Magt og modmagt

Tema

Et fredeligt land

1 anbefalinger

Helt op i 1800-tallet følte danske bønder sig meget mere knyttet til deres lokalsamfund eller region end til nationen Danmark. Håndværkere og købmænd var med i grænseoverskridende nordeuropæiske netværk. Kun den danske adels nationalfølelse kan spores langt tilbage. For flertallet af danskerne var national identitet ikke en stærk faktor.

Få konger myrdet
Danmark har haft få nationale, etniske og religiøse stridigheder. Ingen konge er myrdet siden 1286. Den sidste egentlige borgerkrig i Danmark var i 1534-1536. Her blev klassekamp mellem bønder og adel vævet ind kampen mellem reformation og katolicisme. Lutheranismen sejrede.

Ved reformationen blev fyrsterne i Nordeuropa de protestantiske kirkers overhoveder. Dermed fik de kontrol med den eneste organisation, der strakte sig ud i alle landsbyer. Præsterne prædikede lydighed over for staten og var formidlere mellem stat og lokalsamfund. I modsætning til bønderne i mange andre lande fandt danske bønder sig i et voksende skattetryk i 1600-tallet og 1700-tallet.

Religiøse græsrødder
Slutningen af 1700-tallet blev en reformtid. De fleste bønder var stavnsbundne fæstebønder, men stadig flere bønder blev jordejere. Alle børn fik skolepligt i 1814, og nordiske bønder var blandt de første i Europa, der lærte at læse og skrive.

I 1820’erne og 1830’erne opstod en religiøs græsrodsbevægelse blandt bønder og håndværkere. Bønderne samledes om bøn og salmesang på bondegårdene, og de blev forfulgt af myndighederne for det. Derfor kom de i opposition til centralmagten.

I 1841 indførtes kommunestyre i landsognene. Bønderne skulle vælge repræsentanter til lokalstyret. De skulle ind i et nationalt fællesskab, hvor der var lokalt ansvar for fattigvæsenet, skolevæsenet og vejvæsen.

I 1800-tallet samarbejdede bønderne mere og mere om sparekasser, forsikringer, bogklubber, højskoler og efterhånden også andelsselskaber. Politiske blade og tidsskrifter blev grundlagt fra 1842. Bønderne ville ikke længere bære hovedbyrden af skatterne og være de eneste, der gjorde soldatertjeneste.

Parlament med to kamre
I 1848-1850 var der kamp mellem danske og de overvejende tysktalende i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som var en del af det danske rige. De tysktalende ønskede selvstændighed. De tabte krigen, men senere blev Holsten og en stor del af Slesvig opslugt i Tyskland.

I1848 brød den danske enevælde sammen. Grundloven fra 1849 skabte et parlament med to kamre. Gårdmænd fik også valgret og valgbarhed. I 1866 blev grundloven revideret, så godsejere nu dominerede det ene kammer. Til gengæld fik gårdmændene kort efter styrket deres indflydelse i landkommunerne.

Gårdmændenes parti
I 1870 dannede gårdmændene et politisk parti. De kaldte det Venstre. Gårdmandsklassen var utilfreds med, at godsejerne og embedsmændene bestemte. Venstre voksede og ville have parlamentarisme. De højreorienterede regeringer regerede efterhånden uden om parlamentet
ved provisoriske love. Landet kom i 1885 tæt på borgerkrig. Adskillige oppositionsfolk blev fængslet. Nogle bønder nægtede at betale skat. Venstrefolk talte om at bruge våbenmagt mod regeringen. En ung attentatmand prøvede at skyde konsejlspræsidenten. En uge senere skabte konsejlspræsidenten et nyt korps af våbenbærende gendarmer, der skulle patruljere rundt i landet. Korpset blev stærkt upopulært og eksisterede kun få år, men stadig flere grupper i samfundet blev engagerede i politik. De læste aviser, gik med i møder og demonstrationer, dannede foreninger og deltog i valg. I 1886 rejste den nystiftede “Kvindelige Fremskridtsforening” krav om endnu en demokratisk landvinding: Kvinders valgret.

Indad vindes
To tredjedele af befolkningen boede på landet i 1890. Danmark var et land med et kapitalistisk landbrug. Selvbevidste landmænd eksporterede til det voksende britiske marked. Selvom dansk landbrug havde svært ved at sælge varer i 1870’erne og 1880’erne, blev landmændene ikke slået ud. I stedet begyndte de at holde dyr til eksport. Omstillingsparatheden lå i forlængelse af sloganet: "Hvad udad tabes må indad vindes", som var formet efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864.

En socialdemokratisk arbejderbevægelse groede i byerne, parallelt med Venstre på landet. Kun i Norden har bønderne kunnet skabe holdbare og stærke politiske partier. Fordi flertallet af bønderne havde små landbrug, var de orienterede mod lighed. Det gjorde det lettere for bønderne at indgå kompromisser med moderate socialdemokrater.

I 1901 fik Venstre endelig regeringsmagten, og partiet styrkede det kommunale selvstyre. I 1915 afvikledes godsejernes dominans over det ene parlamentskammer, og kvinder og tjenestefolk fik valgret. Danmark var nu et fredeligt demokrati med samarbejdende politiske partier. Flere og flere flyttede til byerne, og gamle modsætninger mellem land og by blev udjævnet.

Jordskredsvalg
I 1970 blev sognene slået sammen til større kommuner ved en kommunalreform. Ved et parlamentsvalg i 1973 blev et nyt parti, Fremskridtspartiet, der var modstander af skattebetaling, pludselig landets næststørste parti. Antallet af partier i parlamentet blev fordoblet, og de gamle partier gik voldsomt tilbage. Vælgerne reagerede mod en hurtigt moderniseret velfærdsstat, som blev opfattet som formynderisk. Nogle var også imod dansk indtræden i EF i 1973.

Efter endnu en kommunalreform i 2008 er mere end 1300 oprindelige kommuner reduceret til 98. Kommunerne forvalter til dagligt et omfattende velfærdssystem under statens ledelse. Lokalpatriotismen viger i nutidens mobile samfund. Det mærkes især på regionsniveau, hvor borgerne ikke er ret engagerede i ledelsen af de fem regioner.

Tilfredse danskere
Velfærdsstaten er bredt accepteret, og danskerne er ifølge mange undersøgelser de mest tilfredse i verden med deres liv og deres samfund.

Smågrupper distancerer sig dog fra de dominerende livsformer. De kan være inspireret af anarkisme eller socialisme, der forkaster den private ejendomsret. Selvstyrende fællesskaber, hvor man deler goderne og giver gensidig hjælp, er idealet. Beslutninger skal træffes i enighed og afstemninger undgås. I 1970’erne og 1980’erne boede mange i kollektiver. Nogle besatte tomme boliger. I 1971 klippede aktivister hegnet over til et ubenyttet militærområde i København. Det blev døbt Christiania. Staten har forsøgt at integrere Christiania i det omgivende samfund. Nu er Christiania lovliggjort ved en særlig lov. Den oprindelige besættelse er ophævet, og Christianias særlige friheder er indskrænket. Christiania er ikke tilfreds, men anerkender begrebet ejendomsret og kræver ejendomsretten til Christiania.

I 1980´erne besatte en ny bevægelse, BZ’erne, tomme bygninger. Så sent som i 2007 besatte unge mennesker tomme huse i en lang række byer. Besættelserne er nu kortvarige. Hvis de trækker ud, bliver de afbrudt af politiet.

Danmark er i dag generelt et homogent samfund. Borgerne respekterer spillereglerne i et demokrati og støtter op om en retsstat med borgerlige rettigheder.