Huse for de syge

Tema

Fra åreladning til superhospitaler

1 anbefalinger

Arkæologiske undersøgelser af skeletter fra oldtiden er med til at kaste lys over, hvad vores fjerne forfædre fejlede. Slidgigt og tuberkulose var almindelige lidelser, mens syfilis og spedalskhed først ses på fund fra middelalderen. Forskningen dokumenterer også, at der har været sårkyndige personer i oldtiden. I udgravninger er der fundet instrumenter til åreladning samt kirurgiske redskaber, som har været velegnede til at behandle mindre ulykker med: skalpeller, pincetter, nåle og udstyr til sårlukning. Også trepanation, det vil sige et operativt indgreb på kraniet, er blevet udført.

Populære åreladninger

Det første skriftlige vidnesbyrd herhjemme om behandlingsmetoder som åreladning kendes fra en bog skrevet af Roskilde-kanniken Henrik Harpestreng (død 1244). Åreladningen blev meget populær, og ideen om dens virkning holdt sig helt til slutningen af 1800-tallet. Fra H.C. Andersens dagbøger ved vi, at han blev åreladt adskillige gange gennem livet.

Udstødte for altid
Fortidens mennesker var temmelig ilde stedt, når de blev syge. Hvis en person på grund af sygdom ikke længere kunne bidrage til sit eget og familiens underhold, og ingen nære havde til at passe sig, var det svært. For der fandtes ikke sygehuse eller hospitaler i moderne betydning. Hospitaler var, hvor de fandtes, opbevaringssteder for syge, gamle og fattige mennesker. De var ikke behandlingsinstitutioner. Enkelte grupper, som de spedalske, blev anset som en trussel for samfundet. Som udstødte blev de isoleret på livstid fra familien og fællesskabet på Sct. Jørgensgårdene uden for byerne.
 

Borgernes sundhed

Klostrene og kristne stiftelser, som i middelalderen havde ydet en vis beskyttelse og pleje af syge og fattige, blev nedlagt efter reformationen i 1536. Mens den medicinske viden ikke rakte til at behandle og bekæmpe smitsomme sygdomme og epidemier, begyndte centraladministrationen under enevælden at opruste sundhedspolitisk. Borgernes sundhed var grundlaget for landets militære styrke og økonomiske velstand. Frederiks Hospital i København åbnede i 1757 med tilbud om ”fri kur og pleje”, og en medicinsk embedseksamen blev indført i 1788.
 

En ny videnskab og en uddannelse i sygepleje

Lægekunsten udviklede sig til en videnskab. I løbet af 1800-tallet revolutionerede nye indsigter diagnosticering og behandling af sygdomme. Helbredelsens huse, sygehusene, begyndte for alvor at skyde op overalt i landet. Fra 1876 begyndte de første unge kvinder at blive uddannet i  sygepleje med en omlægning af plejen på Købehavns Kommunehospital. Faget var da i høj grad en hjælpedisciplin til medicinen, og sygeplejerskernes  daglige gerning var nær patienterne på sygestuerne.

Hjælp til sindssyge og åndssvage

De legemligt syge fik behandlingstilbud, men det gjaldt også de syge i sindet. Lægerne betragtede nu sindssyge som mennesker med en fejlfunktion i hjernen, ikke som besatte af onde ånder. De skulle hjælpes og behandles. Det samme gjaldt de ”fattige i ånden”. Samfundet skulle ikke længere negligere og indespærre de åndssvage. I stedet skulle de i behandling på specielt indrettede institutioner og om muligt helbredes. Især når det gjaldt byggeriet af sindssyge - og åndssvageanstalter var beliggenheden af stor betydning. Lægerne anbefalede en placering i naturskønne omgivelser, for naturens skønhed var en del af helbredelsesprocessen.
 

Folkesygdommen tuberkulose

Et særligt behandlingstilbud var sanatorierne, som blev placeret tæt på skov, strand og vand. Den friske luft skulle i kombination med god pleje og behandling hjælpe patienter med lungetuberkulose. Mange mennesker var henvist til at bo på lidt plads i små mørke og fugtige boliger. De fattige og usle livsvilkår skabte gode vækstbetingelser for tuberkulosen.
 

Superhospitalerne kommer

Hånd i hånd med den generelle udvikling i velfærden og den medicinske formåen forsvandt de store epidemier og folkesygdommene. Levealderen steg igennem det 20. århundrede,  og spædbørnsdødeligheden faldt drastisk. Velfærdsstaten med et socialt sikkerhedsnet i form af sygekasser og offentlig sygesikring skabte adgang til sundhedsydelser for alle, uanset social status og økonomisk formåen.

Livsstil snarere end livsvilkår har betydning for det moderne samfunds sygdomme. Og nyere medicinske og teknologiske tilbud til patienterne betyder andre former for hospitalisering. Ideen om sengelejets betydning for helbredelsesprocessen er i høj grad forladt til fordel for nutidens muligheder for effektiv medicinering og succesfulde kirurgiske indgreb. Disse faktorer har reduceret behandlingstiden betydeligt i forhold til tidligere, hvor man i højere grad måtte forlade sig på kroppens egne regenerative kræfter ved hvile, pleje og behandling. Mange mindre sygehuses tid er forbi. De nedlægges til fordel for store, højt specialiserede hospitaler. Strukturreformen i 2007 har bidraget til at forstærke denne udvikling.