Fredede kroer og hoteller

Tema
0 anbefalinger

Tilbage i middelalderen (1000-1550 e. kr.) foregik langt de fleste landrejser over korte afstande. Derfor behøvede de rejsende ikke at overnatte på turen, og de kunne selv medbringe den nødvendige proviant. Hele systemet med opbygningen af det tætte købstadsnet landet over var baseret på korte afstande. Hovedreglen var, at den enkelte købstad blev tildelt et opland med en radius på to mil – 15 kilometer – sådan, at den enkelte bonde eller husmand havde maksimalt 30 (2x15) kilometer at tilbagelægge frem og tilbage fra byens torv. Her kunne gårdens produkter veksles til andre varer eller omsættes til penge. Bønderne satte måske pris på en skænkestue eller en ølbod i tilknytning til torvehandelen eller de store markeder, men de havde ikke brug for overnatningsmuligheder.

Sov trygt i Guds navn
I købstædernes havne kom fremmede skibe, der skulle ind- og udskibe varer. Det betød også sømand og fremmede købmænd i byen, som havde brug for en havneknejpe eller et sømandshjem på land efter en hård tørn på havet. Alligevel fandt man ikke egentlige gæstgiverier med overnatning i de middelalderlige købstæder. I stedet var det private borgere, der under myndighedernes opsyn, gav købmænd og sømænd logi.

Et konstant problem var at skelne omflakkende og måske uærlige personer fra anstændige gæster, der for gode ord og betaling kunne få logi og beværtning. Af samme grund krævede myndighederne i købstæderne, at man havde tilladelse til at huse en fremmed person. Omvendt var det også afgørende, at gæsten kunne regne med en anstændig modtagelse i logiet. Af samme grund spillede klostre og præstegårde en central rolle som ”gæstgiversteder”, hvor man trygt – i Guds navn – kunne søge ly.

Domstol på farten
Det private ”bed and breakfast” system fungerede på frivillighedens præmisser. I princippet var det op til den potentielle vært at afgøre, om han ville huse gæsterne og mod hvilken betaling. Med middelalderens beskedne rejsebehov var der hverken brug for eller økonomi til et mere udbygget gæstgiveri-system.

Rejsebehovet lå især hos handelsfolkene og rigets mest magtfulde mænd. Det var især kongen, der rejste meget i middelalderen. Det såkaldte ”rejsekongedømme” henviser til, at kongen skiftede opholdssted med jævne mellemrum. Det skete bl.a. for at få bragt kongens retterting, Danmarks øverste domstol, rundt i hele landet. I kongens følge var hoffet, administration og tjenestefolk, inventar og proviant nok til at fylde 100-200 bøndervogne. Som en kongelig skat var hvert herred derfor forpligtet til at yde kongen og hans følge – inklusive dyr – natligt logi en eller to nætter. Herredet var samtidig forpligtet til at stå for den nødvendige transport, inden det næste hold bønder med vogne og heste tog over ved herredsgrænsen. Imens kongens ret var uomtvistelig, var det mere uvist, hvad stormænd, der var ude i kongens ærinde, kunne forlange af gratis ydelser, og hvad rigets mægtige i øvrigt selv kunne kræve på deres rejser.

Få penge i krodrift
I senmiddelalderen var det almindeligt anerkendt, at fæstebønder havde pligt til at yde deres herskab ”gæsteri”, enten i naturalier eller i en afløsningsafgift i penge og havre. Men denne ret gjaldt naturligvis kun på herskabets egne fæstegårde. Senmiddelalderens forordninger var derfor fulde af forbud mod såkaldt ”voldgæsteri”. Det vil sige, at man selv ”tog sig til rette” og på den måde brød alle gæstebuddets regler. Et sådant voldgæsteri mod klostre eller menigmand blev forbudt i Erik Glippings håndfæstning af 1282 – kaldet Danmarks første grundlov. Året efter forsøgte regeringen at dæmme op for problemet ved at kræve, at der blev oprettet et tilstrækkeligt antal kroer landet over. Imidlertid var der stadig kun få penge at tjene på krodrift og dermed få kroer. Det betød, at voldgæsteriet fortsatte. Det kan ses i lovgivningen i fx 1341, 1354, 1360, 1391, 1442 og 1454, hvor der udstedes regelmæssige forbud mod uskikken. Herefter forsvinder problemet ud af lovene. Det skyldes formentlig, at behovet for at rejse langt var blevet så tilpas stort, at et egentligt gæstgiveri-væsen var dannet.

Faste priser på kroen
Kongemagten havde interesse, at gæstgiver-væsenet blev opbygget, og den hjalp til efter bedste evne. I 1396 påbød Dronning Margrethe kronens lensmænd at lade bygge en kro for hver fire mil. Kroerne skulle have faste priser svarende til priserne i den nærmeste købstad. I 1521 lovgav den reformivrige Christian den Anden om oprettelsen af et dækkende net af landevejskroer, ”herberger”, med blot to-tre mils afstand. Hvor mange af disse herberger, der rent faktisk blev lavet, vides ikke. Men det er et faktum, at de ældste kroer i landet kan føre deres historie tilbage til årtierne omkring år 1500.

Værtshuset fødes
I løbet af 1600-tallet organiserede man i Danmark et rimeligt pålideligt post- og diligencevæsen.  Det betød, sammen med relativt stabile færgeafgange, at der blev skabt en række gængse rejseruter, som gjorde det muligt at få en rimelig fast omsætning på hvile- og ventesteder på ruten. Behovet var dog stadig så spinkelt, at det var nødvendigt at monopolisere udbuddet gennem privilegiesystemet. Derfor blev der givet særlige tilladelser til krohold ved færgestederne, ligesom der blev indrettet særlige postkroer kaldet ”Postgårde” i købstæderne langs postruten. Og i 1695 var det slut med den private indkvarteringsret. Nu skulle der være ”offentlige værtshuse”, der fik eneret på at give logi til rejsende og ret til at fremstille og sælge øl, brændevin og brød. Igennem de følgende seks årtier udstedtes der over 200 gæstgiveri-bevillinger. Danmark havde endelig opnået det eftertragtede landsdækkende gæstgiveri-system af privilegerede kroer.

Kampen mod smugkroer
Nu begyndte en anden kamp for regeringen imidlertid: kampen mod smugkroer og lokale udskænkningssteder i landsbyerne, ved tingstederne, hos Jakob Skomager eller ved møllen. Disse steder fungerede nemlig i stor stil som steder, hvor den lokale befolkning kunne gå hen og få slukket deres tørst og sorg. Drikkestederne var ikke alene skyld i, at arbejdstid og penge gik til spilde. De var også moralsk anstødelige. I 1820 priser den lokale præst det fortræffelige i Langeskov Kros beliggenhed ved hovedvejen over Fyn. Den kgl. Privilegerede kro lå nemlig i ensom majestæt langt fra landsbyerne, og var dermed ikke ”saa ødelæggende for Bondestanden, som de ofte ere”. Siden voksede stationsbyen Langeskov imidlertid op omkring kroen.

Biler drøner forbi kroen
Væksten i bondelandets økonomi og transportbehov i 1800-tallet betød en endelig kulmination for landevejskro-systemet. Da jernbaneskinner blev rullet ud over landet i sidste halvdel af århundredet, opstod ganske naturligt et nyt lag af ”jernbanehoteller” ved stationerne.

I kraft af bilismens overtag igennem de seneste 50 år, har den individuelle rejse med stadigt højere gennemsnitsfart drastisk indskrænket behovet for overnatning på rejsen. Selv om det også har givet anledning til særskilte bilist-hoteller, de såkaldte moteller. ”Gæstgiverisystemet” er under hastig afvikling. Men mange af de historiske kroer overlever som lokale samlingssteder eller som eftertragtede gourmetsteder, mange gerne vil rejse langt efter.

Til gengæld har den hastigt ekspanderende fritids- og wellnesskultur resulteret i nye lag af overnatnings- og forkælelsessteder, såsom badehoteller, kursteder og ferielande. Ligesom kommunikations- og uddannelsesbehovene har givet behov for store kursus- og konferencecentre.

Gæstgiveriet tilpasser sig løbende den hastigt ændrede infrastruktur og samfundets behov, som det altid har gjort. Privilegiesystemet på kro-området blev udfaset med næringsloven i 1857 og blev endeligt afviklet i 1912. Mange danske kroer kalder sig dog stadig kongeligt privilegerede kroer.