Lad dette være sagt uden omsvøb i anledning af, at Danmark i første halvår af 2012 har formandskabet i EU: Danmark og Europa er uadskillelige størrelser.

Europa har beriget Danmark, og uden Europa kan Danmark slet ikke tænkes. Sikkert er også, at Danmark trods sine begrænsninger har, om ikke beriget Europa, så spillet en rolle, tidligere som stor og mellemstor militærmagt, dernæst som fredelig småstat i en union, hvor krig ikke længere lader sig gøre, men er afløst af kommerciel, kulturel og anden kappestrid. Har europæerne problemer, finder man en fredelig løsning, god eller dårlig. Vi er så at sige gået fra kanoner til kaffeborde.

Danmark har sin rolle i det europæiske drama, som begynder efter Vestroms undergang i det femte århundrede. Der findes stort set ingen skriftlige kilder i de følgende århundreder. Men fra omkring år 800 er danerne påviseligt til stede. De giver og tager, især det sidste, personificeret ved vikingerne, der støder frem til såvel Island, Grønland og Nordamerika som til Middelhavet, Sortehavet og de russiske floder. Egentlige imperier skaber de i England og langs Østersøen. Andre steder slår de sig ned, glemmer deres nordiske aner og opretter store riger, således i Normandiet og på Sicilien. Faktisk er Danmark til og med Napoleonskrigene en ofte ivrig deltager i det europæiske magtspil. Den senere forsigtighed følger efter afståelsen af Norge til Sverige i 1814 og især efter tabet af Slesvig-Holsten til Prøjsen og Østrig i 1864.

Europas dåbsattest

Den franske historiker Jacques le Goff sætter med gallisk præcision sin dato på Europas begyndelse – Skt. Patricks Dag i 658. På denne dag dør abbedissen Gertrude af Nivelles i sit kloster uden for det senere Bruxelles. Ifølge hendes levnedsbog var hun ”kendt af alle i Europa.” Her har vi Europas dåbsattest, nøjagtig som vi 300 år senere har Danmarks dåbsattest på den store sten i Jelling.

Præsteskabet og andre intellektuelle kalder deres verden for Europa, et Europa hvis tyngdepunkt ikke ligger ved Middelhavet, men ud til Atlanterhavet. En af historiens mest  interessante paver, Gregor den Store, er død. Karl den Store, hersker over Frankerriget, endnu ikke født. Byzans glider i baggrunden, maurerne erobrer Den Iberiske Halvø, og den netop kristnede Clovis, frankernes konge, lægger sin hovedstad i Paris. Snart skal nordboer, baltere, polakker, tjekker, slovakker og ungarere slutte sig til den nye religion. 

Europa opstår, håndværkernes og kunstnernes Europa, byernes og universiteternes Europa, de romanske og gotiske kirkers Europa, korstogenes, jødeforfølgelsernes, pestens og opdagelsesrejsernes Europa, heksebrændingernes og humanisternes Europa. Lad Europa i Antikken være nok så meget en fønikisk prinsesse på Zeustyrens ryg. Det er middelalderen, der forvandler hende til en politisk idé og til et kontinent med mennesker af kød og blod.

Dette Europa er en aldrig ophørende historie, og dets samling tager tid. At fællesskabet i sin øjeblikkelige skikkelse omfatter 27 stater, er i sig selv en bedrift, bekræftelsen af den dynamik, som ledende politikere varslede efter Anden verdenskrig.

Europæisk topmøde

Mit bud på Danmarks første rigtige europæer er Absalon, født 1128, søn af en sjællandsk stormand, bisp af Roskilde, ærkebisp af Lund, Københavns grundlægger, i sine unge dage studerende ved universitetet i Paris, hvorfra han vendte hjem, medbringende en fransk kok og en fransk kogebog. Han sluttede sig til Valdemar den Store, danskernes konge, født af en russisk prinsesse og gift med en russisk prinsesse. Danelagen i England var da tabt til de fra Skandinavien udvandrede normanner, Østersøimperiet begyndte at vise sig.

Valdemar Sejr, Valdemar den Stores søn og arvtager, finder sin første hustru i Bøhmen, sin anden i Portugal. Valdemar Atterdag samler som konge et splittet, af intriger ødelagt Danmark og deltager i et europæisk topmøde i Krakow. Dronning Margrete henter sin efterfølger, Bugislav, som hun giver det gode nordiske navn Erik, i det nordlige Polen. Erik Ejegod dør på Cypern undervejs til Det Hellige Land, hans dronning Bodil dør på Oliebjerget med udsigt til Jerusalem.

Danmarks første sandt europæiske monark må være Christian den Første, som i 1474, under et besøg i Rom, indhenter pavens tilladelse til at oprette Københavns Universitet. 300 år senere har Danmark tre universiteter, det dansk-norske i København, det tyske i Kiel og det engelsksprogede i Frederiksnagore nord for Calcutta.

Regntungt, lyst, yndigt

Dette Danmark er europæisk. Det opfører sine 2000 romanske landsbykirker og ganske få gotiske domkirker efter europæisk mønster. Også danskhedens store læremestre, Ludvig Holberg og Georg Brandes, er europæere. Guldalderen er rent europæisk: Eckersberg, Lundbye, Købke, Marstrand og Constantin Hansen blandt malerne, på digtersiden Baggesen, Oehlenschläger, Heiberg og den evigt rejsende H.C. Andersen.

Hvor havde vi været i dette land, om ikke Frederik den Sjette – efter Københavns bombardement, flådens ran, statsbankerotten og tabet af Norge – i strid med al økonomisk fornuft lod meddele i 1813, at vore bedste malere, tegnere, billedhuggere og digtere fortsat var at sende til Rom? Vi havde ikke fået lyset. Vi havde ikke gennem vore kunstnere lært at se det ofte regntunge Danmark som et lyst og yndigt land, hvor bøgen spejler sig i havets blå.

Hvor havde vi været, om vi ikke havde haft søhelte som Tordenskjold, Ivar Huitfeldt og Cord Adeler? Hvor havde vi været uden adelige slægter som Bernstorff, Rantzau og Rewentlov? Hvor havde vi været uden indvandrere som billedhuggeren Saly, maleren Pilo og balletskaberen Bournonville, uden musikere som Hartmann og Weyse, alle disse nordmænd, svenskere, tyskere, franskmænd og andre, som bidrog til skabelsen af en i europæisk sammenhæng ikke ringe dansk kultur? For den sags skyld: hvor havde vi været uden Martin Luther og hans udsending i København, Johannes Bugenhagen? Vi havde ikke været, hvor vi er i dag!

Vi hentede mange af vore bedste begavelser i udlandet og sendte talrige ud. Ole Rømer målte lysets hastighed – lysets tøven, som han kaldte det - i Paris og skabte fontænerne i Versailles, astronomen Tycho Brahe endte hos den mærkelige kejser Rudolf i Prag, Melchior Lorck, en af renæssancens bedste kunstnere, tilbragte år i Wien og Konstantinopel, Niels Steensen blev et af katolicismens store navne, portrætmaleren Vigilius Eriksen malede den russiske kejserinde, Katharina den Store, højt til hest. Rebeller som P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun gjorde karriere i det napoleonske Paris efter at være blevet udvist af Danmark, som de havde vovet at kritisere. Filosoffen Søren Kierkegaard og forfatteren Georg Brandes var blandt dem, der fortrak til Berlin, når den københavnske andedam blev dem for mudret.

Musik og litteratur fik vi i høj grad fra Tyskland, litteratur desuden fra Frankrig, og arkitektur fra blandt andet Italien. Over 70 procent af det danske sprog bunder i tysk import. Hoffet i København var i høj grad tysktalende og optaget af alt fransk. Både Baggesen og Oehlenschläger overvejede, om de skulle være danske eller tyske digtere. Hjemme sad guldaldergeniet H.C. Ørsted, fysikeren og kemikeren, som opdagede elektromagnetismen og grundstoffet aluminium, i sin københavnske stue og gav de tyske ord dansk tone. Danmarks vej til kultur og civilisation gik altid sydover. Inspirationen nordfra var ringe, men spillede dog en rolle for Grundtvig, danskeren som løftede det endnu unge demokrati fra at være en styringsmodel til det folkelige engagement i nationens liv, denne Grundtvig, der skabte højskolerne, et af de vigtigste danske bidrag til vor fælles europæiske kultur.

Danmark i få ord

Danmark overlevede i Europa. Det er Danmarks historie i få ord. Danmark overlevede i skikkelse af et folkeligt fællesskab, som i foråret 2012 gerne må gøre en indsats for det tænkende, hele menneske, det sociale menneske, dette menneske, der ikke behøver at være født i Europa, men nok kan føle sig som europæer. Den smukke fortælling med andre ord, den fortælling, der ikke handler om penge og kriser, men griber sindene.