Infrastruktur - veje og jernbaner

Tema

Fra hulvej til motorvej

0 anbefalinger

I 1867 overdrog indenrigsminister Jacob Estrup hovedlandevejene og vejvæsenet til amterne. Staten havde brugt næsten 100 år på at anlægge 1365 kilometer hovedlandeveje, men nu skulle der satses på jernbanerne. Ministeren fik tilnavnet ”jernbaneministeren” og en række rigsdagsmedlemmer var enige om, at al fjerntrafik snart ville køre med tog.

Jernbanefeber
Jernbanenettet med stationer, værksteder, signalposter og alt det tekniske udstyr, blev gennemført med rekordfart fra 1860’erne til 1870’erne. Den første jernbanefærge over Lillebælt blev indsat i 1871.

Med et nyt landevejsnet og jernbanenet blev Danmark i 1800-tallet et meget mindre land målt i rejsetid. Hvor en tur med postvogn fra Nordjylland til København før kunne vare tre døgn, tog den nu et døgn med jernbane. Lokalt gik der en jernbanefeber over landet i tiden fra 1890’erne, hvor der blev bygget en række privatbaner. Jernbanens tid varede dog kun få årtier. Selv om man i DSB i 1930’erne indførte lyntog og byggede hurtige S-togslinjer i Københavnsområdet, kom jernbanerne snart under pres fra bilismen.

Massebilisme
Det Trafikøkonomiske Udvalg blev nedsat i 1955 for at lave en plan for danske transportinvesteringer. Udvalget anbefalede i 1961, at langt mere end halvdelen af investeringerne skulle bruges på at udbygge vejnettet de næste tyve år. DSB’s generaldirektør beklagede sig før offentliggørelsen højlydt over, at vejsektoren blev forgyldt og de andre trafikformer glemt.

Fra 1867 til midt i 1950’erne havde jernbanerne sat dagsordenen i dansk trafikpolitik. Nu var massebilismens tid kommet. Bilsalget blev tredoblet i 1950’erne og igen i 1960’erne.

Vejplanlægningen blev baseret på prognoser for mere trafik. Over fire årtier blev der bygget 800 kilometer motorvej samt en ny Lillebæltsbro, Limfjordstunnelen, Farøbroerne, Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Motorvejsnettet, Det store H, skulle forbinde Danmark fra nord til syd og øst til vest. Motorvejene blev bygget mellem 1962 og 1994.

Oksekærreveje
Transportteknologien har gennem tiderne bestemt, hvordan vi vælger at komme frem.

I oldtiden blev stier og spor gjort til veje af de første oksekærrer med store skivehjul omkring 2500 f. Kr. På våde eller sumpede strækninger blev veje i stenalderen og bronzealderen sikret med risfletværk og planker. I jernalderen blev nogle ufarbare vejstrækninger brolagt. I middelalderen var der både behov for militære veje og for rejseveje. Den bedst kendte gamle hovedfærdselsåre er Hærvejen, der har fulgt forskellige spor gennem tiderne. Vejen var hovedrute for de indbringende jyske kvægdrifter til markeder i Holsten og Holland i 1500- og 1600-tallet.

Milepæle
En del gamle vejspor fra oldtid og middelalder kan ses som hulveje, som er slidt ned i landskabet. De er tydeligst på hedestrækninger og i skove, for eksempel ved Skjern. I vikingetiden havde man udviklet håndværk til at bygge den 700 meter lange bro over Ravning Enge ved Vejle. I middelalderen kunne man bygge stenbroer.

Først med Vejforordningen af 1793 kom vejlovgivning, vejbestyrelsesforhold og anlægsmetoder i faste rammer. Arbejdet på et moderne hovedvejsnet begyndte i 1763, hvor der blev hyret tre ingeniører fra det franske Corps des ponts et chausées, tidens mest avancerede vejorganisation. Ingeniør Jean Marmillod og hans folk lærte danskerne at lave veje med befæstelse af kampesten, skærver og grus, solide broer og milepæle.