Sild, torsk og andre fisk

Tema

Industrieventyr på havet

0 anbefalinger

Jens Væver vidste ikke, at han ville revolutionere dansk fiskeri, da han fik en god idé i 1848. Han var egentlig bare fisker og husmand som så mange andre i Salling ved Limfjorden. De fiskede fra strandkanten efter ål og fladfisk med store net kaldet vod. Men Jens Væver fik den tanke, at han kunne sejle ud på fjorden og prøve at fiske med vod langt fra land. Når nettet var lagt ud i vandet, kunne fiskeren smide ankeret. Så kunne han hale nette ind igen fra den forankrede båd. Den nye metode blev kaldt snurrevod. Den nye teknik gav fiskerne på Limfjorden stort udbytte. Faktisk så stort, at snurrevodsfiskerne blev anklaget for rovfiskeri. Nogle ønskede endda at forbyde redskabet for at beskytte fiskebestandene.

Førende på Nordsøen
Efter 1880 kunne danske fiskere afsætte fangsten til europæiske storbyer via jernbanen fra Vestjylland. I perioden blev snurrevoddet udbredt lige fra Skagen til den nybyggede havn i Esbjerg. Efter 1900 kom fiskere fra hele landet til Esbjerg for at fange rødspætter. Sammen med de nye, effektive motorkuttere medvirkede snurrevoddet til, at danske fiskere for alvor kom til havs. Det gav danske fiskere en førerstilling i Nordsøen mellem 1920 og 1950, hvor deres mange lyseblå fiskekuttere dominerede havfiskeriet. Snurrevod er Danmarks mest originale bidrag til fiskeriets udvikling verden over.
 

Middelalderens vilde sildejagt
Igennem tiderne har mange danske fiskere haft andet arbejde ved siden af, lige som snurrevoddets opfinder Jens Væver ved Limfjorden også passede sit lille jordbrug som husmand. Fiskeriet beskæftigede formentlig allerflest omkring år 1900 i tiden efter snurrevoddets gennembrud. Dengang forsørgede fiskeriet helt eller delvist fire procent af danskerne. Men fiskeriet var også populært i middelalderen. Fra omkring år 1100 til 1500 bredte en særlig fiskefeber sig, når store sildestimer nærmede sig kysten. Tjenestedrengen lod sin husbond i stikken, og skomageren løb fra sin læst. Alle ville til søs for at få del i havets rigdom, for sild var en eftertragtet vare. Silden blev saltet og solgt til andre lande. Flere gange var det ligefrem nødvendigt at indføre forbud mod, at folk forlod deres sædvanlige arbejde for at fiske efter sild. Efter reformationen i Nord- og Centraleuropa i 1500-tallet forsvandt de fastedage, som i den katolske tid havde påbudt folk at spise fisk i stedet for kød. Silden gik fra at være en stor eksportvare til at blive daglig og billig mad for fattigfolk.


Torsk fanget med langline
Selv efter snurrevoddet var opfundet, var fiskeri med langliner almindeligt i danske farvande. På en lang hovedline hang mange kroge på korte sideliner. Helt op til de første årtier af 1900-tallet blev langliner brugt til at få torsk og kuller på krogen ved den jyske vestkyst. Bornholmske fiskere satte også kroge på lange, fastgjorte lænker for at fange laks. Men fiskeri med langliner var tidskrævende. På vestkysten var fiskerne afhængige af dygtige piger til at sætte madding på hundredvis af kroge hver dag i højsæsonerne. Derfor boede karle og piger fra vestjyske gårde om foråret og efteråret i fiskehytter i klitterne i Nymindegab og Vejers.


Blanke ål gav ekstra bonus

Fiskeriet på det åbne hav var det vigtigste fiskeri i 1900-tallet. Alligevel var der fortsat mange fiskere, som fiskede efter ål med bundgarn i indre farvande og fjorde. Siden middelalderen havde efterårets kystfiskeri med ruser efter ål været et vigtigt bidrag til indtjeningen. Ejere af jord ved vandet havde retten til at fange ål ved egen kyst, men kunne leje kyststrækningen ud til jordløse folk. Tyske fiskere fra Pommern introducerede fiskeri efter ål i åbne farvande i årene efter 1870. Med særlige net kaldet drivvod fiskede de fra drivkvaser. Imidlertid forsvandt ålene i en periode omkring 1920, fordi der gik sygdom i ålegræsset. Drivkvaserne forsvandt, og siden dominerede ruser og bundgarn igen ålefiskeriet. Redskaberne stod tæt ved pynter og næs, hvor blankålen passerer på sin rute tilbage til Sargassohavet for at gyde.


Tungt fiskeri truer hvaler
Engang tog fiskerne også langt væk fra Danmarks kyster i jagten på havet tungeste dyr. Søfolk fra Rømø og Vadehavets andre øer var kendt som specialister i at fange hvaler og sæler i det nordlige Atlanterhav. Hvert år søgte de hyre om bord på store skibe fra Hamborg og Holland. Ofte var øboerne kaptajner, kendt som kommandører på hvalfangerskibene. Fra 1600 til 1800 havde hvalfangerflåden i gennemsnit 1000 hvaler og flere tusinde sæler og hvalrosser med hjem hvert år. Som en konsekvens blev de store, langsomt svømmende rethvaler næsten udryddet.


Skidtfiskeri afliver lyseblå kuttere
I dag har fiskeriets udvikling også næsten udryddet et andet syn på havet: De lyseblå fiskekuttere. Frem til 1970’erne sejlede fiskernes blå træskibe ud på Nordsøen for at fylde snurrevoddet med fisk. Men mange nordsøfiskere var begyndt at bruge store tragtformede net kaldet trawl, som kunne fange endnu flere fisk end Jens Vævers opfindelse fra 1848. Nogle af kutterne fangede fisk til dyrefoder, fiskemel og fiskeolie. Dette såkaldte skidtfiskeri eller industrifiskeri gav gode penge. Trækutterne blev afløst af nye, større fiskekuttere bygget af stål. Mens fiskeriet blev stadig mere effektivt, blev der indført begrænsninger og reguleringer med kvoter. Forurening og overfiskeri truede fiskebestandene. Færre fartøjer skulle deles om at fange færre fisk. Hundredvis af lyseblå kuttere blev hugget op, og på 40 år forsvandt fire ud af fem fiskere. I dag er under en procent af danskerne helt eller delvist beskæftiget i fiskeriet. De store, effektive trawlere er nu næsten ene om at udnytte Nordsøens fiskebestande. Danmarks allerstørste fiskekuttere er i dag sildetrawlere, som kan fylde lasten med over 2000 tons sild per tur.