Grevens fejde

Tema

Borgerkrig for Gud, klasse og fædreland

0 anbefalinger

Den lange kamp om magten i Sverige (1448-1523) havde været dyr for det danske samfund. Da åbenlys vold som blodbadet i Stockholm 1520 heller ikke bragte resultater, blev Christian den Anden i 1523 tvunget i landflygtighed af en alliance bestående af adelen og hertug Frederik den Første.

Uroen breder sig

Hertug Frederik blev dansk konge og kvitterede med at give adelen hals- og håndsret over bønderne. Borgerne, som havde vejret morgenluft under Christian den Anden, så pludselig Christians byvenlige lovgivning blive ophævet. Samtidig bredte reformationsrøret sig i byerne med billedstorme i kirkerne og ulovlig indtrængen i klostre.

Greven

I 1529 vandt protestanterne magten i Lübeck og indsatte Jürgen Wullenwever som ny borgmester. Han ville imødegå hanseaternes vigende handel og magt i Norden. Og da Frederik den Første i 1532 uhørt brød løftet om frit lejde for Christian den Anden og fængslede ham på Sønderborg Slot, fik Wullenwever vind i sejlene. Efter Frederik den Førstes uventede død i 1533 indledte Wullenwever drøftelser med den lutheranske condottière (leder af lejesoldater), grev Christoffer af Oldenburg. Det er greven, som har givet fejden navn.

Skipper Clements erobrer Jylland
I maj 1534 slog Lübeck til. Tropper blev sendt ind i Holsten, mens grev Christoffer selv gik i land ved Hvidovre. Utilfredsheden på Sjælland og i Skåne var så stor, at greven havde begge landsdele under kontrol, inden sommeren var omme. Rundt i landet spredte oprør sig. Mest omfattende var Skipper Clements, der havde base i Aalborg. Han havde mødt greven i Malmø og skulle åbne en tredje front. Vendsyssel og store områder så langt som til Varde i sydvest faldt i Clements hænder. I oktober 1534 besejrede han en adelshær ved Svenstrup.

København overgiver sig
Borgere og bønder støttede lübeckernes slagord for Christian den Andens tilbagekomst. Det pressede rigsrådet til at finde en fælles tronkandidat. På grædende knæ pegede århusbispen Ove Bille på den erklærede lutheraner hertug Christian som dansk konge på mødet i Ry juli 1534. Hertugens hærfører var Johan Rantzau. Han tvang først lübeckerne ud af Holsten og forhandlede en separat fred i stand mellem dem og hertugdømmerne. Dernæst kunne han i december 1534 indtage Aalborg. Det afgørende slag stod i forsommeren 1535, da Rantzau besejrede de fynske bønder ved Øksnebjerg. Grev Christoffers tilhængere var allerede før slaget kommet i indbyrdes strid, og snart holdt kun Malmø og København stand. I august 1536, efter 11 måneders belejring, overgav København sig som sidste bastion.

Lübeck ud af Norden
Hertug Christian blev kronet som Christian den Tredje. Han placerede ansvaret for fejden på bisperne, fængslede dem og indførte reformationen i Danmark. Danmark var blevet protestantisk uanset, hvem der var blevet konge, men med Christian den Tredje blev det i højere grad en reformation bestemt fra oven. Fejdens borgerkrigsagtige forløb var som et åbent sår, der skulle heles. Det skete på adelens præmisser. Lübeckernes dominans i Norden var for altid tabt.

Illustrationer:
Grev Christoffer, træsnit (Pol-Gyl Dk Historie bd. 7, s 179)
Johan Rantzau, maleri (Pol-Gyl Dk Historie bd. 7, s 187)
Københavns Belejring, 1536 træsnit, (Pol-Gyl Dk Historie bd. 7, s 195)