Kold krig

Tema

Røderusserne kom aldrig

2 anbefalinger

I 1945 fejrede Europa nazismens nederlag, og de fleste håbede, at verden nu endelig måtte opleve varig fred. Men i stedet fik europæerne et opdelt kontinent i en spaltet verden. På den ene side stod de kommunistiske diktaturer med Sovjetunionen i førersædet som supermagt, og på den anden side stod USA, der var den vestlige verdens supermagt. 

Kernen i den Kolde Krig var for det første en meget aktiv politisk strid. For det andet var det truslen fra de nye atomvåben, der truede med at udslette hele menneskeheden. Den politiske kamp handlede om retten til at indrette fremtidens samfund. De kommunistiske partier i Øst mente, at de have fundet opskriften på, hvordan civilisationen skulle udvikle sig, og de mente at have retten til at bruge tvang over for enkeltpersoner og hele samfund for at gennemtrumfe deres eget verdenssyn. På den anden side stod Vesten, som ønskede at forsvare sig og bekæmpe kommunismen.

Midt i konflikten lå Danmark, som geografisk set befandt sig i en udsat position. Lige på den anden side af Østersøen lå de kommunistiske stater DDR og Polen, kun en kort flyvetur væk lå Sovjetunionen, og godt en halv million fjendtlige soldater stod i nærområdet. Alt sammen virkede det faretruende, så Danmark søgte tryghed i den vestlige NATO-alliance, der havde USA’s kernevåben i ryggen.

Et spil på atomrouletten
Den Kolde Krig endte godt, og medlemskabet af NATO var med til at sikre Danmarks sikkerhed. Det kunne politikerne bare ikke vide dengang, de meldte Danmark ind i den vestlige alliance. Der var det en politisk satsning, og indsatsen var høj. Det var det danske folks eksistens, politikerne spillede for på atomrouletten. Hvis det gik galt, og den røde blok vandt, risikerede landet at blive jævnet med jorden.
Selv om risikoen for en altødelæggende krig hele tiden var til stede, var den uhyre sjældent akut. Prisen for en krig var nemlig så enorm, at supermagterne ikke turde styre direkte mod afgrunden, men på begge sider frygtede de militære planlæggere alligevel, at toget ved et uheld kunne køre af sporet. En regional krise på Balkan eller i Mellemøsten kunne være gnisten, der fik krudttønden til at springe i luften. Og så gjaldt det om at være klar til kamp.

Danmarks nøglerolle
I starten af 1950'erne blev der sat turbo på den danske oprustning, men ellers var de danske regeringer påholdende med udgifter til forsvaret. Danmark var i bunden af listen over NATO-landenes militærbudgetter. Til gengæld tog danskerne deres del af slæbet på andre punkter. Hvis krigen kom, ville Danmark være et af de allerførste områder, Warszawapagt-landene i Øst ville kaste sig over. Selv om Danmark fra starten af 1960'erne samarbejdede tæt med Vesttyskland om forsvaret af Østersøen, ville landet derfor formentlig blive overløbet af østlige styrker, der til lands ville trænge op gennem Jylland og invadere Sjælland fra søsiden.
På grund af sin beliggenhed ydede Danmark også en særlig vigtig indsats på efterretningsområdet. Fra Danmark kunne man holde øje med Sovjetiske flådebevægelser ind og ud af Østersøen, og man kunne aflytte radiobølger i de nærliggende lande. Desuden kunne man fra dansk territorium gennemføre operationer i det sovjetiske Baltikum.

Om natten er alle katte grå
Det var ikke bare Europa, der var delt. Indadtil var det danske samfund også opsplittet. Særligt tydeligt var forskellen mellem kommunisterne og de gamle etablerede partier. Kommunisterne var de eneste, der i 1945 klart afviste kapitalisme og vestligt demokrati og til gengæld åbenlyst foretrak et samfund efter Sovjetisk model. Det gjorde dem vellidt blandt Østeuropas regimer men ildeset blandt de andre politiske grupper i Danmark. Særligt op igennem 1950'erne, da kommunisterne stod relativt stærkt i befolkningen, bekæmpede staten og deres politiske modstandere dem indædt. Nogle af de værktøjer, man greb til, var ikke klassisk demokratiske, men i lyset af konfliktens alvor mente mange, at målet i sidste ende helligede midlet.

I feltet mellem kommunister og deciderede anti-kommunister var der mange forskellige politiske overbevisninger. Men om natten er alle katte grå, og den Kolde Krigs evne til at dele verden mellem "dem, der er med os" og "dem, der er imod os", medførte, at der var mange, som kom i konflikt med de omgivende samfund. For nogle kunne det være vanskeligt at se forskel på en venstreorienteret socialdemokrat og en kommunist. Særligt mudret blev det, hvis man skulle se forskel på folk inde imellem disse to relativt beslægtede positioner.

Uhyggen blev hængende
Fra 1960'erne voksede et væld af forskellige typer af aktivistiske bevægelser frem. Det var vanskeligt at placere entydige kategorier. Det betød, at eksempelvis nogle fredsbevægelser blev betragtet med stor mistænksomhed i både Øst og Vest. Også de politisk radikaliserede unge, der fulgte i kølvandet på ungdomsoprøret var svære at blive kloge på. En del sluttede sig til grupper, der nok tog afstand fra Sovjetunionen, men til gengæld omfavnede anden undertrykkelse. En del mente, at netop de - i modsætning til alle andre - havde gennemskuet, hvordan alting hang sammen, og at det gav dem retten til at tvinge andre til lignende indsigt. For de fleste forblev det voldfantasier, som de lagde på hylden efterhånden, som de fik gode stillinger. Nogen få tog skridtet videre mod voldelig aktivisme. Andre mente, at de bedst ændrede verden ved at lade sig hverve som spioner.
Det store flertal af danskerne gav sig ikke i kast med samfundsomstyrtelse men mødte op til valg og stemte traditionelt. Frygten for krig skubbede man fra sig. Ikke desto mindre kunne mange aldrig helt ryste uhyggen af sig. Det gik noget lettere at glemme undertrykkelsen i Østeuropa, der bestod indtil diktaturerne i revolutionsåret 1989 faldt på stribe.