Immigration og indvandring

Tema

De fremmede

1 anbefalinger

Som i de fleste andre lande har danske konger og bureaukrater fra de tidligste tider haft et praktisk forhold til indvandrere og flygtninge. Hvis de kunne være til nytte og hjælpe os med at handle, producere, bygge eller administrere, var de velkomne. Selv om der findes tidligere eksempler, får Danmark først i det 20. århundrede en tradition for at tage imod politisk forfulgte flygtninge.
I 1520erne hentede Christian den Anden 184 hollandske familier, kendt for deres dyrkning af grøntsager, til Amager. I 1720 inviterede Frederik den Fjerde en gruppe huguenotter til at bosætte sig i Danmark. De reformerte huguenotter havde i 1685 mistet deres trosfrihed i det katolske Frankrig og måtte derfor slå sig ned rundt om i Europa, hvor de vandt et ry for at dyrke tobak. I 1759 averterede Frederik den Femte efter tyskere – i dag kendt som kartoffeltyskere, fordi de dyrkede den herhjemme i 1700-tallet relativt ukendte kartoffel i den jyske hedes sandede jord. I 1772 fulgte herrnhuterne, også kaldet Brødremenigheden, som var flittige håndværkere og handlende. Kongen håndplukkede også udlændinge til stillinger som ledende embedsmænd og belønnede tilflytterne med fordele som retten til at udøve deres egen religion, egen administration, fritagelse for skat og andre økonomiske fordele.

Svenskere og roepolakker
Mellem 1860 og 1910 immigrerede mere end 81.000 svenskere til Danmark. De fandt arbejde på de store jernbaneanlæg og arbejdede på Københavns befæstning eller som tjenestepiger, i landbruget og på teglværker, særligt i det østlige Danmark. Mange var sæsonarbejdere, der påtog sig arbejde, det ikke var muligt at få udført med dansk arbejdskraft. Fra 1870erne begyndte man at dyrke sukkerroer, især på Lolland-Falster. Arbejdet med at så, luge og høste var hårdt, manuelt arbejde. Fra 1893-1929 foregik en systematisk hvervning af især unge, kvindelige sæsonarbejdere i det nuværende Polen, Rusland, Ukraine og Ungarn. I 1911 udgjorde de såkaldte roepolakker således 28 procent af arbejdsstyrken på Lolland-Falster. De polske roearbejdere blev indkvarteret i såkaldte polakkaserner, hvor de boede mange sammen under trange forhold.

Fremmedloven
I 1908 vedtog Danmark en lov, der skulle sikre sæsonarbejderne sygeforsikring og acceptable boligvilkår, kendt som Polakloven. Indtil det 18. århundrede var immigranter afhængige af de privilegier, kongen tildelte. Det ændrede sig gennem 1800-tallet, da staten begyndte at indrette et socialsystem. Da blev det vigtigt at definere den enkeltes tilhørsforhold til landet og dermed retten til at få eller ikke få del i hjælp og goder. I den første egentlige lov om indvandring i Danmark, Fremmedloven fra 1875, er det bestemt, at alle udlændinge, der ville arbejde i Danmark skulle registreres hos politiet, og de skulle kunne dokumentere, at de kunne forsørge sig selv i mindst 8 dage.

Fremmedarbejdere og familiesammenføring
En økonomisk højkonjunktur i 1960erne førte til en bølge af immigranter fra især Tyrkiet, der kom til at gå under betegnelsen gæstearbejdere eller fremmedarbejdere. Men som følge af oliekrise og stigende arbejdsløshed indførte Danmark ligesom en række andre vesteuropæiske lande, indvandrerstop i 1970erne. Selv om medlemskab og udvidelse af EU har betydet arbejdskraft fra Østeuropa, har immigrationen til Danmark primært bestået af flygtninge- og familiesammenførte. Lovgivningen er strammet flere gange – blandt andet med den såkaldte 24 års-regel fra 2002, hvorefter der kun gives opholdstilladelse til ægtefæller over 24 år.

På kongens nåde
Hjælpen til flygtninge var indtil midten af det 1800-tallet ikke humanitær i udgangspunktet. Fremmede kunne leve i Danmark, hvis de forsørgede sig selv og ikke undergravede kongen eller den lutherske tro, men privilegier og ophold afhang helt af kongens velvilje og deres nytte for ham. I slutningen af 1600-tallet fik skånske flygtninge lov til at bosætte sig som tak for deres støtte til den danske konge i de skånske krige. Fra midten af 1800-tallet blev der imidlertid i stigende grad interesse for at hjælpe politisk forfulgte og fordrevne fra krig og nød. Omkring år 1900 immigrerede 10.000 ortodokse jøder fra Rusland til Danmark. De flygtede fra forfølgelse i zarens Rusland. Hovedparten flyttede videre til USA, men blev under deres ophold i Danmark hjulpet af det mosaiske trossamfund og af den danske stat.

De nye menneskerettigheder

Efter både 1. og især 2. verdenskrig steg opmærksomheden omkring at hjælpe flygtninge både i Danmark og internationalt. I 1948 vedtog FN menneskerettighederne – herunder retten til at opnå asyl i tilfælde af forfølgelse. Den økonomiske krise i 1920’erne og 30’erne og de europæiske spændinger i perioden gjorde, at mange flygtninge blev afvist ved grænsen.
Ved afslutningen af 2. verdenskrig opholdt 245.000 tyske flygtninge sig i Danmark. De blev indkvarteret i lejre med meget begrænset kontakt til det omkringliggende samfund. Den sidste flygtning rejste i februar 1949.

Fra verdens brændpunkter
Efter 1945 afspejler flygtningestrømmene til Danmark verdens skiftende brændpunkter. Således sendte opstanden i Ungarn i 1956 et antal flygtninge til Danmark. Siden 1970 er flygtninge kommet til Danmark i større og mindre grupper blandt andet fra Vietnam, Chile, Iran, Irak, Sri Lanka, Palæstina, Jugoslavien, Afghanistan og Somalia.
Flygtningespørgsmålet har i flere omgange haft afgørende betydning for dannelsen af danske regeringer.

Stor politisk betydning
I januar 1993 gik den konservative Schlüter-regering af på grund af justitsminister Erik Ninn-Hansens syltning af en række tamilske flygtninges sager. I 2001 fik Danmark en borgerlig regering bestående af Venstre og Konservative med støtte fra Dansk Folkeparti, hvis mærkesag var begrænsning af indvandringen. Partiet kaldte det selv ”et systemskifte”.

Da tegnere på Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005 karrikerede profeten Muhammed, voksede vreden i dele af den muslimske verden til optøjer og ambassade-afbrændinger. Ikke bare friheden til at ytre sig blev sat til debat,men også danskernes forhold til fremmede blev et tema.


Indvandrerne og deres efterkommere udgør i dag cirka 10 procent af den danske befolkning.