Kunstnere

Tema

Kunst på stedet

1 anbefalinger

Mange stedsagn viser, at overgangen fra hedenskab til kristendom formede sig som en kamp om steder. Med kristendommen blev kirkerne de nye markante samlingssteder for kunstnere, ikke mindst digtende præster.
Fra anden halvdel af 1600-tallet blev Enevældens politiske og økonomiske omlægning ledsaget af ændringer i Danmarks kulturelle landskab. De tidligere så rige købstæder og i det hele taget provinsen oplevede en tilbagegang i forhold til København. Men med tilbagegangen begyndte mange at kaste et nostalgisk interesseret blik på deres by eller egn, og i 1680erne dannedes der ligefrem et litterært miljø på Fyn, med biskoppen og salmedigteren Thomas Kingo som den førende skikkelse.

"Rungsteds Lyksaligheder"
I skuespillet ”Den ellevte Juni” afslørede 1700-tallets kulturelle hovedskikkelse Ludvig Holberg et detaljeret kendskab til Københavns gader og stræder, men han endte som baron i Sorø.
I anden halvdel af 1700-tallet udviklede både digtere og billedkunstnere en stadig større følsomhed for deres omverden. Johannes Ewald skrev om ”Rungsteds Lyksaligheder”, mellem markernes ”gyldne Dynger” og Øresunds ”Skove af Master”, og Rungsted var hermed en hovedstad i dansk digtning.

Guldalderens hovedkvarter
På tærsklen til det 19. århundrede fik de danske romantikere et samlingssted med Bakkehuset - ved foden af Valby Bakke og på grænsen mellem by og land. Med Kamma Rahbek som husets levende ånd udviklede Adam Oehlenschläger, Jens Baggesen, H.C.Andersen og mange andre det, der siden skulle blive kendt som den danske guldalder.
Også Sorø Akademi blev et samlingssted for tidens kunstnere. En af dem var B.S.Ingemann, der havde skabt sig et kæmpepublikum, både med sine salmer og med sine historiske romaner.
Romantikerne havde en forkærlighed for landet, men Søren Kierkegaard sagde med Sokrates, at han foretrak byen, fordi han ikke kunne lære noget af træerne og fuglene. Københavns pladser, gader og stræder dukker op overalt i hans forfatterskab. I den filosofiske roman om Johannes Forføreren noterer han, at man kan kende københavnere på deres ”taxerende” blik.

Fra Strøget til Skagen
Da man i anden halvdel af 1800-tallet begyndte at nedrive de gamle volde omkring København, satte byens vækst strøm til drømme om storhed, og i romanen Stuk (1887) lod Herman Bang sit alter ego Herluf Berg erklære: ”Hele mit Talent beror på mit Samliv med denne By”.
Men det såkaldte moderne gennembrud skabte også en intens interesse for de steder, der lå uden for byen. Digteren Holger Drachmann dyrkede havet og stranden og tog sammen med blandt andre P.S.Krøyer og Anna og Michael Ancher til Skagen. Ligesom parisermalerne i 1820erne tog til Barbizon for at dyrke deres passion for friluftsmaleriet, drog de københavnske kunstnere fra 1870erne til Skagen, hvor de kappedes om at male de vejrbidte fiskere.
De kunstnerkolonier, som i det 19. århundrede bredte sig over Europa, fortæller om kunstnernes trang til at danne deres egne verdener. Men det var unægtelig et paradoks, at kunstnerne kun kunne nyde deres frihed på stor afstand af det urbane marked, der sikrede deres økonomiske frihed.

Fyn er fin
I 1890erne opstod en ny kunstnerkoloni på Fyn, med maleren Johannes Larsens hus i Kerteminde som midtpunkt. Men hvor Skagensmalerne var københavnere, var de fynske malere indfødte fynboer. Et af tidens yndlingsord, ”hjemstavn”, fortæller, at kunstnerne i stigende grad søgte rødder og rygstød i deres barndomsby eller barndomsegn. Johannes V. Jensen, der lovpriste de fynske malere, sagde om sit forfatterskab, at det var en ”Himmerlands beskrivelse”, og forfattere som Martin Andersen Nexø og Jeppe Aakjær tog efternavn efter deres barndomsby.
Jeppe Aakjær og hans kone, billedskæreren Nanna Aakjær, gjorde fra 1907 gården Jenle i Salling til et kulturcenter, der skulle danne modvægt til den københavnske cafékultur.
På samme tid rejste en række malere, heriblandt Oluf Høst, hver sommer til Bornholm. Tiden var i opbrud, og klippeøen inviterede til eksperimenter med form og stil.

Nordsjællands inspiration
Ligeledes på samme tid opdagede billedhuggeren Rudolph Tegner nogle ufrugtbare, men maleriske hedebakker nær Hornbæk i Nordsjælland. Han forvandlede terrænet, der kaldes Rusland, til en åben skulpturpark, men byggede samtidig et museum, der med sin vinduesløse, bunkeragtige form demonstrativt lukkede af for alt andet end kunstnerens eget skabende jeg.
Efter 2. verdenskrig søgte mange kunstnere tilbage til traditionens tryghed. En del af dem, der fra 1948 samlede sig om tidsskriftet Heretica, dyrkede almuekulturen, men i den nordsjællandske version med togforbindelse til København: Omkring Knud W. Jensens Louisiana i Humlebæk finder man blandt andre Ole Wivel og Frank Jæger.

Stemmen fra forstæderne
Lidt længere sydpå ad Strandvejen samlede digterne sig igen om ”Rungsteds Lyksaligheder”. Karen Blixens Rungstedlund, ombygget af Steen Eiler Rasmussen, har siden 1960 dannet ramme om Det Danske Akademi.
I 1960erne og 1970erne førte en regulær folkevandring danskerne ud i forstæderne og om bag hækken, men man skal frem til årtusindskiftet, før disse nye forstæder begyndte at gøre sig gældende i kunsten. Til gengæld blev de gamle forstæder, fra Klaus Rifbjergs Amager til Dan Turells Vangede, sat på litteraturens landkort.