Handel og håndværk

Tema

Fra markeder til storcentre

0 anbefalinger

Langs kysterne skød små markeder op på faste pladser i sidste halvdel af jernalderen. Pladserne lukkede ned uden for sæsonen, når de tilrejsende markedsfolk rejste væk igen. Håndværksprodukter var ofte den vigtigste handelsvare. Guld og sølv indgik i spænder og kunne smedes på stedet efter folks ønsker. Lokalbefolkningen kunne få gammelt glas slebet til perler. Kammageren fremstillede knivskafter, kamme, spillebrikker og andre småting af ben og tak.
 

Kongens kontrol over handelen
De fleste af jernalderens markedspladser forsvandt igen. Mere robuste var de større internationale markeder og samlingssteder, der opstod i Ribe i 700-tallet og kort tid efter i Hedeby og Slesvig. Kontrol over handelen blev et vigtigt redskab for kongemagtens kontrol over riget. I 808 hedder det om den danske konge: ”Godfred ødelagde før sit tilbagetog, den handelsplads ved kysten, der på dansk hedder Reric [i nærheden af Wismar] og som gennem afgivelse af skatter gav hans rige store fordele. Han bragte handelsfolkene med sin hær på skibe til den havn, der hedder Slesvig”.

Købstæder får privilegier
Kongens interesse for handel hang sammen med dannelsen af købstæder. De fleste byer havde kongen som byherre, og dermed var det ham, de skulle betale skat til. De første byer fik købstadsprivilegier eller stadsret i 1200-tallet. Dermed blev de anerkendt som bysamfund med særlige rettigheder og pligter. Det gjaldt for eksempel Slesvig, Tønder, København og Ribe. Købstadsprivilegiet gav forskrifter for de aktiviteter, kongemagten ønskede at holde inde i byerne. Det drejede sig først og fremmest om handel og håndværk.

Hård straf for uro under torvefred
I middelalderens voldelige samfund krævede handel tillid, beskyttelse og fred. Det kunne kun kongen garantere. Byerne tilbød den nødvendige såkaldte torvefred eller byfred. Til gengæld skulle de handlende underordne sig kongens og byens bestemmelser. Der måtte kun handles på torvet og kun på torvedagene. Torvet var ikke nødvendigvis en bestemt markedsplads, men det område af byen forbeholdt handel. I Roskilde stod der i byens stadsret fra 1268, at torvet løb fra Helligåndshuset til Sankt Mikkels Kirkegård. I Københavns stadsret fra 1294 lød det, at de almindelige torvedage var onsdag og lørdag. ”Den, der krænker freden disse dage, skal bøde til den skadelidte, biskoppen og byen hver 40 mark. Freden varer fra solopgang til aftenklokkens slag”. 40 mark svarede til straffen for manddrab.

Torvedag med særlige regler
De nye købstæder var udtryk for, at samfundet nu var afhængigt af at udveksle varer. De danske byer kunne ikke klare sig uden de udenlandske handelsnetværk. På store sildemarkeder i Skåne mødtes tusinder af handlende fra slutningen af 1100-tallet til ind i 1500-tallet. Selv bønder fra store dele af Danmark mødte op og købte og solgte. Købmænd fra Det Hanseatiske Forbund blev anset som både konkurrenter og partnere. Danskerne ønskede klare rammer for hanseaternes virke. I 1422 bestemte kongen, at handel kun måtte finde sted i ”vore købstæder og på vore markeder og torve, som det altid har været. Og købstadsmænd i alle købstæder skal stikke et tegn ud, når det er torvedag, og så længe det tegn står, må ingen købe eller sælge undtagen bofaste bymænd og borgere. Dette tegn skal indtages og ej længere stå end til den tid på dagen, hvor klokken slår ti, derefter kan enhver gæst købe og sælge, hvem der vil”. Gæsterne var de tyske købmænd. Med tiden blev de drevet ud. Bønderne blev også tvunget til at sælge deres varer i købstaden. Det var især svært at kontrollere i yderkanterne af riget.

Truslen fra det frie marked
Handelen i købstæderne gled med tiden mere over i hænderne på købmændene. Fra omkring 1500 til 1880 var købmandsgårdene datidens handelskoncerner. Fra de største handelshuse i København til den mindste provinskøbstad samlede købmændene handel med bøndernes varer, pengeudlån, ølbrygning og brænding af brændevin. Byerne blev drevet ud i en tæt konkurrence, hvor de nøje vogtede på deres egne rettigheder. Fremmede købmænd, omrejsende bissekræmmere og lidt for gesjæftige bønder blev nøje overvåget og forfulgt.

Håndværkere støtter hinanden
Håndværkerne var den største erhvervsgruppe i købstæderne fra middelalderen til industrialiseringen. Gennem tiden blev de blev mere og mere specialiserede: farvere, smede, tømrere, snedkerere, murere, skomagere, bødkere, rebslagere, hattemagere og skræddere. Frygten for det frie marked var større hos håndværkerne end hos nogen andre. De sluttede sig sammen i lav, som dannede en organisation med oldermænd og mestre. Lavene havde egne regler og æresbegreber. De regulerede antallet af mestre, svende og lærlinge i byen, satte maksimalpriser og holdt konkurrencen nede ved at fordele arbejdet mellem sig.

Monopol på handel og håndværk brudt
Den stærke styring af handel og håndværk blev i 1800-tallet udsat for kritik ud fra den spirende liberalismes ideer. I 1857 blev købstædernes monopoler på handel og håndværk ophævet. Lavene forsvandt også. Det frie marked var med til at sætte yderligere skub i landets økonomiske vækst. Sociale konsekvenser var der dog. De fattigste håndværkere blev til daglejere eller fabriksarbejdere. Andre fandt en niche som reparationsværksteder eller åbnede specialbutikker.

Fra købmandgårde til storcentre
Købmandsgårdene forsvandt også. Først i de store byer omkring 1880, i de mindste byer kunne de sidste klare sig 50 år længere. Købmandsgårdenes pengeudlån udviklede sig til banker. Ølbrygning overgik til bryggerier. Salg af tømmer blev til tømmerhandler. Engroshandel gled over til en specialiseret gruppe af finansfolk og grossister, der blev den nye tids velhavere og stod bag store internationale koncerner som Østasiatisk Kompagni og senere Mærsk. Købmandsgårdene blev endegyldigt erstattet af specialbutikker med det velkendte udseende med store udsalgsvinduer. Dagligvarehandelen blev til små forretninger som grønthandlere og ismejerier, inden supermarkederne tog over fra 1960’erne. I dag er den gamle købmandsgård nærmest vendt tilbage i skikkelse af store butikscentre, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord.

Forslag til yderligere info:

By og opland. Database og kort over de økonomiske købstadsprivilegier og handelsbestemmelser fra de ældst kendte til ca. 1900 (http://www.byhistorie.dk/privilegier/)