Herremand og landsbyherre

Tema

Godset sad på magten

1 anbefalinger

Omkring år 1200 var Danmarks konge i færd med at opbygge en moderne rytterhær, en ridderhær, efter vesteuropæisk forbillede. En kamptrænet hest, våben og rustning var kostbare investeringer, og kongen tilbød derfor skattefrihed som løn til de mænd, herre-mænd, der ville tjene deres herre i fuld udrustning på egen bekostning. Jo mere jord desto større fordel af skattefriheden, så det var forudsigeligt, at jordrigdom og herremands-tjeneste kom til at følges af. Mange herremænd understregede det militære formål ved at befæste deres egen gård, hovedgården eller herregården, som den senere hed. Rundt om i landet findes mange voldsteder fra disse befæstede anlæg, oftest fra 1200-1300-tallet, der var plaget af mange borgerkrige og indbyrdes fejder mellem herremændene.

Endnu i 1500-tallets første halvdel opførtes befæstede herregårde, hvoraf en række fortsat er bevarede. Men i 1560-erne var riddertiden ovre som følge af den fortsatte forbedring af skydevåben. Mod krudt og kugler var tunge rustninger og tykke borgmure nyttesløse. Herremanden skiftede navn til adelsmanden, og krigeren afløstes af godsejeren og embedsmanden.

Midt i 1600-tallet ejede adelen halvdelen af landets gårde og jorder, medens kongen ejede den anden halvdel, som blev inddraget fra kirken ved reformationen. I løbet af de følgende hundrede år solgte kronen stort set alt gods – vel den største privatisering i landet nogensinde. Stort set alle bøndergårde og –huse i landet tilhørte herefter landets 700-800 private herregårde.

Oprindeligt lå mange herregårde i en landsby, og ofte placeret tæt op af kirken, men i 1400 og 1500-tallet blev langt de fleste flyttet ud af landsbyen, og opbygget på ny i nærheden en sø, et vandløb, et engdrag eller en større skov. Der var mangel på skov (træ) og eng (foderhø) i landet, og herregårdene tilegnede sig derfor disse ressourcer. Jagt, natur og smukke omgivelser var også eftertragtede goder for de privilegerede – dengang som nu.

Typisk ejede herremanden også de nærliggende landsbyer, og kunne derfor gribe regulerende ind i landsbyens forhold. F.eks. skete det ofte, at samtlige gårde i en landsby blev gjort nøjagtig lige store. Så skulle de betale nøjagtig det samme i forpagtningafgift (landgilde) og yde det samme antal pligtdage i hoveri-arbejde til herregården. Det kunne også ske, at godsejeren besluttede sig for at opføre et antal husmandsteder for at få flere husmænd til hoveri-arbejdet, og det var ligeledes almindeligt i 1600-1700-tallet, at godsejeren opførte en skole i landsbyen eller et såkaldt hospital – et alderdomshjem for veltjente beboere på godset. Som oftest ejede herregården også kirken, der ofte forsynedes med særlige herskabsstole eller et gravkapel for godsejerfamilien.

Herregården med dens fæstegods udgjorde datidens kommune med en meget effektiv lokaladministration – ikke mindst fordi borgmesteren, dvs. godsejeren, også ejede kommunen. Nogle godsejere skred endog til udstedelse af bygningsreglementer om størrelse, form og farveholdning på bøndergårde og –huse på deres fæstegods.

Den typiske landsbygård i 1600-1700-tallet var således en fæstegård, der blev ejet af en godsejer. Såfremt fæstebonden ellers betalte sine forpagtningsafgifter og holdt gården ved lige kunne fæstebonden påregne at beholde fæstegården i sin livstid, og ofte gik forpagtningen i arv til en søn eller svigersøn. Men fæstebonden var ikke blot forpagter i nutidig forstand, han stod også i et tjenesteforhold til sin godsherre, og skulle være herskabet ”hørig og lydig” som det hed. Det omfattede også pligten til at arbejde gratis for herskabet, når man blev tilsagt til hovarbejde, fortrinsvis på herregårdens store marker. Hoveriet blev i løbet af 1700-tallet en stadig stigende byrde, og regeringen forsøgte i 1771 at begrænse kravene til 144 arbejdsdage om året for en gennemsnitsgård. Ofte var det gårdenes tjenestefolk, der udførte arbejdet, men det betød jo, at bonden måtte undvære karl, heste, plov, vogn etc. netop i de travle perioder, hvor gården selv havde behov for arbejdskraften.

Herremandens arvtagere, godsejerne, var således i høj grad også herrer over landsbyerne. Men trods alt var der store dele af landet, f.eks. Vestjylland, Nordsjælland, Bornholm og de mindre øer, hvor herregårdene var få og små, og hvor hoveriet ikke spillede nogen større rolle.

I dagliglivet var landsbyerne også i høj grad selvstyrende. Landets omtrent 5000 landsbyer var hver især organiseret i et dyrkningsfællesskab, hvor hver gårds jord i princippet var bestemt som en vis andel af landsbyens samlede ressourcer. For at sikre en retfærdig fordeling af god og dårlig jord havde hver gård typisk sine agre fordelt på 40 til 100 steder i bymarken, og hele dyrkningsrytmen måtte således tilrettelægges i fællesskab. Landsbyens gårdbrugere samledes på bystævnet og bestemte, hvornår hegningsarbejdet om byens store marker, vangene, skulle foretages, hvornår høet skulle høstes på engene, og hvor mange kreaturer, der kunne gå på fælleden. Som grundlag for beslutningerne havde hver landsby sin egen bylov med bestemmelser om dyrkningsfællesskabet, men også om sociale forhold og gensidig hjælp i nødsituationer, og ofte også om opretholdelse af ro og orden i landsbyen. Bystævnet kunne idømme bøder eller udpante folk for forseelser mod landsbyens orden. På denne vis var byens gårde samlet i et bylav under ledelse af oldermanden – et tillidshverv der gik på skift mellem landsbyens gårde.

Landbrugsøkonomien var meget forskellig sammensat fra egn til egn. I de vestjyske hedeegne var kun opdyrket meget lidt agerjord, der fortrinsvis blev tilsået med rug og boghvede. Til gengæld var der store lyngklædte udmarker, der bl.a. kunne anvendes til fårehold. I de gode agerbrugsegne på Sjælland, Fyn og i Østjylland var halvdelen af arealet opdyrket i 1600-tallet. Typisk var landsbymarkerne her inddelt i tre store vange, der tilsåedes i en tre-årig rotation, såkaldt trevangsbrug. Vårsæd (byg, havre), efterfulgtes det næste år af vintersæd (rug, boghvede) for det tredje år at udnyttes til græsning. Kornproduktionen var hovedsagen, og som regel var der mangel på skov i disse områder. De kuperede egne var i forhold hertil præget af megen skov og permanente græsmarker, såkaldt overdrev. I skovegnene blev der lagt større vægt på husdyrhold og produktion af smør, ost og kødkvæg, ligesom frugtavl spiller en vis rolle. Langs kysterne blev landbruget suppleret af fiskeri, ligesom tang (ålegræs) kunne anvendes til gødning og gærde-bygning. I 1700-tallet hørte de små øer i Bælthavet til de tættest befolkede og stærkest opdyrkede steder i landet.

Litt.: Erland Porsmose: Danske Landsbyer. Gyldendal 2008
Karl Erik Frandsen: Vang og Tægt. Bygd 1983