Planlagte og uplanlagte byer

Tema

En by har altid en plan

3 anbefalinger

Danmark har kendt til byplanlægning siden vikingetiden. Byerne Århus, Ribe og Hedeby blev alle dannet i 800-900-tallet som regelmæssige bebyggelser mod vandet og var skærmet mod land af volde. Også de store vikingeborge Trelleborg, Fyrkat og Aggersborg vidner om, at kongemagten allerede dengang brugte planlægning af byer som redskab til at skabe gode betingelser for handel og udvikling af kystområderne. Parallelt med de planlagte byer voksede mange såkaldte selvgroede bebyggelser frem langs veje, naturhavne og andre steder, hvor forholdene for naturlig bydannelse var til stede.


Stjerneformede middelalderbyer
Omkring år 1100 sker der en større urbanisering på grund af den stigende handel. Erkendelsen af byen som en væsentlig magtfaktor førte til en mere systematisk byplanlægning. Lübeck, der blev grundlagt i 1143, blev forbillede for mange byer langs Østersøen, herunder København, der blev anlagt i 1167. Gadeplanen var enkel: En borg i midten, en kirke lidt derfra og et torv i mellem. Rundt om i landet voksede der fortsat selvgroede byer frem, og her var kirken ofte centrum for et stjerneformet gadenet, som vi kender det fra Slagelse og Randers.
Christian IV og byen som kunstværk
Christian IVs mange byanlæg i første halvdel af 1600-tallet brød markant med tidligere tiders opfattelse af byen. Fra vikingetidens og middelalderens meget funktionsbestemte bydannelser, blev Christian IVs byer – i overensstemmelse med renæssancens idealer – kunstværker, der forenede symmetri og geometriske figurer med både militærets og handelslivets behov. Christianshavn blev grundlagt i 1619 og afspejler denne tendens. Kanalen udgør en gennemgående akse med et net af retvinklede gader på begge sider. Hermed forenedes de militære hensyn – den ydre halvcirkel med voldgrav og bastioner – med de merkantile hensyn – kanalen, hvorfra skibe kunne laste og losse varer direkte til pakhuse og købmandsgårde på Christianshavn.
Blandt Christian IVs andre byanlæg er Kristiansstad i Blekinge, Glückstadt ved Elben og Kristiania i Norge.
 

1700-tallets idealbyer
I slutningen af 1600-tallet skiftede byplanlægningen i Danmark karakter. Hvor kongen tidligere havde anlagt byer for at fremme handelen eller beskytte landet, blev enevældens planlægning en hyldest til kongemagten selv. Frankrig leverede forbillederne med de imponerede parisiske pladser Place Dauphine, Place Royale og Place Vendome som højdepunkter i enevældens pragtunivers.
Kongens Nytorv blev anlagt 1670 og er med rytterstatuen af Christian den V i midten det første danske eksempel på en stort anlagt kongelig hyldestplads. Selvom den omkransende bebyggelse ikke blev helt så regulær som dens parisiske forbilleder, fremstår det centrale anlæg stadig både harmonisk og pompøst 300 år efter.
I 1749 anlagdes Frederiksstaden i København i anledning af det oldenborgske kongedynastis 300-års jubilæum. Amalienborg Slotsplads danner sammen med Frederikskirken (Marmorkirken) centrum i Nikolaj Eigtveds plan, der forbinder Kongens Nytorv med Kastellet. For at sikre et ensartet præg blev bygherrerne på det nærmeste håndplukket blandt rigets mest velhavende mænd, der kunne leve op til de strenge krav om en overdådig og repræsentativ bydel til kongens ære med den ottekantede Amalienborg Slotsplads som sit absolutte højdepunkt.
De tysk-protestantiske hernhuttere anlagde i slutningen af 1700-tallet Christiansfeld i Jylland, som én af århundredets smukkeste byer. Byen har ensartede huse langs to hovedgader og kirken centralt placeret. I Frederiksværk på Sjælland anlagde J.F. Classen en helt ny by omkring sit kanonstøberi, hvor fabriksbygninger og arbejderboliger tilsammen udgjorde en bymæssig helhed.
 

Bystyret får ansvaret
Den økonomiske krise i første halvdel af 1800-tallet førte til en stilstand i planlægningen af nye byområder. Men i 1857 blev voldanlægget, der siden middelalderen havde omkranset København, sløjfet, og hermed lød startskuddet til en ny epoke for de danske byers planlægning. Arkitekten Ferdinand Meldahls ambitiøse helhedsplan introducerede boulevarder, parkanlæg og monumental byggeri efter europæisk forbillede, og satte gang i debatten om bystyrets rolle som ansvarlig for byens fremtidige planlægning.
I pagt med det sene 1800-tals fremherskende liberale ideologier betragtede man det private initiativ som den bedste garant for byudviklingen. Men fremtrædende læger, arkitekter og ingeniører mente, at industrialiseringen stillede så store krav til byens infrastruktur, boligvilkår og hygiejniske forhold, at kommunerne burde spille en langt større og mere aktiv rolle. Skræmmebillederne var Berlin, Paris og London, hvor boliger og fabrikker skød op side om side, og befolkningen levede under usle vilkår i dårligt byggeri, samtidig med at virksomhederne kæmpede med elendige infrastrukturelle forhold. I Danmark skabte man omkring år 1900 helt nye bydele, hvor hensynet til boliger, erhverv og trafik gik hånd i hånd med ønsket om æstetik og harmoni. Charles Ambt og Hack Kampmanns plan for Frederiksbjerg i Århus fra 1903 er et eksempel på de ambitioner, der kulminerede med en international byplankonkurrence for København, afholdt 1908-09.
 

Den første byplanlov
I 1925 vedtog man den første danske byplanlov. Den gav kommunerne mulighed for at fastlægge veje og fordele bebyggelsestyperne. Med Fingerplanen fra 1947 udlagde man hovedfærdelsårer, bebyggelsesområder og rekreative arealer i hele hovedstadsregionen. Nye forstadsbyggelser opstod omkring de store byer fra 1960’erne og frem, men den tiltagende ensformighed i planer og arkitektur medførte flere modreaktioner, og fra slutningen af 1970’erne søgte man igen tilbage til en mere bymæssig karakter i de nyanlagte byer som f.eks. i Albertslund Syd og Tinggården ved Herfølge.
I de senere år er nye bydele i igen skudt op – ofte på nedlagte havne- og industriarealer, hvor kommuner og private bygherrer i fællesskab har forsøgt at skabe nye bydele. Ørestaden på Amager er foreløbig det mest karakteristiske eksempel.