Kampen om Østersøen

Tema

Fisk, penge og magt

0 anbefalinger

I 1000-tallet krydsede fiskere, købmænd og krigere frem og tilbage over Østersøen. Den vestlige Østersø dannede grænse mellem tyskere, danskere og de slaviske vender. Lolland, Falster og Møn hørte til det danske område. Femern, Rygen, Mecklenburg og Pommern var sammen med den østligste del af Holsten vendisk. Området vest for Kiel var tysk. Kongefamilierne hentede ægtefæller på tværs af Østersøen. 1100-tallets krønikeskrivere - Saxo fra den danske side og Helmold fra Bosau på den slaviske side - beretter skiftevis om fredelig sameksistens, skiftevis om splid og spektakel med gengældelsestogter og afbrænding af byer, fiskerflåder og markedspladser.

Skandinaviske købmænd dominerer

Regulære købstæder med stadfæstede love og regler afløste i 1100- og 1200-tallet sæsonmarkedspladserne nord og syd for Østersøen. I de slaviske områder flyttede handlen fra de slaviske borge i baglandet til regulære kystkøbstæder ved flodernes munding i Østersøen.

Omkring 1100 dominerede skandinaviske købmænd handlen med luksusvarer i Østersøen. Slesvig var transitplads for Østersøens handel mod vest. Gotland var transitplads for handlen mod øst gennem de russiske floder fra Novgorod til Konstantinobel og videre til Bagdad.

Lübeck som nøglehavn

Med den saxiske hertugs genetablering af Lübeck i slutningen af 1100-tallet fik de nedertyske købmænd deres egen udskibnings- og transithavn for Østersøhandlen. De nedertyske købmænd forsynede klædeproduktionsområderne i Flandern, Nordfrankrig og England med fisk fra Østersøen.

Valdemar Sejrs danske rige omfattede den sydlige Østersøkyst fra Holsten over Pommern til de kurlandske og estiske kyster. Lübeck var den vigtigste udskibningshavn for korstogsfarere og deres forsyninger. Middelalderens handelsfartøj koggen blev et vigtigt våben i kampen om Østersøhandlen. Koggen haltede manøvremæssigt langt bagefter de skandinaviske skibe, men den havde et mange gange større lastevolumen, og den kunne sejles med en meget mindre besætning. Østersøområdet leverede træ, beg, tjære, potaske, hamp, hør, kobber og jern, sild og stokfisk samt korn.

Valdemar Sejrs nederlag

I 1100-årene flyttedes missionsmarken længere østpå, efterhånden som de hedenske områder blev kristnet og det kirkelige administrationsapparat udbygget. Samtidig fortsatte den tyske østkolonisering af de tidligere slaviske områder syd for Østersøen. Konflikter i forbindelse med missionspolitikken mod Livland i 1220'erne førte i stigende grad til uoverensstemmelser mellem den danske konge Valdemar Sejr og Lübeck. Valdemar Sejr tabte sit Østersøherredømme i slaget ved Bornhöved 1227.

Hanseforbundets monopol

Danskernes nederlag i 1227 åbnede vejen for Lübecks rolle i Hanseforbundet. På sit højeste bestod forbundet af mere end 150 større og mindre købstæder fra Holland i vest til Estland i øst og fra Visby på Gotland i nord til Køln i syd. Hanseforbundet blev i løbet af 1300-tallet så magtfuldt, at det kunne opretholde handelsblokader mod kongeriger og fyrstedømmer og føre krige. Efter et tabt søslag i 1367 måtte Valdemar Atterdag i Stralsund-traktaten i 1370 sikre Hansaens handelsrettigheder i hele Østersøen. Dermed fik Hansaen praktisk talt monopol på handlen med fisk i Østersøen.