Klima- og landskabsændringer gennem 10000 år

Tema

Fra rå istid til velfriserede marker

0 anbefalinger

Danmarks mest markante landskabsgrænse går ned gennem det bakkede Midtjylland. Landskabsgrænsen er skabt af isens hovedopholdslinje under sidste istid for 120.000-12.000 år siden. Hele jordoverfladen i Østdanmark er modelleret af en række gletsjere, der slæbte forskellige jordblandinger ind over landskabet. Vestdanmark var ikke dækket af is under sidste istid. Derfor er Østdanmark groft sagt skabt til agerbrug, mens Vestdanmark mere er egnet til husdyrbrug.

I Danmark kommer grundfjeldet fra jordens oldtid kun til syne på Bornholm. Klippeøens landskab er derfor helt unikt i Danmark og minder på mange punkter om Sverige.

Da isen forsvandt fra Danmark cirka 14.000 år f. Kr., begyndte plantevæksten at brede sig ud over det nøgne tundralandskab, og rensdyr fulgte efter. De første jægerfolk fra denne tid kaldes Hamburgkulturen, og der er fundet spor efter dem blandt andet ved Sølbjerg på Lolland.

I det mildere klima bredte skov sig over det meste af landet. Flere store pattedyr indvandrede Danmark. Først bison og vildhest, dernæst urokse og elsdyr. Landet var langt større, da havspejlet lå næsten 100 meter lavere end i dag. Sjælland var landfast med Sverige, Østersøen var en egentlig sø, og Store Bælt og Lille Bælt var kun store floder. Perioden fra 9000 til 6400 f. Kr. kaldes Maglemosetid efter fund af jægerfolkets redskaber og bopladser ved Maglemose på Sjælland.

Havet stiger
I perioden 7000 til 3900 f. Kr. blev det stadig varmere, faktisk to-tre grader varmere end vi har i dag. Isen nord på halvkuglen smeltede bort, og havspejlet steg hurtigere, end landet hævede sig. Danmark blev forvandlet til et ørige, hvor havet skar sig dybt ind i landet og forvandlede mange af de nuværende ådale til fjorde. Kysten var et stort spisekammer af fisk, skaldyr, fugle og sæler. På landjorden blev skoven tættere. Den bestod primært af lind, eg, elm, ask og el. Kronhjort, rådyr og vildsvin havde siden 8000 f. Kr. indvandret Danmark sydfra. Ved Kongemose på Midtsjælland og Ertebølle i Himmerland er der fundet redskaber, bopladser og køkkenmøddinger, der har givet navn til de seneste af jægerstenalderens kulturer. Tiden kaldes også den atlantiske periode, og her nåede Stenalderhavet sit højeste niveau.

Landskabet åbner sig
Bondekulturen med svedjebrug og tamdyr kom til landet sydfra omkring 3950 f. Kr. Stenalderens bønder ryddede skoven, der langsomt blev forvandlet til kornmarker og lysninger med græs og urter. Landskabet åbnede sig mest i Vestjylland, hvor heden begyndte at vise sig. Østdanmark var endnu tyndt befolket og præget af tætte skove. Stenaldermenneskets kost ændrede sig markant, da agerbruget blev indført. Jagt, fiskeri og indsamling af skaldyr, frugt, bær, svampe og nødder var dog fortsat et kærkomment supplement til markens afgrøder.

Landskabet er fra bronzealderen
Gennem bronzealderen (1800 til 500 f. Kr.) steg befolkningstallet yderligere, og landskabet blev for alvor åbnet ved omfattende skovrydninger og udvidelse af ager, hede og græsarealer. Undersøgelser viser, at det landskab, vi kender i dag, faktisk har sine rødder i bronzealderen. Skovene blev kun stående i kuperet terræn, der var vanskeligt at opdyrke. Hederne opstod på de sandede og næringsfattige jorder, mens agerbrugs- og græsningsområder var knyttet til jævnt terræn med frugtbare og lerede jorder.

Møg på marken
I jernalder og vikingetid (500 f. Kr. til 1050 e. Kr.) bredte agerbrug sig yderligere på bekostning af husdyrbrug. Bøgen blev det dominerende skovtræ, og på markerne dyrkede bønderne nu også rug, hør og hamp. Udgravninger fortæller om indhegnede landsbyer med mange gårde og øget plads til stalde med husdyr. Husdyrenes møg spredtes som gødning på agermarkerne, og på denne måde blev en vigtig landbrugsmæssig kobling skabt mellem ager og eng.

Vandrende landsbyer
Hvis landsbyen blev plyndret, nedbrændt, forurenet eller ramt af sygdom, flyttede beboerne. Men ikke langt. Landskabet var kultiveret og samfundet organiseret i ”høvdingeterritorier”. Derfor flyttede landsbyen normalt kun nogle få hundrede meter, så man fortsat kunne udnytte de områder, der hørte til byen. Med kristendommens indførelse og de efterfølgende kirkebyggerier i 1000-tallet stoppede vandringen. Kirkelandsbyerne kan opfattes som moderlandsbyer, der blev anlagt i jernalder og vikingetid, og udgør endnu i dag fundamentet i vore dages bebyggelser.

Hjulplovens revolution
I den sene vikingetid og tidlige middelalder fra cirka 900 til 1300 e. Kr. blev det atter lidt varmere. Hundredvis af små landsbyer blev anlagt ved opdyrkning af udmarker og rydning af skove. Agerbruget blev revolutioneret med indførelsen af hjulploven, som samtidig medførte en ny organisering af landsbyjorderne i lange marker med højryggede agre. Ved udgangen af middelalderen udgjorde agerjorden næsten 50 procent i de frugtbare egne, 30 procent i de skovrige egne og kun 15 procent i de sandede hedeegne.

Den lille istid
I 1400-tallet indledtes en længere kuldeperiode, som fulgte de store pestepidemier omkring 1350, hvor en tredjedel af befolkningen døde. Perioden fra 1550 til 1750 kaldes den lille istid, hvor høsten slog fejl flere år i træk og skabte dyb krise og folkedød mange steder i Europa. Den lille istid kulminerede i midten af 1600-tallet, hvor de indre danske farvande nogle vintre var helt sammenfrosne. Det skete for eksempel i 1658 da de svenske tropper kunne gå over isen ved Storebælt. Selv om der også var gode år ind i mellem, var det først ved udgangen af 1800-tallet, at temperaturen nærmede sig det niveau, vi kender i dag.

Landinspektørens lineal
De store landboreformer omkring år 1800 skabte grundlaget for et nyt landskab, hvor landinspektørens lineal udstak retningen, så man ved privat initiativ kunne forbedre jorden. Vestjyllands heder blev opdyrket og indrammet af læhegn eller omdannet til nåletræsplantager. De gamle rester af skove blev indrettet til rationel dyrkning og renafdrift. Åer blev udrettede, enge, moser og søer blev afvandet, og fjorde blev inddæmmede. Mange nye afgrøder som kløver og roer fik stor betydning. Landskabet blev gennemkultiveret og har endnu den højeste opdyrkningsgrad i Europa.